Et kunstindkøb på 28.000 kr. satte gang i årets hidtil største diskussion af kunst og kultur i kommunerne, da Københavns Kommune havde købt “tre aluminiumsplader med forstenet afføring”, som Berlingske formulerede det.

Det fik Pia Kjærsgaard (DF) til at spørge kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), om ministeren var enig i, at “der skal indkøbes lort for skattepenge”?

Hertil svarede ministeren med en vis portion onkelhumor: 

“Hvis det er kunst, er det i hvert fald lortekunst. Men når det tilsyneladende vækker så mange følelser hos Dansk Folkeparti, at det nu er blevet en lort på mit bord, er det vel ikke helt uden kunstnerisk værdi?”, svarede ministeren og fortsatte: 

“Som kulturminister vil jeg dog henholde mig til, at den der fisen lugte kan, det er fisens ejermand. Og derfor må det være op til Københavns Kommune at svare på, hvorvidt det er god brug af skatteborgernes penge.”

Man kan med tilsvarende onkelhumor sige, at ministeren sender lorten videre, som nu er endt på kulturborgmester Mia Nyegaards (R) bord. 

Hun griner først og fremmest ad debatten og ministerens svar. Hun tager dog med glæde debatten:

- Kulturområdet er ligesom alle andre områder i kommunernes økonomi altid truet af besparelser. Selvfølgelig skal vi stå på mål for, hvordan vi bruger pengene. Men i stedet for at have en debat om et indkøb af kunst for 28.000 kr., burde vi i stedet ikke have en samlet diskussion om den offentlige kunstsamling. Er den for stor? Skal vi løbende sælge ud, så den er selvbærende? Vi låner selvfølgelig ud af vores samling, men derfor kan vi stadig have en diskussion om, hvad vi egentlig vil, siger Mia Nyegaard og tilføjer:

- Men nogle gange skal vi også huske at spørge hinanden om, hvilken rolle, vi ønsker, kommunerne skal spille. 

Aktør eller facilitator

Mia Nyegaard skelner mellem to positioner, som kommunerne kan tage, enten at være facilitator eller aktør. Den skelnen er relevant at have i betragtning, når man skal diskutere “shitface”, som kunstværket malerisk er døbt. 

Her ridser hun op, at kommunen kan vælge en faciliterende tilgang ved fx at sikre, at flere børn og unge kan få del i kulturlivet ved delvis dækning af kontingent. 

Den anden position er mere direkte fx som arrangør af lysfestivaler eller kunstudstillinger i det offentlige rum. 

- Ingen har et entydigt svar på, hvilken position kommuner skal tage, men det er altid en overvejelse, vi skal have med os, fortæller Mia Nyegaard. 

Mia Nyegaard ser helst kommunen i både en faciliterende og aktiv rolle. 

- Som borgere bliver vi ikke lykkelige af at være mætte og trygge. Ellers ville vi ikke opleve den enorme mistrivsel og ensomhed. Vi har også brug for at blive bevæget hver dag. Dermed ikke sagt, at vi skal spare på ældre- eller sundhedsområdet i stedet for på kulturen, men kulturen har også en værdi i at skabe det gode liv for vores borgere, siger hun. 

Flere gange i interviewet vender Mia Nyegaard tilbage til en historie, der illustrerer hendes pointe. 

Som en del af et kommunalt forløb var en mor og sin datter på besøg i kunsthallen Rønnebæksholm ved Næstved. Under besøget udbrød datteren, mens hun så på værkerne, at hun ikke vidste, at man kunne have det så godt, som hun havde det der og da. 

- Det er en oplevelse, som gør et enormt indtryk på mig. Tænk det sammen med alle de udfordringer, vi og særligt de unge står med i dag, trivlselskrise, klimakrise, sociale medier og meget andet. Hun fandt et rum i kulturen, som hun ikke vidste kunne give så meget mening og livsglæde. Det er det, kulturen kan, siger Mia Nyegaard. 

Fra socialområde til kulturen

Da Mia Nyegaard for snart fire år siden fik ansvaret for Kultur- og Fritidsforvaltningen i København, blev hun i et indtrædelsesinterview citeret for, at den tidligere socialborgmester og nu kulturborgmester ville føre “socialpolitik fra kulturområdet”. 

Det var dog at sætte det på spidsen, fortæller hun i dag. 

- Jeg føler klart, at jeg blev misforstået og fejlciteret, siger hun. 

- Der var nok nogen, der havde en interesse i at fremstille det på en bestemt måde, når jeg som tidligere socialborgmester nu skulle stå i spidsen for kulturområdet. 

Mia Nyegaard beskriver sig selv som et kulturelt menneske, som besøgte alle københavnske museer, da hun flyttede til byen fra Fredericia, grebet af det omfattende kulturtilbud i byen, og som socialborgmester havde hun set de socialpolitiske gevinster i samspillet med kulturområdet. 

Selvom nogen kunne være bekymret for, hvad det ville betyde for støtte til fx finkulturen, at en socialborgmester dengang overtog posten, understreger Mia Nyegaard, at de ikke er hinandens modsætninger: 

- Det, at vi får nogle socialpolitiske gevinster og hjælper nogle mennesker, betyder ikke, at vi ikke også gør noget for at løfte kulturen, siger hun. 

Kulturområdet rækker bredt, lige fra fodboldbanerne på Kløvermarken og folkebiblioteker til Det Kongelige Teater og Operaen, og de mange kulturelle institutioner tjener hvert deres formål. 

Fælles for dem alle er dog, at de har en opgave i at blive bedre til at nå ud til borgerne, mener kulturborgmesteren. 

- Kultur- og fritidsinstitutionerne skal generelt blive bedre til at række ud til de borgergrupper, der ikke kommer til os, siger Mia Nyegaard. 

Det kan være børn uden forældre, der er med fra sidelinjen og hjælper med alt fra kørsel og kagebagning til kontingentbetaling, eller udsatte borgere, ensomme ældre, der ikke har overskud til at opsøge tilbud, fortæller hun. 

Og det kan sagtens være et krav fra kommunens side. For kulturinstitutioner bør ikke kun modtage støtte – de bør også forpligte sig til at engagere sig bredere i samfundet, påpeger Mia Nyegaard. 

- Vi støtter fx Det Kongelige Teater med utrolig mange penge, og det skal vi blive ved med at gøre, men vi skal til gengæld også stille krav, siger hun og fortsætter: 

- Når den Jyske Opera sætter Puccini op på Det Kongelige, kan de måske også sende to af deres sangere ud på en højskole eller et botilbud eller arrangere optræden ude blandt borgerne, så kulturen også møder dem, hvor de er. 

Væk med kuglerammen

Selvom der er gevinster at hente, advarer Mia Nyegaard imod at bruge kulturen som et instrument til at opnå socialpolitiske resultater. 

- Når vi kan få flere ældre til at gå til floorball i stedet for at tage medicin – så skal vi selvfølgelig gøre det. Det betyder ikke, at man altid skal sætte kultur på formel, og at man altid skal kunne dokumentere gevinsten. Hvis det bliver det eneste, kulturen skal, så mister vi folk i stedet for.

Mia Nyegaard opfordrer derfor til, at man pakker økonomernes kugleramme væk og i stedet tror på de menneskelige gevinster. 

- For mig handler det om, at vi tør at tage chancen. Mange gange handler det om nogle relativt små beløb, og vi skal turde at sætte projekter i søen og se, hvad det bærer med sig. 

Mia Nyegaard fremhæver selv nogle af de mindre projekter i kommunen som støtte til idræt blandt ensomme og udsatte voksne. 

Det kan fx være projektet Brobold, som sikrer at flere børn og unge, uanset baggrund, får adgang til foreningslivet ved at aktivere de små fodboldbaner i boligområder, parker og skoler eller den lokale fodboldklub Valby United, hvis initiativ ‘UngPåGade’ for nyligt vandt DBU's pris for "Årets Fodboldaktivitet 2024" for at engagere unge i fællesskab og positiv udvikling gennem fodbold og sociale aktiviteter.

Alt sammen eksempler på, at kulturen bidrager til samfundsudfordringer, selv om den økonomiske værdi er svær at fastsætte. 

- Jeg er generelt skeptisk i forhold til, hvordan man måler de socioøkonomiske gevinster, som vi har prøvet mange gange tidligere. Nogle gange handler det om at tro på at kunne gøre en forskel. At stole på vores egne øjne, når vi ser initiativerne gøre en forskel, siger Mia Nyegaard. 

- Og så er det ok, hvis to får det bedre, når vi sender ti mennesker igennem et forløb. Andre gange er det otte. For de beløb, vi taler om, er det værd at tage chancen.  

En kommunal diskussion

Dermed vender Mia Nyegaard tilbage til en diskussion om, hvilken rolle kommunerne skal spille: Som facilitator eller aktør?

- Vi skal altid være bevidste om vores rolle, og hvad det er vi vil, når vi igangsætter tiltag. Derfor tager jeg meget gerne diskussionen om shitface, igen og igen, fordi jeg kan stå på mål for den, siger hun. 

Hun understreger desuden, at der er forskel på, hvad den kommunale kunst kan og skal sammenlignet med en privat- eller en museumssamling. 

- Den kommunale kunstsamling i København og i Holstebro skal kunne noget forskelligt. Vi skal støtte københavnske kunstnere og samtidig repræsentere mange forskellige typer af kunst. 700.000 kr. til at købe kunst i kommunen lyde af mange penge, men det er penge, som går til at støtte vækstlaget, siger Mia Nyegaard. 

I den sammenhæng mener hun, at de 28.000 kroner er et lille beløb. 

Mia Nyegaard glæder sig derfor over den offentlige debat om, hvad kommunerne skal bruge penge på. 

På den måde har “shitface” været en billig udgave af værket “Take the Money and Run”. 

I det meget omdiskuterede værk afleverede kunstneren Jens Haaning to tomme billedrammer til Kunsten i Aalborg, der skulle have indeholdt 500.000 kr. i kontanter, som museet havde lånt til kunstneren, som i stedet endte med at tage pengene og løbe.  

- Jeg synes, det er et virkelig godt kunstnerisk værk, som sætter gang i debatten og refleksionerne, siger Mia Nyegaard. 

- Men hvis det var os som kommune, der havde brugt mere end en halv million kroner, kunne jeg bedre forstå kritikken. Jeg er glad for, at det ikke var os, der endte i den situation. Også selvom jeg synes, det er fremragende kunst.