Den 8.marts har Kvindernes internationale kampdag 102 års jubilæum. Det var Clara Zetkin (1857-1933), tysk socialist og aktiv i den tyske kvindebevægelse, som agiterede på det tyske socialdemokratis kongres i 1910 for en international kvindedag.

For Clara Zetkin var kvindefrigørelse i høj grad et spørgsmål om økonomi, og økonomisk selvstændighed var yderst vigtigt i kampen for frigørelse og ligestilling. Kvindekampen kunne dog ikke ses uafhængigt af klassekampen, og arbejderkvindernes deltagelse var en nødvendighed, hvis klassekampen skulle vindes.

Hvordan er det så gået? Ja, det går ikke så godt som politikerne, medierne og elitens kvinder tror. Hver gang en mand tjener 23.000 kr., så tjener hans kvindelige kollega kun 20.000 kr. I gennemsnit tjener mænd nemlig 15 pct. mere end kvinderne. En undersøgelse foretaget af HK/Privat (2010) viser at 2/3 af lønforskellen ikke kan forklares med jobfunktioner eller ansvar. Den er alene kønsbestemt.

Lønforskellene hænger også snævert sammen med et kønsopdelt arbejdsmarked. Det viser en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI). Kvinder er stadig primært ansat inden for kontor og omsorg sammen med andre kvinder, mens mændene sammen med andre mænd er i de mere håndværksprægede brancher. Og det kønsopdelte arbejdsmarked har ikke flyttet sig de sidste 10 år. Samtidig står kvinder stadig for 2/3 af husarbejde og børnepasning. Karrierekvinderne har heller ikke noget at byde på, for de baserer sig på nyliberalistiske ideer om individualisme og marked. Tværtimod så er den nyliberale ideologi om at vi selv er ansvarlige for at klare os et angreb på kvindernes ligestilling.

Kampen for ligestilling er ikke uaktuel for det store flertal af mænd og kvinder. 7 ud af 10 kvinder mener ikke kampen for ligestilling er vundet, og 3 ud af 4 mener at lønforskellen mellem mænd og kvinder er det absolut største problem for ligestillingen. Det viser en meningsmåling, som LOs ugebrev A4 har lavet. Samme undersøgelse viser, at 52 pct. mener at fagbevægelsen ikke har gjort nok i kampen for ligestilling, og hele 70 pct. vil have fagbevægelsen til at gøre mere for ligestillingen.

Skal vi gøre op med uligelønnen, så skal der andre boller på overenskomstsuppen på det offentlige område til næste år. Smalhalsoverenskomsten på det private område er i hvert fald ikke vejen frem. Det er nemlig ikke et spørgsmål om der er råd, men om politisk (kamp) vijle.

I 1919 kom (den første) loven om ligeløn for kvinder og mænd i offentlig tjeneste. Siden kom EF's ligelønsdirektiv i 1975 og Folketinget vedtog endeligt i 1976 loven om ligeløn. Men 1919 og 1976 er længe siden. Der er i den grad brug for revolutionære forandringer på ligelønsområdet.

Derfor er 8.marts og kampen for ligeløn stadig aktuel, uanset hvad borgerlige feminister hos Damefrokosten og CEPOS måtte konstruere sig frem til.

Kvindekampen er først og fremmest en social klassekamp, som Clara Zetkin udtalte det for 100 år siden. Det mener nutidens kvinder i hvert fald selv. Det er svært at være uenig som mand!