Kommunen.dk
MENU

Kriseramte DF bløder politiske profiler både i Folketinget og lokalt

Dansk Folkepartis folketingsgruppe er mere end halveret siden valget. Lørdag droppede yderligere to DF-profiler partimedlemskabet. Lokalt har mere end ti byrådsmedlemmer forladt partiet, siden formandsvalget.

Kriseramte DF bløder politiske profiler både i Folketinget og lokalt

Dansk Folkepartis folketingsgruppe er mere end halveret siden valget. Lørdag droppede yderligere to DF-profiler partimedlemskabet. Lokalt har mere end ti byrådsmedlemmer forladt partiet, siden formandsvalget.
Efter 27 år i Dansk Folkeparti forlader tidligere næstformand Søren Espersen partiet. Han fortsætter som løsgænger, men vil ikke afvise en fremtid i Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne.
Efter 27 år i Dansk Folkeparti forlader tidligere næstformand Søren Espersen partiet. Han fortsætter som løsgænger, men vil ikke afvise en fremtid i Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne.
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix
26. jun 2022
RITZAU / EMIL STAULUND LARSEN

Folketingsmedlemmer på stribe forlader Dansk Folkeparti. På to dage har fire profiler sagt farvel til partiets skrumpende folketingsgruppe. Det efterlader en folketingsgruppe med seks medlemmer. Det er under halvdelen af, hvad partiet havde efter folketingsvalget i 2016, da man fik 16 mandater valgt.

Lørdag meddelte udenrigsordfører og tidligere næstformand Søren Espersen, at han melder sig ud.

- Jeg melder mig i dag ud af Dansk Folkeparti, som jeg har været medlem af i 27 år. Der er mange årsager til min beslutning.

- Jeg siger tak for godt kammeratskab med rigtigt mange DF'ere, som jeg har mødt gennem årene - og ønsker dem alt godt, skrev Søren Espersen på Twitter.

Også DF's kulturordfører, Dennis Flydtkjær, der har 22 år bag sig i Dansk Folkeparti, siger farvel. Årsagen er intern ævl og kævl og en dårligt organiseret hverdag på Christiansborg.

- Det er ikke mig, der har stået i medierne og skældt de andre ud. Men det har stået på i flere år, og jeg troede egentlig oprigtigt, at der efter formandsskiftet ville komme ro på, og det kom der også i perioder.

- Men det bliver ved med at komme tilbage. Derfor har jeg mistet troen på, at det kan blive et fælles projekt, siger han til Ritzau.

De fortsætter begge som løsgængere i Folketinget. Både Søren Espersen og Dennis Flydtkjær vil ikke udelukke, at de kan slutte sig til Danmarksdemokraterne.

Fundamentet begynder at krakelere

Meddelelsen fra de to profiler kom, efter at Peter Skaarup og Jens Henrik Thulesen Dahl fredag bebudede deres afgang.

Tidligere på året forlod seks andre medlemmer gruppen i utilfredshed med den nye partiledelse. Det er alvorligt for partiet, vurderer politisk redaktør Casper Dall, Avisen Danmark. Særligt tabet af Dennis Flydtkjær gør ifølge redaktøren ondt:

- Det har ikke været så overraskende med Jens Henrik Thulesen Dahl, Peter Skaarup og til dels Søren Espersen.

- De har ikke været så tydelige i deres støtte til den nye partiformand.

- Men når Dennis Flydtkjær stempler ud, så er det virkelig fundamentet bag Morten Messerschmidt, der begynder at krakelere, siger Casper Dall.

Da Morten Messerschmidt annoncerede sit kandidatur til formandsposten, var Dennis Flydtkjærs opbakning fuldtonet fra dag ét.

Tidligere rådmand melder sig under nye faner

Siden Morten Messerschmidt for fem måneder siden blev valgt som partiets nye formand, har Dansk Folkeparti mistet mindst ti byrådsmedlemmer. Partiet fik valgt 90 byrådsmedlemmer ved KV21, nu er antallet 79.

Også den tidligere rådmand i Aarhus Jette Skive smækker med døren i Dansk Folkeparti og melder sig ind under fanerne hos Inger Støjberg. Efter mere end 26 år i Dansk Folkeparti siger Jette Skive nu farvel og sender en afskedssalut til partiledelsen.

- Hvis jeg skal bevare min anstændighed, melder jeg mig ud nu, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Pilen er igen og igen blevet rettet mod lederduoen med den nye formand, Morten Messerschmidt, og partiets stifter, Pia Kjærsgaard, når udmeldelserne skal forklares. Og det er da også der, Jette Skive ser, at det er gået galt, siden Messerschmidt blev valgt som formand i januar 2022.

- Nu er jeg ikke medlem, så jeg tør godt sige, at jeg tror, Pia Kjærsgaard har tabt hovedet, siger hun.

Hun fremhæver især de seneste udtalelser fra Pia Kjærsgaard søndag, efter hun delte en anden DF’ers tweet med den kontante tekst ”Kristian Thulesen Dahl er en tøsedreng”. Siden bekræftede den tidligere partiformand over for B.T., at hun er enig i udsagnet.

- Det hører ingen steder hjemme. Hun havde smidt en på porten for lang tid siden for langt mindre end det, hun selv går og gør, siger Jette Skive.

- Helt ærligt, jeg forstår ikke, hvad der er sket med Pia Kjærsgaard. Jeg forstår det ikke. Det er ikke den Pia Kjærsgaard, som jeg startede med i hvert fald, siger Jette Skive.

Selvom Jette Skive snart runder 71 år og nu lever pensionistlivet i hjemmet i Silkeborg, kunne hun ikke dy sig, da Inger Støjberg i denne uge annoncerede sit nye parti, Danmarksdemokraterne.

- Jeg har kendt til Inger i mange år og ved, hvad hun har stået for. Jeg har håbet, at hun kom over til os (i DF, red.), og det var vi også sikre på, da hun var med på landsmødet (i 2021, red.). Men jeg kender hendes ståsted, og de faner tør jeg godt melde mig under, siger Jette Skive.

Behov for at sætte prop i hullet

De mange udmeldelser vidner ifølge Casper Dall om et parti, der nu er under total nedsmeltning:

- Vi ser et Dansk Folkeparti, der er i virkelig hurtig nedsmeltning. Det er et kæmpe problem for Morten Messerschmidt, at Dansk Folkeparti er på vej til at blive et af de mindste partier i Folketinget.

- Det er et kæmpe knæk for selvforståelsen for partiet, siger Casper Dall.

Han mener, at partiformanden står med en "enorm opgave", der handler om at "samle stumperne af partiet".

- Det handler i første omgang om at se, om Morten Messerschmidt kan sætte en prop i hullet og standse afgangen, for ellers kan det ende med, at han og Pia Kjærsgaard er de eneste, der er tilbage inden udgangen af juli.

Morten Messerschmidt har forsøgt at mane til ro i partiet og opfordret tvivlere til at melde ud om deres fremtid i partiet:

- Jeg forventer selvfølgelig - som af alle andre, der måtte have bragt usikkerhed om vedkommendes fremtid i Dansk Folkeparti - at man bringer den usikkerhed til side, sådan at vi ved, hvad vi har at arbejde med, siger Morten Messerschmidt til Rtizau. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR