Når et barn anbringes uden for hjemmet, kan der ligge meget forskellige forhold bag. Barnet kan være blevet udsat for vanrøgt og forsømmelse. Forældrene kan være alkohol- eller stofmisbrugere, eller de kan have en psykisk lidelse.

Men selv om barnets relationer til sine forældre er problematiske, ved vi fra forskningen, at forældre og søskende stadig er meget vigtige for barnet. Det er også af stor betydning for mange anbragte børn at fastholde kontakten til familien og ikke mindst at undgå konflikter mellem forældrene og anbringelsesstedet. Det giver barnet større tryghed, det forebygger sammenbrud i anbringelserne, og det styrker barnets selvtillid.

Internationalt er barnets ret til familieliv og til at bevare en regelmæssig og personlig kontakt til sine forældre nedfældet i FN’s Børnekonvention. Og inddragelse af forældre og netværk er fremhævet flere steder i serviceloven i forbindelse med støtte til et udsat barn.

Lav prioritet
Desværre bliver servicelovens ord ikke altid håndhævet i praksis i Danmark. Forældre til anbragte børn inddrages ofte ikke tilstrækkeligt i et anbringelsesforløb, og forældresamarbejde har lav prioritet mange steder i kommunerne.

Det kan få negative konsekvenser for udsatte børns udvikling og trivsel. Et dårligt og konfliktfyldt forhold mellem barnets forældre, myndigheder og anbringelsessted er en ekstra stressfaktor for barnet. Det stiller barnet i loyalitetskonflikter, som meget ofte nævnes som problematiske i undersøgelser blandt anbragte børn.

Derudover får de ressourcer, der kan være hos forældrene, for dårlige muligheder for at udfolde sig til gavn for deres børn.

Støtte for sent i gang
På Institut for Menneskerettigheder har vi gennemført en spørgeskemaundersøgelse med 295 § 54-støttepersoner til anbragte børns forældre. Støttepersonerne er ansat til at bistå forældrene under anbringelsen af deres barn, og de spiller ofte en nøglerolle som forbindelsesled mellem forældre, kommune og anbringelsessted. De har derfor en stor viden om, hvordan samarbejdet spænder af i praksis.

Vi kan se af undersøgelsen, at selv om støttepersonerne generelt er tilfredse med samarbejdet med kommunen, så kommer støtten til forældrene ofte for sent i gang, og alt for få forældre tilbydes en handleplan, der skal hjælpe dem til at håndtere deres problemer med omsorgen for deres barn.  Én af støttepersonerne fortæller:

'Jeg oplever ofte, at forældrene bliver sat lidt ud på er sidespor efter anbringelse. De oplever ofte, at de ikke bliver hørt, og at deres behov ikke imødekommes og respekteres.'

En anden støtteperson fortæller:

'Ofte er der ikke etableret tilstrækkeligt gode rammer for samarbejdet – fra kommunens side. Hvis man ikke mødes og snakker, er det svært at undgå misforståelser - men ofte skal forældrene selv tage initiativ til at bede kommunen om netværksmøder, og meget ofte kan der gå vældig lang tid, før forældre og anbringelsessted mødes første gang. Der er måske allerede opstået misforståelser og utryghed.'

Derudover er der særlige udfordringer med inddragelsen af forældre med etnisk minoritetsbaggrund og forældre med funktionsnedsættelser. Knap halvdelen af de støttepersoner, der deltager i undersøgelsen, nævner, at der er særlige udfordringer, når de skal være støttepersonerne i disse sager. Om støtten til forældre med etnisk minoritetsbaggrund siger én af støttepersonerne:

'Kommunerne overholder ikke ligebehandlingsprincipper om at skulle hjælpe med at kompensere, før de kan se, om forældrene er gode nok som forældre. Så meget støttetid går med - ofte forgæves - at hjælpe forældrene med at få de forskellige forvaltninger til at arbejde sammen.'

En alvorlig sag
Den mangelfulde inddragelse af forældre, som støttepersonerne giver udtryk for, medfører, at serviceloven ikke overholdes, og at barnets ret til identitet og familieliv ikke får den beskyttelse, som FN’s Børnekonvention foreskriver. Det er naturligvis en alvorlig sag, som kommunerne bør tage hånd om ved at give højere prioritet til området.

Derfor anbefaler vi blandt andet, at kommunerne fastlægger en politik for systematisk inddragelse af forældre og familie i anbringelser uden for hjemmet, og at forældrene får løbende information om barnets hverdag på anbringelsesstedet.

Kommunerne bør sikre, at servicelovens krav om tilbud om støtteperson og om udarbejdelse og opfølgning af handleplan til forældrene overholdes, og at tilbuddet om en støtteperson bliver gentaget, hvis det skønnes, at forældrenes nej i første omgang kan have været begrundet i deres belastede situation i forbindelse med anbringelsen.

Endelig bør kommunerne tage højde for de særlige behov, der kan være hos forældre med etnisk minoritetsbaggrund og forældre med funktionsnedsættelse, når de fastlægger deres politik for inddragelse af forældre i forbindelse med anbringelser af børn.

En højere prioritering af forældreinddragelse er nødvendig på ledelsesgangene, hvor ansvaret for overholdelse af serviceloven ligger, men også hos den enkelte medarbejder i kommunerne kan et større fokus på området have stor effekt. I sidste ende kan det bidrage til en bedre trivsel for børnene og sikre den forbindelse til deres forældre og netværk, som er så vigtig for deres videre udvikling.