Det burde være pligtstof for alle de politikere, der om ganske kort tid indleder deres valgkamp til næste års kommunalvalg, at nærstudere regeringens kommunikative håndtering af betalingsringen. Selvfølgelig ikke fordi de skal blive inspireret til, hvordan man kommunikativt dummer sig big time – det er nok også de færreste kommunalpolitikere, der kommer ud for en krise i betalingsrings-ligaen. Men sagen er alligevel interessant, fordi den er et skoleeksempel på, hvordan manglen på krisekommunikation kan føre til enorme imagetab for politikerne.

Før krisen: 

Den første fase er den suverænt vigtigste. Det er her, at man med den rigtige forberedelse helt kan undgå, at der kommer en krise. Regeringen lavede i den indledende fase to grundlæggende fejl, som har forfulgt dem lige siden: Da S og SF tilbage i 2009 blev enige om betalingsringen, skulle de selvfølgelig med det samme have set, at det var en kontroversiel beslutning. Mange danskere har det latent skidt med skatter, og mange får det også dårligt, når der er tale om at lægge hindringer i vejen for deres bil. Bilen er i manges øjne hverdagens helt, og skatten er skurken, så en betalingsring er en giftig cocktail. 

Der skulle naturligvis være fundet et andet navn end 'betalingsring', og man skulle fra start af have været skarp på at fortælle borgerne, hvad det vil betyde for deres hverdag. Men der blev slet ikke arbejdet med framing fra S og SF's side – beslutningen blev taget, og det blev overladt til den enkelte borger og de borgerlige modstandere at tolke på, hvad betalingsringen mere præcist gik ud på. Derfor er det heller ikke siden hen lykkedes at få framet den som en miljøring eller trængselsring. 

En anden fejl var den manglende priming. For de fleste danskere var betalingsringen et slags fremmedlegeme, der pludselig poppede op i starten af valgkampen. S-SF havde ikke fået fortalt, hvorfor det var så vigtigt med den betalingsring, hverken at den var en gevinst for miljøet, sundheden, trafikken eller for den kollektive trafik. 

Krisen opstår: 

Allerede inden valgkampen begynder de borgerlige og journalisterne at køre hårdt på betalingsringen. De begyndte at stille en masse spørgsmål til indtægter, placering og så videre. Og når medierne spurgte S-SF om ringen, fik de enten forskellige eller slet ingen svar. Et af de vigtigste aspekter ved krisekommunikation er, at man erkender, at der er tale om en krise. Den erkendelse var de meget langsomme om at nå til hos S og SF. Da journalisterne begyndte at spørge ind til en så borgernær ting som en betalingsring, burde der straks være nogle internt, der tog hånd om sagen. En sådan sag går ikke væk ved at kalde journalisterne for dumme eller råbe skræmmekampagne. 

Når krisen opstår, er det vigtigt at få et hurtigt overblik over, hvad det er for en slags krise. Havde man fået et sådant overblik, ville det også være gået op for S og SF, at de stod med en sand mediebombe. For krisen pegede i mange retninger. Borgerne vidste ikke, hvor ringen skulle ligge, eller hvad den ville koste. I den interne uenighed partierne imellem var der også et stort krisepotentiale, ligesom der heller ikke skulle mange snakke til med borgmestre i baglandet til at finde ud af, at der også her var en utilfredshed, der kunne blive farlig. 

Under krisen: 

Det er også tydeligt, at der i valgkampen og efterfølgende ikke har været nogen samlet strategi for, hvordan krisen skulle tackles. Thorning og andre i S-SF toppen har forsøgt sig med krisen-eksisterer-ikke-strategien. De har forsøgt at smile det hele væk og sige: ”Her er der skam ingen krise”. De Radikale har valgt hold-afstand-til-krisen-strategien, hvor de har gjort alt for ikke at blive fedtet ind i balladen. Der er forsøgt en masse forskellige greb på krisen, og det har gjort, at det har lignet en rodebutik hele vejen.  

Det har også medført, at der ikke er blevet lagt en ordentlig, fremadrettet fortælling om betalingsringen, der kunne have mindsket skaderne. For eksempel kan det undre, at Thorning i valgkampen på intet tidspunkt fik kædet et svar sammen på Løkkes to angrebspunkter om betalingsring og 12 minutter. Havde Thorning på det tidspunkt svaret igen med, at det faktisk ikke var så slemt at bede danskerne om at arbejde 12 minutter mere, når man tænkte på, hvor mange timer, de brugte på at sidde fast i trafikken, kunne hun have mindsket skaderne.  

Efter krisen: 

Spørgsmålet er, om regeringen efter krisen kan redde lidt af stumperne. De skal nok først og fremmest komme med en god forklaring på det dramatiske kursskifte. Dernæst skal de få skabt ro i egne rækker for at undgå for mange medielæk. Med den rigtige strategi kan sagen om betalingsringen få en bedre afslutning end start. I denne fase er det også vigtigt at evaluere hele kriseforløbet. Om regeringen har overskud og lyst til det er uvist. Men for de politikere, der snart skal i valgkamp, er det et studie, der rummer god viden.