Den nye ældreminister Thyra Frank har fået den værst tænkelige start, da hun i et TV2-indslag blev fuldstændig rundbarberet. Thyra Frank skulle interviewes om en række problemer, som TV2 havde afdækket på landets plejehjem. Det blev på ingen måde noget kønt interview, til trods for, at hun bryster sig af at have 37 års erfaring og kende hver en krog på området. Thyra Frank kunne ikke rigtig sætte ord på, hvad der skulle gøres ved de triste forhold, der er på plejehjemmene, og hun virkede mere, som om hun var landet på månen end i et ministerium.

Faktisk mente Thyra Frank, at journalisten var gået forkert. Ansvaret lå ikke i hendes ældreministerium, men ude hos kommunerne. Budskabet om, at det var kommunernes ansvar, bakkede statsministeren op om dagen efter, hvor han forsøgte at forklare pressen, hvad Thyra Frank havde sagt i interviewet. Lars Løkke Rasmussen inviterede ligesom ældreministeren kommunerne til at pege på steder, hvor staten spænder ben for den gode opgaveløsning

Radiotavshed fra de kommunale aktører  

Om det var Thyra Franks ansvarsforflygtigelse omkring problemerne eller hendes åbenlyse mangel på svar på journalistens ellers enkle spørgsmål, der udløste mediestormen, skal være usagt. Men en ting var bemærkelsesværdig ved den efterfølgende heftige mediestorm, der rejste sig.

For mens der vankede shitstorm på de sociale medier og politikerne på Christiansborg diskuterede på livet løs, var der radiotavshed hos kommunerne. Faktisk virkede det nærmest, som om kommunerne var de eneste i hele landet, der ikke havde en mening om sagen. Og det til trods for, at de spillede en hovedrolle i hele balladen og var godt i gang med at få kastet hele ansvaret over på deres bord. Men hvorfor i alverden sagde kommunerne ikke et kvæk?

Normalt kan tavshed fra en aktør, der står midt i en mediestorm, forklares med:

1) Man er skyldig i anklagerne og har derfor ikke noget at vinde ved at stille sig frem i medierne. 2) Man har tavshedspligt omkring den sag, der skaber balladen, og kan derfor ikke forsvare sig meningsfuldt. 3) Man er komplet ligeglad med udfaldet af anklagerne og gider derfor ikke kaste sig ind i debatten. 4) Man tror ikke, at ens bidrag kan skabe de store ændringer i mediernes fremstilling.

Luk øjnene og vent på, det går væk

Ingen af ovenstående forklaringer kan rigtig forklare kommunernes stilleleg i forbindelse med TV2-nyhedernes afdækning af plejehjemsproblemerne. For kommunerne burde da have en åbenlys interesse i at forklare sig. Enten ved at signalere, at de vil rydde op i problemerne, at problemerne er stærkt overdrevne eller ved at svare igen med, at det er manglende ressourcer fra Christiansborg, der er skyld i de dårlige forhold. Der må da være en reaktion, tænker man!

Årsagerne til kommunernes manglende tilstedeværelse i debatten skal nok findes flere steder. Først og fremmest virker det, som om kommunerne har en tradition med at under-kommunikere, når der er ballade i luften. Opskriften med at lukke øjnene og vente på, at problemerne i medierne går væk, er ofte brugt af kommunalpolitikere.

En anden forklaring er, at ingen af de kommunale aktører tør stikke hovedet frem og deltage i debatten, da de er bange for, at koblingen til problemerne vil ramme deres omdømme. Der er skam en risiko for, at politikerne godt kan få tæsk, hvis de stiller sig frem og deltager i debatten.

Omvendt er der mange eksempler på, at man faktisk kan blive populær som politiker ved at forsøge at løse samfundsproblemer, som optager borgerne. Og sad der en kommunalpolitiker, der turde træde frem og deltage i debatten og samtidig give udtryk for, at vedkommende vil forsøge at gøre noget ved de dårlige forhold på plejehjemmene, vil der være stor sandsynlighed for et flot genvalg ved næste års kommunalvalg. De fleste vælgere ser positivt på politikere, der tør tage ansvar!

Hvor er oppositionen i kommunerne?

En tredje forklaring på kommunernes tavshed er, at KL og en del borgmestre er nervøse for at fremstå som nogle, der ikke kan leve op til det kommunale selvstyre, som ministrene jo påpeger der er. Klynker de for meget, risikerer de at miste noget af den politiske magt, de ellers kæmper så hårdt for at beholde. Men igen vil det være mest naturligt at fortælle omverdenen, at den magt er berettiget - ved at vise, at man faktisk er voksen nok til at tage hånd om problemerne.

Men hvad der ikke kan forklares, er, at de mange oppositionspolitikere, der gerne vil til magten ved kommunalvalget næste år, ikke siger en lyd. Den aktuelle sag er oplagt til at fortælle vælgerne, at der faktisk er brug for nye politiske kræfter, så vi kan få rettet op på de dårlige forhold på landets plejehjem.

Samtidig kunne de også slå et slag med halen til politikerne på Borgen og fortælle, at der ikke kan spares mere på den kommunale velfærd, uden det rammer kvaliteten. At optræde som borgernes interesseorganisation mod eliten på Christiansborg plejer der at være vælgermæssig musik i. At oppositionspolitikerne rundtom på landets rådhuse ikke blander sig i en kæmpe mediestorm, der berører deres område, er en stor gåde, der skal tænkes længe over!