Min mor var en fremragende kok – af den gode gamle skole, der havde lært at få selv den billigste og mest primitive ret til at smage kongeligt. Så når hun – som det var dengang i 1950’erne – en sjælden gang bød på ’kyllingsteg’ med mormorsovs og hjemmelavet agurkesalat, ville begejstringen rundtom spisebordet ingen ende tage.

En af de forholdsvis billige retter var stegt flæsk med kartofler og persillesovs. Desværre var det ikke så ofte, den var på menuen, for mor skelede også – som den gode husmoder skulle – til sundheden. Men når retten kom på bordet, var der også begejstring og højlydt knasen bordet rundt. For hun lavede – naturligvis, fristes jeg til at sige – det stegte flæsk, så det var knasende sprødt og hovedparten af fedtet var smeltet af.

Min far derimod var komplet hjælpeløs i et køkken. Spejlæg og brasekartofler var – udover rugbrødsmadder med pålæg – det eneste nummer på hans repertoire. Så når min mor en sjælden gang var borte fra hjemmet nogle dage, gik det hårdt ud over den kulinariske standard, foderstanden i familien styrtdykkede, og hendes hjemkomst blev afventet med stor inderlighed.

Husmoderafløseren

En gang gjaldt det en hospitalsindlæggelse – måske på grund af en af mine yngre brødres fødsel. Og uvist af hvilken årsag, var den lille, decimerede familie, der på det tidspunkt bestod af skolelæreren og to skoleknægte, blevet udstyret med noget så eksotisk som en ’husmoderafløser’.

Jeg husker tydeligt, hvor højst besynderligt det var at have et vildfremmed kvindfolk til at husere på hjemmefronten, hvor min mor ellers var absolut enerådende. Hun var ikke specielt proper – min mor ville have herset alvorligt med hende, hvis hun havde kunnet – og hendes kogekunst var mildest talt ikke eksotisk.

En dag havde hun købt ind til og lavet stegt flæsk med persillesovs – hun ville måske prøve at indynde sig hos de tre skeptiske mandfolk. Maden var klar til at varmes, da vi om eftermiddagen vendte hjem fra skole. Vi stirrede med rædsel på frugterne af hendes anstrengelser. Sovsen var så tyk, at en ske stod urokkeligt fast i massen, kartoflerne var skrællede og udkogte, og flæsket var rent fedt og svær, tilberedt i ovn, så det akkurat var blevet let gennemsigtigt og blævrende.

Det var ikke, hvad vi tre forstod ved mad. Vi var enige om, at det var uspiseligt. Vi har nok klaret os med rugbrødsmadder og et spejlæg.

Oplevelsen dukkede op i min erindring, fordi det i disse dage og uger er 150 år, siden danske soldater fristede en grusom skæbne i skanserne ved Dybbøl. Mens nationalliberalisterne regerede i København og var ude af stand til at se den politiske og militære virkelighed i øjnene, og befolkningen i hovedstaden svævede i en skæbnesvanger nationalromantisk forestilling om Danmarks uovervindelighed og soldaternes grænseløse tapperhed, så mistede vi ved Dybbøl flere end 5.000 soldater – dræbte, lemlæstede og tilfangetagne – alene den 18. april 1864.

Her havde de ligget siden februar, da den daværende øverstbefalende, general de Meza, med en mesterlig militær manøvre havde reddet den danske hær væk fra det sagnomspundne Dannevirke, der i vinterkulden havde forvandlet sig til en dødsfælde.

Men i København havde man ingen kontakt med virkeligheden og forventede en gentagelse af den danske sejr i 1848, hvor Danmark vandt i ly af store nationers magtspil. I 1864 var situationen fundamentalt anderledes. Men hovedstaden forventede sejr, og de na-tionalliberale politikere krævede gang på gang, at styrkerne stod fast, hvilket kunne have kostet hele den resterende danske hær ved både Dannevirke og Dybbøl.

Kogebog for soldater

Og hvad har det så alt sammen med flæsk at gøre? Ja, jeg er sikker på, at de udmattede soldater, der først reddede sig væk fra Dannevirke, uden at prøjserne opdagede det og senere undslap slagteriet på Dybbøl og kæmpede sig over til Als, ville have kastet sig over husmoderafløserens uspiselige flæsk med glubende appetit. For uden mad og drikke… og der var ikke noget, der hed dåsemad eller anden hurtig-mad. Soldaterne måtte selv forsøge at få noget spiseligt ud af deres feltrationer. Og deres viden om madlavning var på niveau med min fars.

I København levede en kendt kone, der tænkte anderledes praktisk på, hvordan hun kunne yde de hårdt prøvede soldater støtte. Det var kommet hende for øre, at det kneb gevaldigt med soldaternes forplejning. Madam Mangor hed hun, og hun var tidens store kogebogsforfatter med de første af slagsen for den almindelige husholdning. I midten af 1800-tallet udgav hun kogebøger med minutiøse opskrifter, og det var der stort behov for midt i vandringen fra de gamle landkøkkener til industribyernes små arbejderlejligheder.

Madam Mangor troppede i 1864 resolut op i Krigsministeriet og forlangte at få oplyst, hvad der var i soldaternes feltrationer. Så skrev hun en 15-siders ’Kogebog for Soldaten i Felten’ med 12 opskrifter, trykte den for egen regning og forærede den til Hæren, hvor den blev uddelt.  

I feltrationerne fik soldaterne blandt andet saltet flæsk og tørrede ærter, og en af de tolv opskrifter var derfor på ærter med flæsk. Den krævede, at soldaterne lå stille for en tid, for både ærter og flæsk skulle ligge i blød et døgns tid - før det hele skulle koges over ilden i 2-3 timer. Velbekomme.

Kunne jeg rejse tilbage i tiden, ville jeg overveje at skrive en lille ’Kogebog for Husmoderafløsere’. Og den ville have min nu afdøde mor som medforfatter. I dag er det vist for sent – hvis de overhovedet stadig findes, så kan der vist ikke være tale om mange nuværende husmoderafløsere.

Det siges af alle, der har studeret tragedien i 1864, at Danmark trods katastrofen slap heldigt og efterhånden lærte meget af den. Blandt andet lærte vi jo at leve godt som smånation. Og så holdt vi næsen langt fra våbenraslen og militært overmod i over hundrede år. For min skyld kunne det godt have varet meget længere. Og de angrebskrige, den forrige regering har løjet os ud i, har jo ikke just ført til glorværdige sejre – endsige opnåelse af de erklærede mål.