Der er redaktionsmøde på den ­lokale avis et sted i Danmark.

– Hvad har vi af historier til i morgen, lyder det fra lokalredaktøren.

– Jeg har noget om kommunen. Nogle forældre brokker sig over, at der ikke er sat penge af til nye cykelstier til skolerne. Men til gengæld har de lige valgt at bruge tre millioner kroner på nyt it-udstyr til skolerne, siger skolemedarbejderen.

– Jeg har noget om nogle ældre, der ikke kan forstå, at de kun kan få rengøring to gange om ugen, når de er vant til det tre gange om ugen, byder socialmedarbejderen ind.

– Ja, det er også urimeligt. Det er typisk. Kommunen skærer de forkerte steder, og bruger penge på noget, der er ikke nødvendigt, kommer det surt fra en af de andre journalister.

Og snart er debatten godt i gang rundt omkring bordet, hvor der uden blusel skydes på kommunen, medarbejderne og sidst men ikke mindst på de uduelige politikere. De er jo blot marionetdukker for de stærke embedsmænd, kan journalisterne hurtigt blive enige om.

Jeg skal ikke tage stilling til journalisternes udsagn om kommunen eller deres holdninger til embedsmændene. Men jeg kan blot konstatere, når jeg læser de lokale aviser, hører de regionale radiostationer eller se de regionale tv-stationer, at rigtig mange af mine journalistkolleger ikke har fundet ud af, at den økonomiske virkelighed i kommunerne landet rundt ikke er så rosenrød, som de – og for den sags skyld en del borgere – har opfattelsen af. Ja, det gælder sådan set også de landsdækkende medier – både de skrevne og elektroniske.

Snarere tværtimod.

De kommunale skurke

Det kommer desværre ikke frem til læserne, lytterne og seerne. De får fortsat historier om de kommunale skurke, der vil lukke skoler, skære ned på børnehavernes åbningstid, lade forældrene betaler mere for madordningerne hos dagplejemoren, gør det sværere for de ældre medborgere at få hjælp i eget hjem. Ja, fortsæt selv listen over alle de ubehageligheder der som et sommerskybrud regner ned over de sagesløse borgere i de 98 kommuner.

Selvfølgelig skal de historier skrives. En af mediernes opgaver er at være vagthund i forhold til samfundets dagligdag. Hvad enten det er en dagligdag i en kommune, i en privat virksomhed eller et helt tredje sted.

Men det virker som om, at den økonomiske virkelighed, der er hverdagen i kommunerne – og for den sags skyld i resten af det danske samfund – ikke er nået rundt på de forskellige mediernes redaktioner. Her er det stadigvæk opfattelsen, at især det offentlige nærmest vælter sig i uanede mængder af penge, der kan kastes efter borgerne. Nu har borgerne jo betalt skat. Så har de også krav på at få noget for pengene, er holdningen hos både borgere og mange journalister.

Sådan er virkeligheden ikke, må jeg beklage. Vi må indstille os på, at det er en anden virkelighed, der kommer til at være hverdagen i fremtidens kommuner. En hverdag hvor borgerne i højere grad ikke får den hjælp eller økonomiske tilskud, som de har været vant til tidligere. En hverdag hvor serviceniveauet bliver et andet, end mange har vant til. Kort sagt en hverdag, der ikke lever op til den opfattelse som stortrives på mange redaktioner rundtom i landet. Nemlig at den service og de forventninger/krav, der er til kommunerne – og for så vidt også resten af det offentlige - nærmest kan sammenlignes med et stort tag-selv-bord med frit valg blandt alle retterne.

Virkelighed anno 2012

Derfor ville det være befriende, hvis journalister der dækker de områder i medierne også selv indstiller sig på den nye kommunale virkelighed anno 2012. Det vil også være til gavn for læserne, lytterne og seerne. Således at der ikke altid er de hurtige og letforståelige ”det-er-også-synd-for-mig-historier-når-kommunen-ikke-vil-hjælpe-mig” der ender i medierne. Tingene er ikke altid så sort/hvide som mange journalister gerne vil gøre det til.