Et enligt fremskridt i den nye offentlighedslov, der ellers mørklægger væsentlige områder, er et afsnit om de offentligt ejede selskaber. Dem er der mange af, og de opererer med rigtig mange offentlige penge. Så dem skulle der nu kastes lys over – borgere og presse skulle kunne søge aktindsigt – sagde Bødskov, og vi troede ham næsten. Men det var naivt. Ikke færre end 58 af disse selskaber ønsker han nu – på ministerkollegers og embedsmænds vegne – undtaget fra loven.

Sådan et grotesk udslag af magtfuldkommenhed nærer min og mange andres mistanke om, at embedsmændene, der foretrækker fred for irriterende og nærgående spørgsmål, har fået alt for megen magt. Og bekræfter den gamle sandhed om, at en svag minister giver magtfulde embedsmænd, der kører med klatten.

Men i dag vil jeg forsøge at glæde mig over et positivt træk ved vort lille land. Transparency International har endnu en gang offentliggjort en rangliste over landenes niveau for korruption. Og endnu en gang ligger Danmark på en delt 1.-plads som verdens mindst korrupte land. Hip hip hurra.

Når man tænker på de mange lande, der er håbløst fortabt i en bundløs sump af korruption, der efterlader befolkninger i armod og håbløshed, og hvor vanvittig svært - på kanten til det umulige - det er at komme korruptionen til livs, når den først har bredt sig til hele magtapparatet, så må man da glæde sig over, at den slags har vi ikke – øhhhh, sådan da… endnu. For der er ingen garantier her, korruption kommer krybende ind gennem revner og sprækker overalt, hvis vi ikke er på vagt.

Intet anti-korruptionsgen

Det er jo ikke, fordi vi er udstyret med et særligt anti-korruptionsgen eller har bygget et eviggyldigt værn mod bacillen. Men når vi får afsløret affæren om det betændte foretagende GGGI, hvor Lars Løkke har spenderet en million udviklingskroner på flyrejser og hoteller på et år og ’glemt’ at betale for en datters flyrejse, så er der ingen, der blæser i korruptionshornet.

Og dog … der er da nogen. Og tilmed folk, der taler med en vis vægt. For eksempel i en interessant kronik i Weekendavisen 1. november af en PHD i international udviklingspolitik og forsker ved CBS, der har arbejdet for Danida og flere andre organisationer med blandt andet korruption. Ida Sophia Rosenfeldt Papes kronik har overskriften: ’Der kan da umuligt være tale om korruption, vel’.

Lad mig blot citere underrubrikken: ’Den koreanske rigsrevisions rapport om GGGI påviser noget af det værste misbrug af udviklingsmidler, jeg og flere af mine kolleger i OECD og FN har set. Forløbet efterlader et uskønt indtryk af politikere, der skaber lukrative jobs til sig selv for udviklingspenge. Disse jobs er tømt for fagligt indhold, betalt af offentlige midler og placeret i en tom organisation.’ 

Forskeren beskriver, hvordan vi nærmest anser tanken om korruption i Danmark for latterlig. Hun gennemgår så kort de internationalt anerkendte definitioner på korruption og anskuer forløbet af Lars Løkkes sag med professionelle øjne og forestiller sig samtidig, at det var sket i en afrikansk organisation.

Så ville der ikke være så megen slinger i valsen. Når man har med offentlige midler at gøre, så er det alene ens eget ansvar at afregne korrekt. Glemsomhed eller uvidenhed fjerner ikke dette ansvar. Så når denne afrikaner glemte at betale 27.000 kroner for en datters flyrejse, så er det ligegyldigt, om han havde tænkt sig at gøre det eller ej. Det, der tæller er, at han et år efter ikke havde betalt. ’Det er korruption’. 

De milliondyre flyrejser ligger i gråzonen. Men når det foregår i en inferiør organisation, vil det blive kategoriseret som misbrug af udviklingsmidler. Og sådan fortsætter Rosenfeldt Pape gennemgangen af sagens detaljer, herunder at Lars Løkke overhovedet er blevet valgt til GGGI-formand og at Danmark overhovedet har valgt at støtte GGGI.

Det ene forhold efter det andet, som normalt i både international og dansk sammenhæng vil få betegnelsen ’embezzlement’ – misbrug af offentlige midler. Og være klassificeret som korruption.

Indikator for selvbedrag

Såe… Når nu Bødskov er færdig med at fejre vores 1.-plads og har sat champagneglasset fra sig, så kunne han passende tænke over, at det eneste rigtig effektive middel mod, at korruption begynder at vokse, er åbenhed, gennemsigtighed og et nøgternt og årvågent øje på magtens gerninger.

Kronikken i Weekendavisen slutter: ’Transparency International’s korruptionsindeks… kan også være en indikator for selvbedrag’.