Alt for få lokalpolitikere varetager deres ansvar for at bevare dansk bygningskulturarv. Sådan lyder kritikken fra Historiske Huse og Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.

I 2007 overtog kommunerne ansvaret for de bevaringsværdige bygninger fra amterne. Det vil sige huse, hvor det udvendige som facade, vinduer og skorsten er af en sådan karakter, at huset viser lokal eller regional kulturhistorie. Men byråd giver alt for ofte husejere tilladelse til at rive bygninger ned med en høj bevaringsværdi, mener de to foreninger.

Nedrivningerne sker, selvom forvaltningen og lokale museer fraråder det. Derfor skal der ske et opgør med kommunernes håndtering af bevaringsværdige bygninger, siger Birthe Iuel, der er præsident for Historiske Huse.

- Jeg tror ikke, kommunalbestyrelserne helt har forstået, hvor vigtige de bevaringsværdige bygninger er. Man tænker kortsigtet, når man fjerner de gamle huse. Når de forsvinder, får vi byer uden lokal byggeskik, som fortæller historie og giver identitet. Det er skidt, for sådanne byer er ikke attraktive for turister, virksomheder eller ressourcestærke borgere at bo og være i, siger Birthe Iuel.

Den frygt deler lektor på Kunstakademiets Arkitektskole Søren Vadstrup, der er en af landets førende eksperter i bevaringsværdige huse.

- Man burde kunne gøre noget ved de mange nedrivninger. For det har altid fundet sted. I 1970’erne havde man det syn, at gamle bygninger lå i vejen for trafikken og fremskridtet. Der blev revet rigtig meget ned, og det startede et oprør, hvor borgere dannede foreninger for at kæmpe imod. I dag ved vi mere om, hvordan vi bevarer de her bygninger, og hvad de er værd, siger Søren Vadstrup.

Et politisk dilemma
Men lokalpolitikerne sidder også i et dilemma, hver gang en ejer af et bevaringsværdige hus vil tilkalde bulldozerne. For nedlægger byrådet forbud mod nedrivning, kan det få negative konsekvenser.

Ejeren har nemlig ingen pligt til at vedligeholde sit hus, så hvis man ikke må rive huset ned, lader ejeren det måske forfalde til skændsel for nabolaget. Værre endnu kan ejeren tvinge kommunen til at købe huset, hvis han står til at lide et økonomisk tab som følge af forbuddet.

Det problem kender Simon Ostenfeld Pedersen udmærket. Han er lektor på Arkitektskolen i Aarhus og forsker i kulturmiljøer, hvor han har haft kontakt med forvaltninger og politikere i 56 kommuner.

- Kommunerne sidder i saksen. Politikerne kan godt se det fra en ejers perspektiv, der måske vil af med en gammel bygning, der er dyr at vedligeholde. Så der bliver revet mange bevaringsværdige bygninger ned, og her er det ikke nemt at udpege en skurk, for kommunerne har det også stramt, siger han.

Det er chefkonsulent hos KL Berit Mathiesen enig i.

- Der er nogle uheldige økonomiske incitamenter i forhold til at sikre bevaring. Hvis en kommune nægter nedrivning, kan kommunen ryge ud i at skulle overtage ejendommen. Så spørgsmålet kan være, om lovgivningen er skruet rigtigt sammen, så kommunerne har et incitament i at sikre, at de her huse fortsat består, siger hun.

Tænk jer om
Simon Ostenfeld Pedersen har også oplevet, at kommuner  går imod anbefalinger fra forvaltningen og lokale museer i forhold til nedrivning.

- Det ser man desværre. Det er vigtigt, at politikerne er klar over, at de har ansvar for vores fælles bygningskulturarv. Det handler ikke om at bevare alt, men om at lægge en indsats der, hvor det giver mening. Og kulturarv står ikke i vejen for udvikling, tværtimod kan det svare sig at investere i området, siger Simon Ostenfeld Pedersen.

Det peger en rapport, Realdania udgav i 2015, også på. Den viser, at bevaringsværdige huse ofte har en højere salgsværdi end almindelige huse, og at nabohusene også stiger i værdi. 

Søren Vadstrup fra Kunstakademiets arkitektskole mener derfor, at kommuner skal tænke sig godt om, når de behandler sager om nedrivning.

- Kommunerne skal ikke kun se på husets tilstand og lytte til ejernes argumenter. De skal også vurdere bygningen som helhed og i sammenspil med de omkringliggende huse. Tit er det ikke et problem, at et hus ikke er vedligeholdt, det er ofte værre, hvis det er vedligeholdt forkert, så det oprindelige udtryk er forsvundet, siger Søren Vadstrup.

Ingen hjælp fra staten
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur mener, lokalpolitikerne skal lytte, når forvaltningen og lokale museer er imod nedrivninger. Men det er ikke altid tilfældet.

- Det er et meget stort problem, at man har overladt myndigheden for de bevaringsværdige bygninger til kommuner, som man ikke er sikker på, varetager opgaven. Mange kommuner kunne drage stor fordel af en økonomisk håndsrækning fra staten, fx i form af byfornyelsesmidler. Så det kører helt skævt i øjeblikket, siger Karen Margrethe Olsen, der er formand for Landsforeningen.

Og der er ingen hjælp at hente fra staten. Hverken til at kortlægge og registrere bevaringsværdige bygninger eller til at lave bevarende lokalplaner eller til at renovere huset, hvis man er ejer.

Simon Ostenfeld Pedersen er enig i, at der mangler hjælp til kommuner og husejere. 

- Jeg er ikke meget for at dunke kommunerne i hovedet og sige, at de ikke gør det godt nok. De har en svær opgave, og der er få redskaber og vejledninger til at hjælpe dem, siger han.

- Derfor er det måske forkert, at de sidder alene med opgaven, for området trænger til støtte og fokus. Jeg tror, der er god vilje hele vejen rundt, men forvaltninger skal støttes i at hjælpe politikerne. Hvordan det gøres bedst, er jeg ikke sikker på.