Politik fra rødderne

Krigen om udlignings milliarderne

Landkommuner kritiserer, at nationalbankdirektøren kan udløse socialt tilskud til København. Et eksempel på, hvordan systemet er indrettet til byernes fordel, siger de. Det er en forsimplet fremstilling, mener bykommunerne. 

 udligning

Af Emil Ellesøe Ditzel | [email protected]

Nils Bernstein er nationalbankdirektør. Han har en årsløn på små tre millioner kroner plus pension og bor på Grønningen i København med udsigt over Kastellet. Og så er han ifølge udligningssystemet en så stor social belastning, at han årligt udløser et tilskud på cirka 19.000 kroner til Københavns Kommune. 

”Eksemplet med nationalbankdirektøren viser en gang for alle, at det her system er så forfejlet, at guderne må forbarme sig,” siger Knud Kristensen (K), der er borgmester i Vesthimmerland.

Når Nils Bernstein kan udløse socialt tilskud til København, skyldes det indretningen af udligningssystemet, som skal sikre, at den økonomiske ulighed mellem kommunerne ikke bliver for stor. Det handler om milliarder af kroner, der hvert år skal fordeles mellem kommunerne på baggrund af nogle kriterier.

Knud Kristensen fra Vesthimmerland er specielt utilfreds med kriteriet ’Antallet af familier i visse boligtyper’. Det betyder blandt andet, at alle familier, der bor i privatudlejning i bygninger fra før 1920, udløser 19.000 kroner til kommunens sociale udgiftsbehov. Det gør Nils Bernstein med sin fornemme adresse, og det gør mange andre ­københavnere på dyre adresser i den indre by.

”Hvis man kigger på, hvem der bor i de boliger, så ville de aldrig bo i lejeboliger i min kommune. Huspriserne og boligmarkedet er meget anderledes, og derfor er der også tale om en stor uretfærdighed mod landkommuner som min egen i det her system,” siger Knud Kristensen, der har fået sine embedsmænd til at regne på, hvad kriteriet betyder:

32 procent af alle de københavnere, der falder under kriteriet, er enten studerende, middelklasse eller højere placerede på den sociale rangstige. Altså borgere, man må gå ud fra ikke er særligt belastende for kommunen. I Vesthimmerland er det 14 procent, og samlet i de 39 kommuner, der er mest utilfredse med kriterierne, er det 19 procent. 

Selvom 10-15 procents forskel på et enkelt kriterium ikke lyder af meget, handler kritikken ikke om småpenge. Hvert år flytter det ene kriterium 1,4 milliarder kroner mellem kommunerne, og netop det omtalte boligkriterium er det, der er til størst fordel for hovedstadskommunerne. 

Ingen overdommere

På grund af de store summer, der er på spil, er udligningssystemet en betændt størrelse. Alle kommuner har deres holdninger, men de sædvanlige økonomiske overdommere er forsigtige med at udtale sig om emnet. Kommunernes og Regionernes Evalueringsinstitut, KREVI, der har skrevet flere rapporter om emnet, ønsker ikke at udtale sig om den fremsatte kritik. KL og Indenrigsministeriet ønsker heller ikke over for Kommunen at tage stilling for eller imod kritikken. 

Forsker i kommunaløkonomi fra Anvendt KommunalForskning Kurt Houlberg vil gerne knytte en kommentar:

”Hvis de udregninger, Vesthimmerland Kommune har lavet over kriteriet ’visse boligtyper’, er korrekte, så er det nok en af de ting, som ­Finansieringsudvalget med fordel kunne kigge på i deres arbejde,” siger han. 

Gladsaxe Kommune repræsenterer bykommunerne, og de mener, at det er forsimplet at pege på en enkelt velstående person, der er faldet ­under de socioøkonomiske kriterier:

”Sådanne objektive kriterier vil aldrig kun ramme de personer, der koster penge. Ellers ville der være tale om en direkte refusion, og det er ikke det, der er meningen med systemet. Meningen er at kompensere for nogle strukturelle forhold, som man prøver at ramme så præcist som muligt med kriterierne,” siger borgmester Karin Søjberg Holst (S). 

Udnyttet indflydelse

Men ifølge kritikerne handler det ikke bare om et enkelt eksempel på et enkelt kriterium. Når Nils Bernstein udløser 19.000 kroner til Københavns socioøkonomiske kasse, så er det ifølge de kritiske kommuner bare det bedste eksempel på, hvordan hovedstaden og de andre bykommuner har spillet deres kort klogt. For eksempel har København og Frederiksberg som de eneste kommuner haft deres egen plads i Finansieringsudvalget, der i store træk former udligningssystemet. 

”Det er en kendt sag, at mange af de store kommuner gennem tiden har haft ressourcer til at beskæftige sig med udligningssystemet og har forsøgt at påvirke det til deres gunst. Samtidig er det først de seneste år efter reformen, at mindre kommuner har fået embedsmandskræfter til at gennemskue systemet og udarbejde de rapporter, der viser, hvad konsekvenserne er,” siger Kjeld Gregers, der er seniorøkonom i Favrskov Kommune.

Kurt Houlberg fra AKF mener ikke, at det er utvetydigt dokumenteret, at en type kommuner generelt er bedre stillede end andre. Men han er enig i, at der har været ubalance i indflydelsen:

”Argumentet med, at nogle af de store kommuner har haft større muligheder for at udøve indflydelse, er plausibelt. De har haft bedre muligheder for at komme med input til reformerne, og det vil man naturligvis også bruge til at varetage egne interesser,” siger han.

Den store uenighed

I grove træk kan konflikten om udligningssystemet deles mellem land og by. Der er gruppen på 39 kommuner, som primært består af landkommuner. De står over for gruppen på 11 kommuner, som primært består af bykommuner. 

Udover den geografiske forskel på de to grupper skiller en faktor dem ad: Om de tjener eller taber på de socioøkonomiske kriterier i systemet. Ud fra kriterier i udligningssystemet beregner man et forventet socialt udgiftsbehov. Det giver for eksempel 19.000 til Københavns forventede sociale udgiftsbehov, at Nils Bernstein bor i en privat udlejet bygning fra før 1920.

Konflikten handler så om, hvorvidt København rent faktisk bruger pengene på det sociale område. Det gør de ikke, siger de 39 kommuner. Nils Bernsteins 19.000 kroner går tværtimod til forbedret service på ikke-sociale områder, mener de. De 11 bykommuner bruger nemlig færre penge på sociale udgifter per indbygger, end det forventede sociale udgiftsniveau. 

For eksempel har København et udregnet socialt udgiftsbehov på 21.536 kroner per indbygger, men bruger kun 16.882 kroner. Omvendt ser det ud for de 39 kommuner, der alle bruger flere penge på det sociale område. Vesthimmerland har for eksempel et udregnet socialt udgiftsbehov på 13.825 kroner per indbygger, men bruger 15.205 kroner.

”Der er en klar sammenhæng mellem landdistriktsgraden og underkompensation på de sociale udgifter. Der mangler simpelthen kriterier, der også rammer de sociale udgifter, som land- og yderkommunerne har. Det skrev Finansieringsudvalget allerede i 2004, og det er fortsat tilfældet,” siger Kjeld Gregers fra Favrskov Kommune.

Mangler dokumentation

De 11 kommuner er uenige. De mener sammen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke, at man kan begrænse de sociale udgifter til sociale områder som for eksempel anbringelses- og handicapområdet. 

”Det koster mere at undervise et barn fra en social belastet familie, selvom undervisning ikke falder under det sociale område. Der er tale om socialt betingede udgifter og ikke kun udgifter til det sociale område. Det tager de 39 kommuner ikke højde for i deres beregninger,” fortæller borgmester Karin Søjberg Holst fra Gladsaxe, som udtaler sig på vegne af kredsen af bykommuner, og efterlyser, at de 39 kommuner kommer med et forslag til bedre og mere præcise kriterier.

Spørgsmålet om, hvor meget af den socioøkonomiske udligning, der skal tilfalde normalområdet, har været heftigt debatteret. De 39 kommuner har lavet flere rapporter, der peger på, at hele ’overkompensationen’ på det sociale ikke kan forklares med øgede udgifter på normalområdet. 

For eksempel har man lavet en rapport, der viser en sammenligning mellem kommuner, der ’overkompenseres’ for sociale udgifter, og kommuner, der bruger flere penge på områder som biblioteker og parker, der ikke er betinget af sociale udfordringer. 

Men om Nils Bernsteins 19.000 kroner går til undervisningen af socialt belastede børn eller bedre folkebiblioteker, er svært at afklare. Kurt Houlberg mener, at der mangler dokumentation for de socioøkonomiske kriteriers betydning for normalområdet:

”I den eksisterende udligningsordning er der ikke fra centralt hold fuld dokumentation for, hvordan og i hvilken udstrækning krite­-

rierne på det socioøkono­miske område konkret ind­virker på normalområdet,” siger han.

 

Skriftlige kilder: Notat om systemfejl i det socioøkonomiske kriterium ”Antallet af familier i visse boligtyper”, Østjysk Rapport om udligning og tilskud, Udligningssystemet skaber ulighed, Balancen mellem lighed og effektivitet – knivsæggen i udligningssystemet.

Social & sundhed

Økonomi


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57