Hver gang en kommune placerer en borger på en institution, et botilbud eller lignende, skal der følge en handleplan med. Det er nærmest sat i sten i serviceloven, hvor man også kan læse, at sådan en handleplan skal opdateres minimum hver sjette måned.

Men alt for mange børn og unge bliver sendt af sted på institutioner og botilbud uden handleplaner fra deres hjemkommune, siger Søren Skjødt, som er forstander på behandlingsinstitutionen Godhavn og formand for Foreningen af Døgn- og Dagtilbud.

- Hos FADD vurderer vi, at det er ca. 25 pct. af de børn og unge, vi tager imod, hvis handleplaner er mere end et år gamle, eller hvis handleplaner slet og ret ikke eksisterer, siger Søren Skjødt.

Men handleplanerne er afgørende for, at udsatte børn og voksne får den hjælp, de har krav på.

- Handleplanen er den kurs og det mål, som er sat af kommunen, og som institutionen er forpligtet til at arbejde hen imod. Når jeg gennemgår handleplaner med børnene, plejer jeg at sige, at det er deres garantibevis for, at de får det, som de skal have. Så den er rigtig afgørende, siger Søren Skjødt.

Men det sker altså langt fra altid, at handleplanerne bliver udarbejdet, og når de gør, er det ingen garanti for, at de er up to date. Det underbygges af en gennemgang af rapporter om kommunernes indsats med at udarbejde handleplaner ifølge serviceloven.

Hvert fjerde barn og hver anden voksen
For eksempel viser de nyeste praksis- og velfærdsundersøgelser, som Ankestyrelsen udførte i perioden 2006-2012, at der ikke var udarbejdet handleplaner til socialt udsatte i op til 27 pct. af sagerne. Blandt andet kunne man læse i opfølgningen på Barnets Reform fra 2012, at der i knap 18 pct. af sagerne ikke var udarbejdet en handleplan – skønt der ifølge loven burde.

Men når så handleplanerne ligger der, er det som nævnt også langt fra altid, de bliver revideret og opdateret. Det viser blandt andet en praksisundersøgelse, Socialministeriet gennemførte på børneområdet i 2016. Her kunne man læse, at i 34 pct. af sagerne var handleplanen slet ikke revideret, ikke revideret rettidigt eller ikke revideret korrekt. En rundspørge til opholdsstederne, som LOS og FADD foretog i 2012, viser samme billede.

På hjemløseområdet, hvor handleplaner også er lovpligtige, står det ikke bedre til. En rapport fra Ankestyrelsen fra 2017 viser således, at kun 37 pct. af kommunerne tilbyder en handleplan for alle hjemløse. Men mens både børneområdet og hjemløseområdet bliver fulgt tæt, er der ikke lavet opgørelser over handleplaner på handicapområdet siden 2009. Her var det cirka hver anden borger i et botilbud, som havde en handleplan. De sidste tre år har mindst 11 ældreråd dog kritiseret egne kommuner for ikke at udarbejde nok handleplaner på handicapområdet.

Kontrakten
Dog er kvaliteten af handleplanerne absolut blevet bedre, siden de blev indført, siger Søren Skjødt:

- Kvaliteten er hævet gevaldigt over de senere år. Og noget af det skyldes måske netop, at kommunerne har fokus på, hvad de får for deres penge. Men jeg kan bare heller ikke forstå, at man kan lade et barn være anbragt til over 100.000 kroner om måneden uden at have plan for anbringelsen, siger han.

Det forstår formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen heller ikke. For selvom handleplanerne godt kan opleves som papir for papirets skyld, så har de en vigtig funktion, der ikke må gå tabt, siger han:

- Handleplanerne er mere end bare det papir, de er skrevet på. Det er også sikringen for, at borgeren er blevet inddraget, og det skal han eller hun have mulighed for. Og på den anden side sikrer vi også, at sagsbehandlerne er skarpe på, hvad det er, der skal sættes i værk, og hvad der er aftalt med borgerne, siger han.

Han ser frem til, at den lov, som lige nu er på vej gennem ministeriet, skal sikre, at udsatte borgere fremover kun har én handleplan at forholde sig til, hvor man hidtil har haft en handleplan på hvert enkelt forvaltningsområde.

- Man kan jo håbe, at det også vil betyde, at de delelementer, der skal indgå i en plan, i højere grad bliver bragt i spil, når borgerne kommer ud i tilbud.

Socialtilsyn eller Ankestyrelse?
Netop de manglende handleplaner og oveni, at kommunerne i flere tilfælde er blevet taget i at skulke, når det kom til at gennemføre personrettede tilsyn med borgere placeret i et socialt tilbud, fik formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen til tasterne i efteråret.

For hvis kommunerne ikke selv kan finde ud af at overholde loven, må de have hjælp af socialtilsynet, skrev han på Altinget.dk: ‘For selvom et tilbud fungerer fint, kan en borger mistrives i det. Derfor bør socialtilsynene have styrkede kompetencer over for kommunerne,’ skrev han, og han håber på den måde at komme de manglende tilsyn til livs.

Tilsyn, som Ankestyrelsen ellers normalt skal holde øje med, om kommunerne gennemfører. Men i 2015 kritiserede Rigsrevisionen Ankestyrelsen for netop ikke at gøre det, og ifølge flere fagpersoner, kommunen.dk har talt med, er intet forbedret på området i mellemtiden. Derfor vil Thorkild Olesen altså nu give socialtilsynene de muskler, der skal til, for at kunne tvinge kommunerne til at føre tilsyn og til at udarbejde handleplaner:

- Det er jo meningen med tilsynet, at det skal holde øje med, om loven bliver overholdt. Kommunerne skal jo føre persontilsyn med dem, de har placeret i forskellige tilbud. Men det gør de ikke. Der skal være nogen, som holder øje med, om kommunerne holder loven, siger han.

Og flere muskler til socialtilsynene er noget, man hos Rådet for Socialt Udsatte gerne ser, siger Jann Sjursen. Derudover håber han, at de borgerrepræsentanter, der blandt andet sidder i udsatterådene, som flere kommuner har oprettet, vil trykke deres kommuner på maven:

- Og så ser jeg gerne, at socialtilsynet bliver mere udfarende i forhold til at sikre, at kommunerne lever op til lovens bogstav.

‘Godt på vej’
Men den opgave hører ikke hjemme hos socialtilsynet, lyder det fra KL’s kontorchef for socialpolitik, Niels Arendt Nielsen:

- Det er naturligvis vigtigt, at de lovpligtige personrettede tilsyn over for børn, unge og voksne bliver ført. Det handler jo om at få sikkerhed for, at tilbuddet matcher borgerens behov. Vi har derfor en forventning om, at kommunerne fører de tilsyn og får udarbejdet de handleplaner, de skal. Det er ikke socialtilsynets rolle at føre kontrol med indsatsen til den enkelte borger, og det mener vi heller ikke, at det skal være, siger han.

At opgaven ikke skal ligge hos socialtilsynet, er Søren Skjødt enig i:

- Hvis man vil noget, burde man i stedet fokusere på at give Ankestyrelsen nogle øgede beføjelser. Man kunne for eksempel overveje at give Ankestyrelsen muligheden for at give strakspåbud eller dagbøder, sådan som levnedsmiddelkontrollen kan i dag.

Men spørger man hos socialcheferne, mener formand for Socialchefforeningen, Helle Linnet, bestemt, at man allerede er godt på vej til at få lukket hullerne. Det gælder blandt andet, når det drejer sig om midlertidige og længerevarende boformer til personer med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser:

- Siden kommunesammenlægningerne har vi fået handleplaner på næsten alle, der er placeret igennem §107 og §108. Så jeg mener faktisk, vi er blevet bedre de sidste ti år. Dermed ikke sagt, at der ikke er områder, vi kan blive bedre på, men de store områder har vi virkelig skaleret op i forhold til at lave handleplaner.