Klubber tjener millioner på kommunale stadionnavne

Essex Park, Jokri Park, Monjasa Park.

I løbet af de seneste ti år har stort set alle danske superligastadioner ændret navn til noget med en sponsor. Kun i Brøndby og Farum har deres stadioner beholdt de originale navne, men det er nok kun et spørgsmål om tid, da klubberne begge steder har frikøbt deres navnerettigheder for at sælge dem videre.

For klubberne er der nemlig millioner at hente i et omdøbt stadion. Da navnet Brøndby Stadion i 2008 blev opkøbt og gendøbt som Brøndby Stadion af rigmanden Jesper ’KASI’ Nielsen, pungede han angivelig ud med 30 millioner kroner over fem år. Og ifølge reklamebureauet PS Live's vurdering er Viborgs stadionnavn hele 7,7 millioner kroner værd om året for Energi Viborg, såfremt de rykker op i Superligaen.

- Med et stadionnavn kan du få vist dine produkter på en helt anden måde end med en annonce på tv eller andre steder. Når folk ser fodbold, bliver de ramt af passionen og begejstringen. De har paraderne nede, og kan du få det til at gå op i en højere enhed med dit brand, er det enormt værdifuldt, fortæller Simon Bastiansen, der er Client Service Director i PS Live.

Omvendt er det ofte et langt mindre beløb, der er i spil, når klubberne køber navnerettighederne af den lokale kommune, der i de fleste tilfælde ejer de danske superligastadioner. En gennemgang af 14 aftaler mellem elitefodboldklubber og kommuner viser, at der i flere tilfælde slet ikke er foretaget nogen vurdering af værdien af stadionnavnet. Og det vækker kritik blandt jurister.

- Hvis jeg har et guldur, jeg gerne vil sælge, så går jeg nok til en vurderingsmand og får et bud på en pris, før jeg sætter det til salg. Når kommunerne ikke bruger samme princip, starter de med at tage bind for øjnene. Det er hamrende uprofessionelt, hvis de ikke har et oplysningsgrundlag, siger Sune Troels Poulsen, der er lektor i statsstøtteret, udbudsret og konkurrenceret på Københavns Universitet.

Papes problemsag

Mest kendt er handlen mellem Viborg Kommune, Viborg FF og Energi Viborg, der i foråret blev dømt ulovlig af Statsforvaltningen. Her havde kommunen vurderet prisen til 50.000 kroner om året, da de solgte navneretten til Viborg FF, men de havde ikke fået vurderet købsprisen på 3,25 millioner, da de som ejer af Energi Viborg købte navnet igen.

- På den ene side springer det jo voldsomt i øjnene, når man ser de prisforskelle, der er. På den anden side kan det være ret vanskelligt at sige, hvad prisen egentlig skal være, siger Sune Troels Poulsen, som derfor mener, at kommunerne altid bør få en ekstern vurdering, før de handler.

Samme råd lyder fra partner i advokatfirmaet Johan Schlü­ter, Lars Halgreen, der har specialiseret sig i sportsret og statsstøtte.

- Min erfaring siger, at det er nogle voldsomme skøn, der ligger til grund for værdifastsættelsen i de her sager, fordi det simpelthen ikke kan måles og vejes, siger han.

Og har kommunerne ikke fun­det et solidt sammenligningsgrundlag eller fået foretaget en ekstern vurdering, kan de hurtigt mistænkes for statsstøtte eller vennetjenester.

- Der, hvor det går hen og bliver meget kritisabelt, er, når klubben køber rettigheden til en meget lille pris, hvorefter de vender sig i døren og sælger det videre til en meget høj pris, siger Lars Halgreen.

Hvad er det værd?

Det tog under en måned, før Brøndby IF i 2008 havde fået solgt deres nyerhvervede navnerettigheder videre til Jesper ’KASI’ Nielsen. Og på byrådsmødet blev det da også diskuteret, om tre millioner kroner ikke var en lige lovlig lav pris.

SF’s Vagn Kjær Hansen stillede forslag om en pris på fem millioner kroner uden dog at have nogen konkret fornemmelse af, hvad prislejet var.

- Jeg gik ud fra, at BIF havde foreslået tre millioner som pris, fordi der så var nogle andre, der ville betale BIF tre millioner for navnet. Det synes jeg bare var for lidt, hvis stadionet så kom til at hedde KASI Park, eller hvad man nu kunne finde på. Så jeg foreslog en højere pris, fortæller han.

Ifølge Vagn Kjær Hansens erindring var byrådet godt klar over, at der var en storsponsor på vej til at købe navnet, og at det højst sandsynligt var KASI-Jesper. Men de havde ingen idé om, hvor mange penge Brøndby IF kunne tjene på handlen. Det vidste Ib Terp (S) heller ikke, forsikrer han:

- Jeg aner ikke, hvad KASI gav for det, men han var jo storsponsor i klubben, og jeg tror bestemt ikke, han ville have givet det samme store beløb til Brøndby Kommune.

 

Men kan du forstå, hvis nogen kritiserer jer for ikke at have fået vurderet prisen, før I solgte navneretten?

- Næ, for de tre millioner kunne vi jo godt bruge i kommunekassen. Jeg mener, det er noget mærkeligt juristeri, hvis man så prøver at angribe det bagefter. Det er lidt fortænkt, synes jeg, siger Ib Terp.

Sune Troels Poulsen påpeger, at det er en skærpende omstændighed i sagerne, hvis et byråd ved, at de kan hjælpe den lokale klub ved for eksempel at sælge sta-
dionnavnet.

- Når boldklubben fattes penge, og kommunen bliver inddraget i noget, der kan lukke hullet i klubkassen, så er der allerede der tale om et støtteelement. Derfor skal kommunerne lave deres hjemmearbejde ordentligt og være fuldstændig sikre på, at de arbejder på markedsvilkår, før de laver de her handler, siger han.

Lars Halgreen understreger ligeledes, at handlerne især ligner støtte, hvis byrødderne kender det beløb, en sponsor er klar til at give klubben for stadionnavnet efterfølgende.

- Det er kritisabelt, hvis byrådet er vidende om, at der er en handel på vej, eller de i hvert fald er vidende om, at det kan give klubben en ekstraordinær stor indtægt at sælge de her rettigheder videre. Så vil markedsværdien jo skulle afspejle det store beløb, siger han.

Ti JYSKe millioner

I Silkeborg Kommune går de snart i gang med opførelsen af et nyt stadion til de lokale helte fra Silkeborg IF. Stadionprisen på 120 millioner er delt mellem kommunen og klubben, der hver skal finansiere 60 millioner kroner.

Ti millioner af klubbens penge kommer ved, at Lars Larsens JYSK-koncern køber det nye stadionnavn af klubben. Men da stadionnavnet er kommunens ejendom, bør det ifølge flere byrådsmedlemmer ikke være Silkeborg IF, der får pengene. Borgmester Steen Vindum (V) er uenig.

- Vi skal ikke have noget for stadionnavnet, for det er kun noget værd, hvis der spiller et elitefodboldhold på det. Vi kan kun sælge stadionnavnet, fordi Silkeborg IF spiller der, siger han.

 

Men I sælger stadionnavnet for ti millioner kroner, og pengene indgår så i Silkeborg IF’s finansiering af stadionprojektet – ikke kommunens. Er det rigtigt forstået?

- Det indgår i deres halvdel, jo. Men hvis man vil finde huller i osten, kan man sikkert finde masser af huller. Vi går så bare efter at finde den bedste løsning, som koster skatteborgerne i Silkeborg færrest mulig penge. Det her er et partnerskabsprojekt mellem kommunen, Silkeborg IF og det lokale erhvervsliv, siger Steen Vindum.

Flere kommuner støtter sig i dag til værdisætningen af salget fra Aalborg Kommune til AaB i 2007, da denne sag blev indbragt for Statsforvaltningen og godkendt som et lovligt skøn. Dengang blev Konkurrencestyrelsen bedt om at foreslå et prisniveau, hvilket de dog ikke var i stand til. I stedet godtog Statsforvaltningen, at Aalborg Kommune sammenlignede sig med Esbjergs og Odenses overdragelse af navnerettigheder, selvom disse to kommuner aldrig har sat en konkret værdi på deres stadionnavne.

Ifølge Sune Troels Poulsen er det svært at forestille sig, at markedet i dag overhovedet kan sammenlignes med det i 2007.

- Hvis du ser på EU’s statsstøtteregler, så står det klart, at et salg enten skal gå i udbud eller vurderes professionelt, hvis du vil afkræfte formodningen om, at der foreligger et støtteelement, siger han.

Men kun i tilfældet fra Viborg Kommune har Statsforvaltningen altså taget sagen op og kaldt det for en ulovlig praksis. Statsforvaltningens rolle er heller ikke at vurdere prisniveauer, forklarer Sune Troels Poulsen. Det er at vurdere den kommunale interesse i handlerne. Derfor er det op til Konkurrencestyrelsen at holde øje med priserne og støtteelementerne.

- Konkurrencestyrelsen må jo overveje, om deres ressourcer strækker langt nok til at kunne gå ind i de her sager. Her skal man nok ikke være blind for, at det kan indgå som et element i vurderingen, hvorvidt politikerne finder det vigtigt at yde støtte til stadioner, siger han.

I Konkurrencestyrelsen fortæller kontorchef Søren Bo Rasmussen, at de i øjeblikket er i gang med at se nærmere på sagen fra Viborg Kommune, og at de har overvejet at gå nærmere ind i området med salg af stadionnavne, da det er en forholdsvis ny form for støtte, kommunerne her kan yde.

- I og med, at klubberne er blevet stadig mere professionaliserede og forretningsorienterede, har vi også øget fokus på, om de modtager støtte. Men vi har simpelthen ikke ressourcerne til årlig at gå ind og efterprøve deres aftaler med kommunerne, siger han.

Derfor er det som udgangspunkt først, når et salg er blevet erklæret ulovligt af Statsforvaltningen, at Konkurrencestyrelsen træder til.

Mulige EU-sager

Kommunen har stillet Statsforvaltningens kommunale tilsyn fire konkrete spørgsmål om deres egen sagsbehandling i en række sager, blandt andet hvorvidt de mener, det er i orden, at Brøndby Kommune ikke havde fået en vurdering af markedsprisen før deres salg af navnerettigheder til Brøndby IF samtidig med, at Viborg Kommunes handel blev vurderet ulovlig, blandt andet fordi kommunen ikke havde fået vurderet markedsprisen.

Men ifølge kontorchef i det kommunale tilsyn, Hanne Villumsen, ser de ingen årsag til at genåbne sagerne, og derfor vil hun heller ikke kommentere dem. Det er dog ikke kun de danske myndigheder, der kan fatte mistanke til kommunernes handler, fortæller Lars Halgreen.

Sidste år åbnede EU-Kommissionen en række sager mod hollandske og spanske lokalmyndigheder, der muligvis har hjulpet deres fodboldklubber for meget.

- Det varsler en anden tid, hvor vi nok vil se kommissionen gå ind og sørge for, at medlemslandene ikke dækker de underskud, fodboldklubberne måtte have. Typisk har spanske klubber været meget populære hos myndighederne. Og tyske fodboldklubber har faktisk påpeget, at staten ofte har været en form for sponsor, så de har lagt pres på kommissionen, siger Lars Halgreen.

Sagerne fra Spanien og Holland er ikke endt med noget konkret endnu, og da den danske liga ikke er på et lige så højt niveau, bliver der næppe tale om den slags i Danmark foreløbigt, lyder hans vurdering.