Sådan kan det meget vel lyde, når der rundt om i kommuner dukker ejendomme op, som hører under deres ejendomsportefølje. I hvert fald hvis man skal tro en undersøgelse, som konsulenthuset Transition står bag. 

Det er da heller ikke så få ejendomme, det drejer sig om. Tilsammen udgør kommunerne ifølge rapporten landets største ejendomsforvalter med omkring 31 mio. kvadratmeter og 25.000 ejendomme. 

Så når nye EU-krav om reduktion af bygningers energiforbrug og klimaftryk rammer dem, kan det gå hen og blive en dyr omgang. 

- Jeg har hørt kommuner, der har regnet på det, som siger, at hvis de skal renovere 3 pct. om året, er det hele deres anlægsbudget hvert år de næste mange år, siger direktør i foreningen Energiforum Danmark Dorte Nørregaard Larsen. 

Uanset hvordan man vender og drejer det, kan kommunerne se frem til at bruge flere ressourcer på at renovere deres bygninger. Derfor er det vigtigt, at de aktivt forsøger at påvirke, hvordan målene i EU’s nye energieffektiviseringsdirektiv og bygningsdirektiv bliver omsat til dansk lovgivning.

- Hvis de skal bruge så mange penge på renoveringer, skal de have ordentlige rammebetingelser for at gøre det, siger Dorte Nørregaard Larsen.

Kræver klog implementering

Blandt målsætningerne er, at de 16 pct. bygninger med den dårligste energimæssige ydeevne renoveres, så de i 2030 lever op til en række mindstekrav. I 2033 gælder det de 26 pct. dårligste bygninger. Derudover skal der hvert år barberes 1,9 pct. af energiforbruget i offentligt ejede bygninger, ligesom tre pct. af dem årligt skal gøres “næsten energineutrale”, svarende til energimærke B. 

Om energimærkningsordningen kommer til at spille en rolle i implementeringen af EU-målene, er uvist, men det vil være nemt for myndighederne at bruge den, mener Dorte Nørregaard Larsen, for ordningen er allerede en integreret del af bygningsreglementet og ejendomsmarkedets mekanismer.

Skal energimærkerne kunne udgøre et pejlemærke for omkostningseffektiv renovering, kræver det imidlertid, at de justeres, så der i højere grad er incitament til at gøre det, der giver mest effekt for pengene. I dag forholder energimærket sig primært til isolering og bygningsskal - fx tag, vinduer og mursten - og i mindre grad til styring og tekniske installationer, hvor der ifølge Dorte Nørregaard Larsen ellers er nemme besparelser at hente.

- Har du ikke råd til det hele, vælger du det, der belønnes i energimærket, hvis det er det eneste, der bliver målt på - selvom det ikke nødvendigvis er den mest kosteffektive løsning, siger hun.

Netop energimærkerne er også et ømt punkt for KL, der mener, at de både er dyre og ufleksible. For eksempel tager de hverken hensyn til, hvor mange mennesker der bruger en bygning, eller hvilket energiforbrug en bygning har, lyder kritikken.

- Derfor skal vi tænke os godt om, så vi laver regler, der tilskynder kommunerne til at energirenovere de bygninger, hvor det gavner mest - frem for at tvinge os til at renovere bygninger, som kun få borgere bruger, skriver formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg Birgit Stenbak Hansen (S) i et svar til Kommunen.dk.

Ifølge Dorte Nørregaard Larsen er man også nødt til at se på andet end driftstal som fx energiforbruget pr. kvadratmeter, for det ændrer sig over tid. I perioder kan der i nogle bygninger fx både være aktiviteter i løbet af dagen og om aftenen, hvilket selvsagt påvirker forbruget.

Tilsvarende giver det ikke mening at energirenovere en bygning til mærke B, hvis det samlet set betyder, at man bruger mere CO2 på at gøre det, end man sparer i bygningens levetid. Her bør man måske nøjes med at renovere til mærke C. 

I de fleste tilfælde vil det være fint at arbejde sig hen mod energimærke B, understreger Dorte Nørregaard Larsen.

- Vi skal bare passe på, at vi ikke renoverer blindt, siger hun.

Derfor bør kommunerne også have langt bedre adgang til bygnings- og forbrugsdata, end de har i dag, for data er afgørende for at prioritere de rigtige bygninger i den rigtige rækkefølge, fastslår hun.

Høje klimaambitioner støder mod anlægsloft

At der er et væsentligt renoveringspotentiale i de kommunale folkeskoler, daginstitutioner, administrationsbygninger, idrætshaller, kultur- og fritidshuse, mv., slog Klimarådet fast i 2020, med en konstatering af, at 70 pct. af kommunernes bygninger ligger mellem energimærkeskalaens middelmådige D og dårligste mærke, G. 

Ifølge politisk seniorrådgiver i interesseorganisationen Synergi Anders Gerhard Jørgensen er det da heller ikke lysten til at renovere, der mangler, men midlerne. Allerede nu peger flere på, at anlægsrammen lægger et låg over, hvilke energiforbedringer der kan realiseres.

- Der er en villighed til at komme i gang, men kommunerne støder mod anlægsloftet, siger han.

I marts appellerede Birgit Stenbak Hansen til, at regeringen “løsner grebet om anlægsrammen”, så kommunerne ikke er tvunget til at vælge mellem energirenovering, cykelstier og vejvedligehold. 

Ud fra en ren klimabetragtning giver det da også mening at hæve anlægsloftet, hvis man har et ønske om at øge renoveringstempoet i kommunerne, fortæller professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh. 

Men skal der bruges flere penge på at renovere kommunale bygninger, må der samtidig anvises andre udgiftsreduktioner, påpeger han, for det økonomiske råderum er, som han siger, “spændt ud”. Helt enkelt sagt skal der altså enten inddrives flere skatter, eller bruges færre penge på noget andet. 

- Det er et dilemma, som ikke har nogen enkel løsning, siger han.

Løfter regeringen imidlertid ikke anlægsrammen, er det svært at forestille sig, at kommunerne vil renovere mere, end de allerede gør, for borgerne vil næppe juble helt så meget over energirenoveringer, som et nyt kulturhus, vurderer Per Nikolaj Bukh. 

Hvordan man i givet fald styrer pengene de rigtige steder hen, er et åbent spørgsmål. Medmindre der bliver stillet ekstremt håndfaste krav til, hvordan hver kommune skal gøre, forudser Per Nikolaj Bukh, at det bliver vanskeligt at sikre. 

- Selv hvis man forsøger at lave øremærkede puljer, er det sandsynligt, at nogle kommuner vil bruge pengene på andre ting eller noget, som de ville have gjort alligevel. Man kan ikke styre det så stramt, siger han og påpeger samtidig værdien i, at kommunerne har mulighed for at prioritere, hvilke bygninger der skal energirenoveres, og hvilke der ikke skal. 

Skab overblik og lav en strategi

Der er stor forskel på, hvordan kommunerne arbejder med ejendomsområdet og dermed også, hvilket afsæt de har for at løfte opgaven, fortæller Anders Gerhard Jørgensen.

Ifølge Transitions rapport kan det være en udfordring for kommuner at have overblik over bygningsstanden og vedligeholdelsesbehovet, og det gør det svært at planlægge arbejdet med energieffektiviseringer. Derfor er det oftere akut vedligehold, der kommer i fokus. 

Det billede genkender Dorte Nørregaard Larsen. Ifølge hende er der stor forskel på, hvor strategisk kommuner arbejder med deres bygningsmasse, og hun opfordrer dem til at komme i gang. 

- Det kan godt være, at lovgivningen først træder i kraft om to år, men hvis man om to år har gjort klar og fået lavet en strategi og rammer for, hvordan man skal udbyde og planlægge sine renoveringer, er det nemmere, siger hun.  

At have en langsigtet strategi for sine bygninger er afgørende for, at man får renoveret så klogt og omkostningseffektivt som muligt, understreger hun. 

Ifølge Anders Gerhard Jørgensen er det mest relevante lige nu at få et godt overblik over bygningsmassen og energitilstanden.

Derudover er det bedste, kommunerne kan gøre på nuværende tidspunkt, at blande sig i debatten, mener Dorte Nørregaard Larsen.