Billede
I Klitmøller føles det at deltage i det lokale demokrati som noget, man skal, vil og bør. Det gjorde det ikke i Frederiksberg Kommune, fortæller Simon Kvam. Foto: Gregers Tycho / Polfoto

Kvamm og horisonten i Klitmøller

Der er brug for at tale udkanten op, mener Simon Kvamm, der selv er flyttet med familien til Thy for at se himlen, bruge havet og blive en del af et større fællesskab.

hjertestarter

Af Jonas Sloth Bach | [email protected]

Simon Kvamm står på en lille scene, der kun hæver sig en anelse over gulvet. I den ene hånd holder han en lap papir, i den anden er mikrofonen. Foran ham står det meste af den voksne befolkning i Klitmøller, lader det til. Kassehuset var engang opbevaringsrum for de trækasser, som fiskene blev pakket i, når fiskerne kom i land. Nu er rummet fyldt af Simon Kvamms nye naboer, kunderne hos den lokale købmand, forældrene til hans børns nye venner, medlemmerne af lystfiskerforeningen og surfklubben. Snakken dæmper sig: De vil gerne høre ham fortælle, hvorfor han er kommet til byen. Han er alene på scenen, og et øjeblik virker det, som om han tøver. Så begynder han at tale.

- Jeg har hele tiden glædet mig til at stå overfor jer i det her rum og sige hvorfor. Det er egentlig det, det handler om. Det er vigtigt for mig, at det ikke bliver sådan en mediehistorie, at der er nogen, der flytter hertil, fordi for os, for min familie - der er det ikke nogen historie. Det er vores liv. Der er ikke nogen storytelling i gang - det er simpelthen vores liv. Det er sgu for alvorligt til, at det bliver en hypet historie i medierne, og så er den væk, for så bor vi her stadig. Vi er flyttet hertil for at prøve, hvordan det er at bo et sted med masser af plads, og hvor man kan se en horisont hele tiden. Er det OK? spørger han ud i rummet, før klapsalverne bryder løs.

Så tager han en børneguitar om halsen og spiller Nephews hyldest til Vesterhavet, ‘Hjertestarter’, i en skrabet og sårbar version og transformerer sig langsomt til den scenevante musiker, han er.

Horisonten og havet

Simon Kvamm har boet i Klitmøller med sin kone og deres to børn siden juli. Det var først og fremmest en trang til at prøve noget nyt, der fik dem til at tale om at flytte fra København, og først overvejede familien at tage et år til San Francisco eller Sydspanien. Det var hans kone, der sagde, det var mærkeligt at udskifte livet i én storby med det i en anden. De besluttede at blive i Danmark, men flyttede så langt væk fra storbyen, som man nærmest kan. Valget faldt hurtigt på Klitmøller, hvor de allerede havde hørt om nogle, der var flyttet hen på grund af surfing. Men det var ikke surfingen i sig selv, der gjorde udslaget.

”Ens hjem er ikke fredet. Ingen låser dørene, og man går bare ind til hinanden. Det skal jeg virkelig vænne mig til, og det er også noget, jeg lige skal tage en puster fra indimellem.”

- Vi savner at have noget horisont. Altså helt fysisk at kunne se horisonten. Én ting er, at man har en anden natur og en anden fysisk ramme, men jeg fornemmede også, at der var en anden kultur. En landsbykultur i stedet for en storbykultur, siger Simon Kvamm, der også fik overtalt et hold venner til at flytte med. Nu er hverdagen så småt begyndt, men virkeligheden virker stadig overraskende.

- Hvis man havde sagt til mig for et år siden, at jeg ville bo i Klitmøller i dag, ville jeg have grinet. Det er en virkelig underlig idé, der er blevet til virkelighed, siger han.

Tal udkanten op

Vi vil gerne prøve at gå imod den strømning, der ellers er fra udkant til storby. Vi vil gerne prøve at leve i et mindre samfund, hvor man måske i højere grad føler sig som en del af noget større,’ sagde Simon Kvamm, da nyheden om flytningen blev den mediehistorie, han helst ville undgå.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er et opgør med byen. Det er mere, fordi det kunne være sjovt at bo et sted, hvor der er mere plads, mindre hektik, siger Simon Kvamm, hvis man forsøger at gøre ham til udkantens nye galionsfigur.

Nu er det allerede blevet en mediehistorie, og selvom der ikke er noget opgør med byen skjult i hans beslutning, har sangeren noget på hjerte, når det handler om udkanten. Der er ikke brug for at tale byen ned, mener han, men der er brug for at tale udkanten op.

- Det kan noget at være her. Der er en kvalitet i at have meget himmel over sig hele tiden. Her lægger man mærke til lyset; der er forskel på, om det er dag, skumring, aften eller nat.

Den måde at indgå i dagens og naturens gang har en kvalitet, siger Simon Kvamm, og ofte møder han et længselsfuldt blik fra dem, han fortæller om familiens beslutning

- Jeg har en fornemmelse af, at det ikke bare er noget, vi mærker. Jeg synes, der er mange, som er samme sted i livet og har søgt til København for at markere og etablere sig karrieremæssigt, men som leder efter noget andet, siger han, og selvom han ikke vil være skråsikker på noget, før han har klaret en vinter i det mørke Nordjylland, føler han allerede, at familien er en del af det lokale fællesskab.

- Det er syret, at vi har været her halvanden måned og allerede føler os som en del af en familie og også i nogen grad bliver set som det, siger Simon Kvamm.

I ugerne op til flytningen var han mest bekymret over, hvad han skulle gøre på kaffefronten, når han ikke længere kunne hente en god latte nede på hjørnet, men nu knurrer kaffemaskinen i familiens køkken, og den største udfordring har snarere været, at de ikke altid har deres hjem for sig selv.

- Ens hjem er ikke fredet. Ingen låser dørene, og man går bare ind til hinanden. Det skal jeg virkelig vænne mig til, og det er også noget, jeg lige skal tage en puster fra indimellem, siger han.

Øget engagement

I Klitmøller sker der i modsætning til København kun noget, hvis nogen tager et initiativ. For Simon Kvamm har det betydet, at han har brugt kræfter på at arrangere musik. Saybia spillede deres første koncert i flere år under World Cup i windsurfing, og dagen efter spillede Simon Kvamm selv i De Eneste To-konstellationen med Peter Sommer. Involveringen i lokalsamfundet rækker dog ud over de musikalske evner. Da det første af en lang række borgermøder om en ny helhedsplan for området blev holdt på den lokale friskole, var Simon Kvamm også med.

- Det var en sjov, spændende og fed oplevelse af demokrati på helt nært plan, som jeg ikke har prøvet før, siger han. Og netop engagementet i det lokale demokrati føles mere naturligt i et lille samfund.

- Jeg kunne godt være gået op på Frederiksberg Kommune og have været med i noget der. Men jeg har ikke gjort det, for det føltes ikke som noget, jeg skulle, burde eller ville. Her føles det, som noget  jeg skal, vil og bør, siger Simon Kvamm.

Hype og udkantsturisme

Surferne hænger uløseligt sammen med fortællingen om Klitmøller, slår Simon Kvamm fast. Selv surfer han ikke så meget og helst med sine børn, men det gør indtryk at komme til en by, hvor alle bruger havet - om det så er for at bade, fiske eller surfe.

- Jeg tror, der er en længsel efter, at noget ikke er en historie, men er ægte. Surferne surfer ikke for at fortælle, at de surfer. Og der er et eller andet ved det med at samles om noget aktivt. Det kommer den længsel og det behov i møde, siger han.

I første omgang bliver familien et år. Det er aftalen. Hvis det er en succes, bliver de boende, ellers vender de måske snuden tilbage til hovedstaden. I første omgang handler det om at vende nogle ting på hovedet.

- Man vil kunne beskylde mig for bare at shoppe udkant og så tage hjem igen, og jeg kan ikke afvise, at det er sådan, det går. Men hvis jeg ender med at være her et år, er jeg sikker på, at det ikke vil være spildt, siger Simon Kvamm, der ikke har tænkt sig at gøre andet end at følge sin mavefornemmelse og bare være her og leve sit liv. Næste udfordring er vinteren.

- Nu om lidt bliver det fucking mørkt, men jeg glæder mig til at prøve det. Det er en spændende udfordring. De omvæltninger er en del af hele ideen med at være her, siger han.

Demokrati

Kultur

Land & by

Tilmeld dig nyhedsbrevet