Da jeg blev minister, sagde mange til mig, at nu rykkede jeg op i det politiske hierarki. Og det kan da have sin rigtighed, da landspolitiske beslutninger påvirker flere menneskers liv end lokalpolitik. Men i forhold til den politiske tilgang forholder det sig faktisk omvendt. For mens man i de fleste kommuner har øvet sig i at overlade sagsbehandling til embedsværket, er meget få sager for små til en ministers stillingtagen og andre folketingspolitikeres vurdering.

Statens embedsværk er ministerstyret, og politikerne på Christiansborg har brug for konkrete eksempler til at forenkle og forklare deres politik for medier og offentlighed. Denne enkeltsagstilgang forstærkes af, at folketingspolitikere sjældent har tid til at deltage i debatter og sjældent bliver taget med på råd i sager udenfor deres eget ordførerskab. Selv på partiernes gruppemøder kan det knibe med tid til at skabe det brede fælles overblik, og resultatet er, at folketingspolitikeres hverdag pudsigt nok er mere enkeltsagsorienteret og mere sagsbehandlende end lokalpolitikeres.

Mødepligten til byrådsmøderne sikrer jo, at alle lokalpolitikere minimum en gang om måneden er samlet og med til at vedtage beslutninger på alle kommunalpolitiske områder.

Lobbyister har meget magt

En anden forskel er den næsten absurde mangel på helt almindelige mennesker i landspolitik. Selv når de en sjælden gang forvilder sig ind på Christiansborg, optræder almindelige borgere typisk som lyttende publikum eller som mennesker med en sag. Det være sig privatpersoner eller mere eller mindre professionelle lobbyister. Generelt fylder de professionelle, der er ansat til at forfølge en sag, markant mere i landspolitik end i lokalpolitik. Bl.a. fordi pressen bruger dem til at bedømme initiativer og politikere på deres sagsområde, har de en iøjnefaldende magt i forhold til at dirigere offentlighedens opfattelse af politikerne.

Som lokalpolitiker møder man derimod hele tiden almindelige folk på gaden, i institutioner eller ved arrangementer, og lokalmedierne bruger i højere grad almindelige mennesker til at beskrive sager eller udviklingen i kommunen.

Landspolitikere misunder derfor med rette lokalpolitikere deres brede vifte af kontakter og sager, som giver et bredere billede at tage stilling ud fra.

Lokalpolitikere er mest troværdige

Endelig er lokalpolitikere både politikere og formidlere af konkrete løsninger i pressen. Derfor fremstilles lokalpolitikere stadig til dels med kildens troværdighed. Landspolitikere behandles og fremstilles til gengæld stort set aldrig som kilder længere. “Magten lyver” kunne være de fleste landsdækkende mediers motto. For når politikere altid udspørges som repræsentanter for en politisk magt, kommer interviewet til at bære præg af forhør, hvor journalisten er anklageren, og politikeren er mistænkt. Det er et problem for de landspolitikere, der deler deres viden uden at ville fremme en politisk dagsorden, men blot gør det for at skabe en fælles forståelse.

Det er let at se, at begge parter har en del af skylden for denne manglende tillid, politikeres spin og mediernes jagt på digitale klik. Det er indlysende, at denne omsiggribende mistillid har afsmittende effekt på befolkningens tillid til demokratiet som samfundssystem. Men det er svært at se, hvordan situationen kan ændres. Jeg er optimist og mener, vi skal holde nøje øje med demokratiets udvikling, men også huske, at Danmark er et meget velfungerende demokrati med en lang tradition for at inddrage mindretal og skabe brede flertal. Det er muligt takket være den generelle tillid i samfundet og mange gode folks ihærdige indsats for at leve op til den tillid.

Jeg er stolt af at have været kollega med dem alle.

Både som byrådsmedlem, borgmester og minister.