Engang handlede det for den voksende arbejderbevægelse om at få indflydelse og skabe et socialt retfærdigt samfund. Nu går øvelsen ud på at administrere den stadig mere ustyrlige markedsøkonomi. Og helst på en måde, så det ikke ser ud, som om knæfaldet koster alle de ideer og værdier, der engang udgjorde fundamentet.

Dagligvaregiganten Coop er én af de aktører i samfundet, der af og til opfører en sådan dødedans.

Coop med alle sine dagligvarebutikker hed før FDB – Forenede Danske Brugsforeninger – men i forbindelse med et skandinavisk eventyr, hvor tre landes kooperative dagligvarevirksomheder skulle blive til én organisation, fik foretagendet det internationalt klingende navn – og et kæmpe tab.

Men navnet skulle også signalere, at Coop ikke er som de andre. Det skal nemlig ikke udtales på engelsk (’kuup’), men på dansk (’ko-op’). For brugserne er fra den periode, hvor arbejderbevægelsen skabte en lang række kooperative virksomheder, og brugserne er – i hvert fald på papiret og i festtalerne – ejet af medlemmerne.

De skulle skaffe gode dagligvarer til fornuftige priser til arbejderfamilier og andre, der levede under beskedne kår. Danmarks første brugsforening åbnede i Thisted i 1866 og hed ligefrem Thisted Arbejderforening. 

Bønderne var først med virksomheder skabt i fællesskab af menige samfundsborgere. Andelsbevægelsen drev mejerier, grovvarehandler og slagterier med det formål at skaffe bønderne gode priser for deres produkter. Bevægelsen blev mødt med forståelse og en ikke ringe sympati i de besiddende klasser.

Det gjaldt ikke, da arbejderne begyndte at skabe kooperative virksomheder, der skulle sikre arbejderne gode dagligvarer til anstændige priser – som svar på, at fødevarepriserne var kunstigt høje og kvaliteten tvivlsom. 

Som nogen vil vide, dyrker jeg en kolonihave i en lille forening ved fjorden. Den blev sidste år 100, og i den anledning lavede jeg et jubilæumsskrift. Det kom i høj grad til at handle om den lokale arbejderhistorie, for kolonihaveforeningen var et barn af den tidlige arbejderbevægelse.

Kolonihaverne ligger på jord, der dengang tilhørte kooperativet Arbejdernes Fællesbageri og blev brugt til græsning for brødvognenes heste. Kolonihaveforeningen opstod i dette regi i 1912 og lejede noget af jorden, så arbejderne kunne supplere den stramme husholdningsøkonomi. Bageriet åbnede i 1891 og leverede brød i mere end 50 år. Forud var gået et par år, hvor stædige og målbevidste arbejdere kæmpede hårdt for at skabe kooperativet.

Jeg nærer den allerstørste beundring og respekt for de pionerer, der modstod datidens massive modstand mod et sådant ’rødt bageri’. En arbejders liv var ikke for tøsedrenge dengang. Alligevel fik en række aktive af dem skabt og udviklet en lokal arbejderbevægelse og diverse kooperativer.

Byens borgerlige klasse gik varmt ind for bøndernes andelsbevægelse, men var oprørt ved tanken om, at arbejderne skulle blande sig i erhvervs- og handelslivet med egne, røde virksomheder.

De forsøgte fra starten at sabotere planerne, mødte flittigt op til de indkaldte møder om bageri-planerne og kæmpede indædt for borgerskabets monopol på fremstilling og salg af – i dette tilfælde – det brød, der udgjorde en meget stor del af arbejderfamiliernes daglige kost. Og tanken om et kooperativt bageri ejet af menige arbejdere blev med tordenrøst betegnet som ’et uberettiget indgreb i den frie næring.’

Bageriet blev en realitet, og nu blev det forsøgt saboteret med blandt andet forsøg på at presse det ind i erhvervsorganisationer, der kunne tvinge det til at følge de øvrige bageriers priser. Det lykkedes ikke, og så forsøgte modstanderne sig med en slags blokade, hvor møllerierne nægtede at leverede mel til landets efterhånden mange kooperative bagerier.

Alt det her fortæller jeg for at minde dem, der måtte have glemt, hvad det var for værdier og ideer, der drev skaberne af arbejderbevægelsen i deres modige kamp for at skaffe arbejderne indflydelse på samfundet og egen situation.

Coop er en del af denne bevægelse. Nu er det så kommet frem, at Coop har besluttet at lægge hele sit bogholderi ud – at outsource det, som det hedder i moderne management-sprog. Fremover skal indiske bogholdere og it-folk holde styr på den medlemsejede virksomheds aktiviteter, og de nuværende, danske medarbejdere kan stille sig op i arbejdsløshedskøen.

Det sker ’ikke med hjertet, men som en forretningsnødvendighed’, som Coop’s økonomidirektør forklarede til Orientering på DR P1.

Nej, det er ikke nemt at have et hjerte, for ikke at tale om at lytte til det, når man skal tækkes markedsøkonomien og den højt besungne konkurrence. Det er nu heller ikke særlig udbredt efterhånden – hverken i politik eller erhvervsliv.