Kommune-cloud sat tilbage
Kommune-cloud sat tilbage
Skyen er svævet langt væk. Kommuner må vente et stykke tid endnu, før de kan springe på en af it-verdens største tendenser, cloud-computing. Efter en del korrespondance med Datatilsynet fik Odense Kommune i starten af februar nej til brug af cloud-løsningen Google Apps.
”Det betyder, at de besparelser og det potentiale, der ligger i at flytte kommunale it-services ud i skyen, er rykket længere ud i horisonten,” fortæller Allan Bager, der er it-chef i Odense.
Kort fortalt henviser ”skyen” til, at man flytter programmer og data væk fra kommunens egne servere og computere, og i stedet lejer sig ind på servere et andet sted, hvilket kan være væsentligt billigere. I tilfældet med Odense havde man bedt Datatilsynet om udtalelse i forbindelse med kontorpakken Google Apps, der modsat eksempelvis Microsoft Office, gemmer alle filer på servere langt væk fra Odense.
Datatilsynets vurdering er, at sikkerheden i Google Apps er for dårlig, til at Odense kan bruge det til personfølsomme oplysninger.
Halv milliard i besparelser
Grunden til, at cloud-computing kan gøres billigere, er netop, at det er nogle standardiserede løsninger, som ikke tilpasses den individuelle kunde. IT- og Telestyrelsen har tidligere beregnet besparelsespotentialet hos kommuner ved skift til cloud-baseret mail, som for eksempel Google Mail, til op imod en halv milliard. Chefarkitekt i styrelsen Søren Peter Nielsen havde håbet på noget andet fra Datatilsynet.
”Nogle punkter i udtalelsen kan man imødekomme, men der er også nogle, som ser svære ud. For eksempel har jeg svært ved at forestille mig, at Google vil skrive den danske sikkerhedsbekendtgørelse ind i deres standardkontrakt. Men nu må vi nærlæse udtalelsen og arbejde videre med industrien. Gevinsterne er for store til at opgive brugen af cloud-computing i det offentlige,” siger Søren Peter Nielsen.
I Odense har man endnu ikke bestemt sig for næste skridt, men sagen ser ikke ud til at være lagt på hylden:
”Vi kan i hvert fald sige, at politikerne har vist interesse for sagen efter Datatilsynets afvisning,” siger Allan Bager.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























