Myten om de onde kvinder er velintegreret i den offentlige bevidsthed. Det er den primære grund til, at en beviseligt voldelig og misbrugende 51-årige far for nylig kunne myrde sin otteårige datter. Ingen troede på moderen, hans ekskone, der talte om vold og misbrug, for de vidste, at kvinder var fyldt med løgn – heller ikke sagsbehandleren, som derfor overhørte hende og gav faderen ligelig adgang til datteren.

Det ved jeg, fordi jeg for to år siden holdt op med at leve udelukkende af min fantasi og tog en alvorlig tørn med virkeligheden. Og det er jo helt forkert. “Det skal være digtning”, som min gode kollega Kathrine Marie Guldager siger. Ja, det skal det, hvis det skal være rigtig fint, men to på hinanden tilfældige møder med voldsramte mødre indenfor meget kort tid chokerede mig og tvang mig til at kigge nærmere.

Tidligt i 2014 blev jeg indsluset som observatør i Det Hemmelige Netværk, et krypteret sted på nettet, hvor ofre for voldelige og incestuøse eksægtemænd holder til, græder i kor og rådgiver hinanden. Det er en hæslig skueplads, der får verden til at se grimmere ud. Her opholdt jeg mig i otte måneder, mens jeg læste sagsmapper og dombøger for at kunne forstå, hvad de talte om, og hvorfor de var så ødelagte. Efter otte måneder kunne jeg ikke holde det ud længere og skrev en uopdigtet roman, der kom til at hedde Velkommen til mit mareridt. (Det er kun delvist sandt: Jeg opdigtede slutningen, hvor hun slår ham ihjel.) Siden er 50 sagsmapper blevet til over 800.

Fed, ulækker og psykisk syg

Det er selvfølgelig højkonfliktskilsmissernes kvindelige halvdel, jeg taler om. Dem, vi ikke kan lide, dem, der uafladeligt portrætteres som onde kvinder, der bruger feje tricks for at monopolisere deres børn.

Disse kvinder er meget nemme at identificere, når de sidder i kommunernes familieafdelinger. De kan knap nok hænge sammen. De har svært ved at formulere sig, taler usammenhængende, bryder sammen i gråd eller råber og skriger og kan forekomme en sagsbehandler psykisk syg. Det er de også: 75 procent af dem har PTSD, en psykisk sygdom, man får af at blive jaget – af fjenden i Afghanistan, af tigeren på savannen og af sin eksmand bistået af en hel række myndigheder, herunder ofte kommunen. Det viser en undersøgelse fra Videnscenter for Psykotraumatologi.

Offentligheden kender disse kvinder som grimme kufferter fulde af chikane, falske anklager og forældrefremmedgørelse. Alt sammen meget usympatisk, ligesom resten af dem: De er ofte overvægtige, en af mange bivirkninger ved PTSD, og efterlader en generel hørm af sjusk, men hvem har tid til at rede håret, når man er jaget af en løve?

Hvem husker ikke Lisbeth Markussen, der bortførte sine tre børn til Peru, hende fra DR-dokumentaren Børn under jorden: fed, ulækker og psykisk syg, hvis man skulle tro fordømmelserne i de rygende kommentarspor, der fulgte udsendelsen. Ja, hun havde alle symptomer på svær PTSD. Desværre forsømte programmet at fortælle, hvorfor Lisbeth flygtede.

Den velklædte eks

Mødrenes eksmænd derimod er helt anderledes: tjekkede, nyvaskede, velklædte og velformulerede. Det er ikke svært at forstå, hvem der løber med sympatien, når de gensidige beskyldninger fyger. Hvilket menneske ville ikke sætte sin lid til den velfriserede overskudsudgave?

I Velkommen til mit mareridt giver en advokat sin jeg-svage, PTSD-ramte klient et godt råd: “Hvis du vil vinde denne her sag, skal du tænke som en psykopat.” Det er et svært hvis ikke umuligt, råd at følge når PTSD’en først har meldt sin ankomst, og hjerneaktiviteten er flyttet fra hjernebarken til krybdyrhjernen, hvor frys, flygt eller kæmp er reaktionsudvalget. “Alle har en plan, til man slår dem hårdt i munden,” som Mike Tyson sagde.

Myten om de onde mødre har lejret sig i det offentlige ubevidste, fuldstændig som jødernes fortrædeligheder var almindeligt accepteret i optakten til og under Anden Verdenskrig: I dag ved vi bedre. Ikke desto mindre gentager historien sig, men denne gang er mødrene jøderne.

En tand værre i Danmark

Undersøgelser viser, at i de slemme såkaldte højkonfliktskilsmisser har mindst en af forældrene en diagnose. I to ud af tre af tilfældene er mændene psykopater og i en tredjedel af tilfældene har kvinderne borderline. De finder tit sammen, de jeg-svage kvinder med borderline og disse sikre, kontrollerende mænd, der lyver charmerende uden at se sig tilbage. Mønstret er det samme i alle vesterlandske lande: Børn fjernes fra den beskyttende forælder og gives til den grænseoverskridende far, fordi han ser bedre ud, og fordi vi har lært, hvordan kvinder er.  Men i Danmark er forholdene lige en tand værre. Her er forældre forhåndsdømt til fælles forældremyndighed, og det har vist sig nærmest umuligt at skærme børn mod vold og overgreb. I Danmark defineres barnets bedste nemlig som adgangen til begge forældre, men uden at sikre barnet den beskyttelse, som Børnekonventionen foreskriver.

Europa-Parlamentets Borgerklagenævn rettede en sønderlemmende kritik mod dansk lovgivning og praksis i 2013. De var især opmærksomme på “perverse sideeffekter”, der gjorde, at børn blev udleveret til samvær med grænseoverskridende fædre.

FN’s Kvindekomité påbød i marts i år regeringen at gennemgå Forældreansvarsloven, foretage de nødvendige ændringer og sikre, at både forvaltninger og domstole forstår betydningen af barnets tarv.

Den 5. august i år indgav The Women’s Coalition og søsterorganisationen Safe Kids International en indstilling til FN, hvori de bad om anerkendelse af et internationalt fænomen med undertrykkelse og menneskerettighedskrænkelse af mødre. Også her blev det fremhævet, at Danmark var på lovgivningsmæssigt vildspor.

Den ubekvemme virkelighed

Det er betryggende at kunne pege på både den internationale forskning og udlandets fordømmelser, når svaret på mine indsigelser ofte mødes med et postfaktuelt: “Det tror jeg ikke på.” Tro og myter er stille og roligt trådt i stedet for viden.

Det føles ubekvemt at skulle revidere sin virkelighedsopfattelse, og det bliver ikke nemmere, når vi hele tiden bombarderes med artikler og udsendelser, der i videnmæssigt armod bekræfter den selv samme myte, som forskningen afviser.

I sagen om faren, der myrdede sin otteårige datter, er farens ældre søn i skrivende stund stået frem og har fortalt om en barndom med vold og misbrug. Vi ved ikke, om dette var sagsbehandleren bekendt, men i forvaltningen af komplekse børnesager er der politisk påbud om at glemme fortiden og se fremad, et påbud, der er i modstrid med den aktuelt bedste viden, og som børnefaglige psykologer og sagsbehandlere hver dag retter ind efter. Bare fordi far slår i dag, så bliver han sikkert god i morgen. Men sagen er: Det har længe været et etableret faktum, at synder i fortiden er en valid indikator for synder i fremtiden.

Lad myterne vige for viden og husk det nu: Næste gang du sidder sammen med en fed, usammenhængende sjuske og hendes velfriserede mand, er du så ikke sød at begynde at ryste på hænderne og undersøge sagen til bunds?