Kommunen.dk
MENU

Kommunal chef til modangreb på politiker, der offentligt kritiserer hendes privatliv

Byrådsmedlem sat på plads af kommunaldirektør, byråd, fagforening og ekspert i offentligt ansattes ytringsfrihed: Bland dig udenom, Bjarne.

Kommunal chef til modangreb på politiker, der offentligt kritiserer hendes privatliv

Byrådsmedlem sat på plads af kommunaldirektør, byråd, fagforening og ekspert i offentligt ansattes ytringsfrihed: Bland dig udenom, Bjarne.
Ann Hermansen, familiechef i Randers Kommune, har været udsat for chikane fra byrådsmedlem gennem længere tid. Nu har hun fået nok.
Ann Hermansen, familiechef i Randers Kommune, har været udsat for chikane fra byrådsmedlem gennem længere tid. Nu har hun fået nok.
Foto: Pressebillede

Kommunaldirektøren, et (næsten) enigt byråd, fagforening og ekspert er enige om, at medlem af byrådet i Randers, Bjarne Overmark (Beboerlisten) skal blande sig udenom, hvad en af kommunens ansatte foretager sig i sin fritid.

Bjarne Overmark har angrebet kommunens familiechef, fordi en veninde lagde et foto af de to sammen ud på Facebook med en tekst om, at de skulle til mandestrip, i virkeligheden et comedyshow.

Da Bjarne Overmark fik nys om det, sendte han en mail til hele byrådet og kommunens direktion. Han ville have, at kommunaldirektør og borgmester skulle sætte familiechefen på plads.

Men kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt var hurtig til at sige nej, fordi det handlede om familiechefens privatliv.

Kort efter tog byrådet minus Overmark afstand fra chikane af kommunens ansatte i en fælles udtalelse.

Ansattes private gøremål er absolut ikke noget politikere skal blande sig i.

 

Bjarne Overmarks angreb var rettet mod familiechef i Randers Kommune Ann Hermansen, og hun valgte imod sædvane for embedsmænd at svare ham igen i den offentlige debat.

- Det gjorde jeg, fordi jeg gennem længere tid har oplevet, at han chikanerer mig, og at det at jeg ikke svarede igen, gjorde mig syg, og det var det, der gjorde, at jeg i en periode var sygemeldt på arbejdet, siger hun.

Ann Hermansen var sygemeldt i en periode, og det orienterede hendes chef om i en mail til forvaltningens medarbejdere, hvor han blandt andet oplyste, hvordan hendes opgaver blev varetaget af andre.

Truede med offentliggørelse

Bjarne Overmark fik fat i den mail og ville have sagen på byrådsdagsordenen. Men det blev afvist. Han truede også med at offentliggøre mailen med de personlige og fortrolige oplysninger om sygemeldingen. Men det blev han stærkt frarådet af kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, som blandt andet skrev: “Det er min opfattelse, at der i mailen indgår personfølsomme oplysninger, og at det materiale, du har fået adgang til, ikke bør udleveres til medier eller andre eksterne parter.”

Alligevel valgte Bjarne Overmark senere offentligt at omtale Ann Hermansens sygemelding.

Vi har givet Bjarne Overmark mulighed for at udtale sig til denne artikel, men vores henvendelser er ikke blevet besvaret.

Ann Hermansen siger til Kommunen.dk, at hun er klar over, at det under almindelige omstændigheder er uhørt, at hun svarer igen og et brud på en uskreven regel om, at kommunalt ansatte ikke går i rette med kommunens politikere offentligt:

- Det er en pest eller kolera for mig: Jeg kan vælge at forsvare mig selv med den risiko, at andre kigger på mig og siger, “hun er ikke en rigtig embedsmand, for sådan gør man ikke”.

- Men for mig personligt har alternativet været værre, for ved ikke at forsvare mig blev det til en krænkelse. Det er definition på mobning, at den, det går ud over, ikke kan forsvare sig, og for ikke at sidde med følelsen af at være mobbet eller krænket, havde jeg brug for at forsvare mig.

I orienteringen fra Ann Hermansens chef til medarbejdere i forvaltningen, er der oplysninger om forhold, der har medvirket til sygemeldingen. Det er blandt andet de oplysninger, Bjarne Overmark allerede den 9. september kritiserede i en mail til byrådet og direktionen, og i den forbindelse truede med at offentliggøre.

Senere skrev han direkte i opslag på sin offentlige Facebook-side om familiechef Ann Hermansens sygemelding.

Chikane gennem længere tid

 Vil du fortælle om sygemeldingen?

- Ja og nej. Der er ting, jeg ikke har lyst til at tale om offentligt, som lå til grund for min sygemelding.

- Hele præmissen her er, at der er private ting om mig, der er gjort offentlige mod min vilje, og det kan ikke være rigtig, at jeg ikke kan forsvare mig uden samtidig at skulle acceptere at svare på endnu flere private ting offentligt, siger Ann Hermansen.

Hun vil dog godt fortælle, at hun som familiechef gennem længere tid har været udsat for chikane fra Bjarne Overmark:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at Bjarne har haft et særligt øje på mig i lang tid, og særligt da jeg blev syg, oplevede jeg, at han var ivrig efter at bruge det negativt til at udtrykke mistillid til mig og til min chef.

 Ann Hermansen fortæller, at hun tidligere har gjort opmærksom på Bjarne Overmarks chikane internt. 

- Jeg har gjort ledelsen opmærksom på, at jeg oplever det som et organisatorisk problem ud over, at det er et personligt problem, og i trivselsundersøgelser har jeg sagt, hvad jeg synes.

Uacceptabelt at hænge ansatte ud

Kommunen.dk har spurgt Djøf, som organiserer over 100.000 akademikere, der er ansatte i det offentlige og i private virksomheder, om fagforeningens reaktion på sagen fra Randers.

 Her svarer formanden for Djøf Offentlig, Hanne Fugl Eskjær, med en mail fra Canada, hvor hun er Danmarks ambassadør:

“Djøf finder det uacceptabelt, at ansatte hænges ud offentligt af kommunens politikere. Det skaber bekymring og utryghed blandt de ansatte i kommunen.”

 Privatliv er ikke kommunalt

Vi har også spurgt jurist og offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen om, hvorvidt et byrådsmedlem må blande sig i ansattes privatliv. Oluf Jørgensen henviser til Den kommunale styrelseslov, som fastslår, at kommunens anliggender styres af kommunalbestyrelsen (§2, stk. 1).

- De ansattes privatliv hører selvfølgelig ikke til "kommunens anliggender", siger han

Oluf Jørgensen tilføjer, at som privatpersoner har ansatte ytringsfrihed, og de kan på egne vegne deltage i den offentlige debat. Det følger af retsprincipperne om offentligt ansattes ytringsfrihed, der er udviklet af Folketingets Ombudsmand.

Men Bjarne Overmark ville have kommunaldirektøren og borgmesteren til at gribe ind over for Ann Hermansen.

I en mail til byrådet og direktionen i Randers Kommune skrev han: “Synes kommunaldirektøren og borgmesteren skal tilkendegive deres forventninger til ledende medarbejderes offentliggjorte fritidssysler.”

Oluf Jørgensen er ligefrem i sin reaktion:

- Bjarne Overmark tager helt fejl, når han mener, kommunaldirektør og borgmester bør gribe ind. Ansattes private gøremål er absolut ikke noget, politikere skal blande sig i.

Nej til chikane

Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt svarede skriftligt på den mail, som Bjarne Overmark sendte til direktion og byråd:

“Som svar på din mail nedenfor kan jeg oplyse, at Facebookopslaget er et privat opslag vedrørende en privat aktivitet. Det er min opfattelse, at det ikke er min opgave at blande mig i medarbejderes, herunder chefers, aktiviteter i privatlivet. Jeg er samtidig af den opfattelse, at det heller ikke har betydning for byrådet.”

Det sidste var byrådet enig i. Alle partier og lister med undtagelse af Bjarne Overmarks Beboerlisten skrev få dage senere under på en udtalelse, som slår fast, at medarbejderne i Randers Kommune har ret til at ytre sig om deres privatliv uden, at det skal sættes til debat. Udtalelsen slutter: “Vi siger tydeligt fra overfor chikanerende og/eller diskriminerende adfærd i Randers Kommune – både hvis vores egne og andres grænser bliver overskredet.”

Vi har forsøgt at få et interview med borgmesteren i Randers, Torben Hansen (S). Han lader gennem stabschef Michael Kielsgaard Engelsbæk forstå, at han ikke vil interviewes.

Kun i Randers

Kommunen.dk har spurgt alle landets kommunaldirektører:
“Er der eksempler i din kommune på, at byrådsmedlemmer har kritiseret ansatte i kommunen for handlinger/aktiviteter, de ansatte har foretaget som privatpersoner i deres fritid?”

Og det ser ud til, at sådan noget kun kan ske i Randers. I al fald har ingen af landets kommunaldirektører en lignende sag inden for de seneste tre valgperioder, dvs. siden 1. januar 2010 til i dag.

Ved redaktionens slutning har 78 kommuner svaret, og alle har svaret enten direkte nej, eller med et lille forbehold som, at det findes der ikke eksempler på, så vidt de husker eller har kendskab til.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR