Jeyan Jey fortæller, at han er i dialog med flere kommuner om at lave kasketter med deres kommunevåben. Indtil videre er det dog kun Varde, der har givet tilladelse. Udover kasketter med byvåben sælger han også mange andre modeller og typer.
Jeyan Jey fortæller, at han er i dialog med flere kommuner om at lave kasketter med deres kommunevåben. Indtil videre er det dog kun Varde, der har givet tilladelse. Udover kasketter med byvåben sælger han også mange andre modeller og typer.
Screenshot fra Citycaps.dk

Kommunal kasketkarl: Iværksætter smækker byvåben på hatte

City Caps er navnet på en jysk virksomhed, som laver kasketter med kommunernes våbenskjold. Manden bag er Jeyan Jey, og idéen er at skabe lokal tilknytning og branding i hattehøjde.

Af Christian Olesen | [email protected]

Går du med kasket?

Nej næppe, hvis du er blandt Kommunen.dk's typiske læsere. Men rigtig mange borgere smækker dagligt en kasket eller cap på hovedet, og det mener iværksætter Jeyan Jey, at kommunerne kan drage nytte af.

- De fleste kommuner bruger mange mio. kr. på at profilere sig på natur, arkitektur, beliggenhed og mange andre positive ting. Men de mangler stadig noget, hvor borgerne kan påtage sig stolthed og ejerskab over deres geografiske ståsted og hjemsted, siger Jeyan Jey.

Han står bag virksomheden City Caps, der sælger kasketter i luksusklassen - blandt andet med kommunernes våbenskjold.

- Kommunerne har nogle rigtig flotte byvåben.Og vores mål er at få så mange kommuner som muligt til at give tilladelse, så vi kan plante kommunernes logo på hovedet af borgere i hele landet, siger Jeyan Jey.

Idéen minder en smule om en fodboldtrøje eller en håndboldtrøje, der også viser, at man har en tilknytning til en klub i en speciel by. Kasketterne viser en lokal forankring og kan samtidig brande kommuner, når borgerne rejser rundt i landet eller flytter til andre byer.

Fornyet hype

Foreløbig er kun en enkelt kasket med byvåben til salg. Det er Vardes våbenskjold, og i øjeblikket er den tilmed udsolgt, fortæller Jeyan Jey, der venter på at få en ny levering hjem.

- Men jeg er også i dialog med andre kommuner som Fredericia og Billund. Det er noget, der tager tid at få lov til. Derfor har jeg lavet prototyper for de ti største kommuner for at vise, hvordan kasketterne kan se ud. Og så håber vi, at alle kommuner kommer med en dag.

Det er ikke helt nemt at få lov at bruge et kommunevåben. I flere kommuner kræver beslutningen nemlig godkendelse fra byrådet, da våbenskjoldene har en lokal historisk betydning og er underlagt strenge brugsregler.

- Vi er jo ikke ude på at misbruge byvåbene på nogen måde. Det er for at forankre og forene, siger Jeyan Jey og fortsætter:

- Vi har mange kunder, der fx. spørger: "Ej, hvornår kan vi købe en Randers kasket?". For folk er glade for at bo, der hvor de gør, og det vil de gerne vise.

På billedet nedenfor ses Jeayn Jey og kasketter med byvåben fra blandt andet Varde, Esbjerg og Skanderborg.

Med i P1 og X-Factor

Jeyan Jey har tamilske rødder, og idéen til at lave kasketter med lokal forankring opstod efter flygtningekrisen i 2015.

- Jeg har altid gerne villet prøve at skabe noget i mode -og tekstilbranchen. Men der skulle være et formål, en dybere mening og en historie bag produktet, siger han.

- Da flygtningestrømmen kom til Danmark, snakkede man meget om, hvad der er dansk. Jeg er selv flygtningebarn og kom til Danmark, da jeg var en måned gammel. Så jeg ville gerne lave et produkt, der bygger bro. Derfor er dannebrogsflaget altid en del af vores produkt, så man bærer det med ære og stolthed. Uanset tro, samfundslag eller politisk overbevisning. 

Bag på hver kasket er der et lille dannebrogsflag.

Jeyan Jeys budskab er da også blevet hørt flere steder. I X-Factor bar værten Remee en sort kasket fra City Caps i flere programmer.

Og for nylig skrev Varde Ugeavis om Jeyan Jeys historie og City Caps, hvilket fik P1 til at snakke om kasketterne i programmet De Konstruktive Nyheder, hvor værterne Anders Lund Madsen og Sanne Cigale Benmouyal kårede Jeyan Jey til ugens håb.

Så selvom Kommunen.dk's kernelæser sjældent går med kasket, er der måske alligevel et marked for en kommunal kasketkarl.

- Her i Varde har jeg set både unge og gamle gå med kasketten. For mange er stolte af hvor de kommer fra. Det skal man ikke underkende, siger Jeyan Jey.

Kommunikation

Kultur

Land & by

kv21-banner
Tilmeld dig nyhedsbrevet