Kim kæmmer camino-ruten mellem kysterne
Kim kæmmer camino-ruten mellem kysterne

Kim Juulsgaard har sit drømmejob, selvom han kun er i arbejde syv måneder om året. Fra november til marts må han nøjes med dagpengene, mens han på afstand følger naturens gang på de mange kvadratkilometer vådeng og skov i Varde Kommune, som resten af året udgør hans arbejdsplads.
Men når foråret kommer, og april oprunder, tager den 49-årige skov- og naturtekniker fat. Som kommunens kyst-til-kyst medarbejder har han ansvaret for at vedligeholde og pleje Vardes andel af stisystemet, som forbinder Vejle i øst med Blåvand i vest - vinkelret på Hærvejen og med sine 120 km alt i alt et mere beskedent bud på en dansk camino.
Cirka halvdelen er placeret i Varde Kommune, Kim Juulsgaards domæne, og på den regnvåde formiddag, Kommunen.dk mødte ham ved Varde Å, manglede han ikke arbejdsopgaver.
- I foråret arbejder jeg mest med at reparere og genbygge gangbroer over vandløb og elledninger på stierne. Hele systemet er etableret i 90’erne, næsten det hele er bygget i træ, og det holder ikke evigt, fortæller Kim Juulsgaard.
- Når temperaturen stiger, begynder planterne for alvor at gro, og så skal jeg igang med holde væksten nede. Og det arbejde fortsætter indtil langt inde i efteråret, beretter han.
Fra amt til intetanende kommune
Kim Juulsgaard er vaskeægte naturmenneske, og her kommer karakteristikken af drømmejobbet ind.
Han har bestridt tjansen som kyst-til-kyst-medarbejder i de 16 år, stisystemet har været kommunernes ansvar. Vejle og Vejen har tilsvarende job, hos sidstnævnte tager man sig også af den snip af stisystemet, som snor sig gennem Billund Kommune.
Tidligere havde Kim Juulsgaard forskelligt arbejde med naturpleje og har også en uddannelse som kontormaskinemekaniker på cv’et.
- Da jobbet dukkede op, var jeg sikker på, at det lige var mig. Selvom ingen i kommunen rigtig anede noget om, hvad arbejdet gik ud på. Det havde jo alt sammen ligget hos amtet, fortæller Kim Juulsgaard med et smil.
Gravhøje skal holdes fri af roser
Hvis man forestiller sig, at en parcelhushave fik lov at gro ukontrolleret, får man en idé om opgaven.
Græsset skal slås, buske og træer beskæres eller fjernes, og så er der et udvalg af fortidsminder, som kræver pleje. På eksempelvis gravhøje må der hverken vokse træer eller buske - eller roser for den sags skyld. Sidstnævnte vokser både vildt og hurtigt.
Og lader man naturen passe sig selv, holder man ikke status quo. Så vil træer og buske forvandle eng og åbne vidder til skov, og det er ikke hensigten. De lavbundede engarealer er vigtigt for dyreliv og biodiversitet.
Det er med til at give arbejdet mening. At jeg kan hjælp folk, som er nysgerrige og gerne vil tættere på naturen, til at forstå det område, de bevæger sig i, hvad der sker i det, og hvordan tingene forandrer sig.
- Man bliver meget opmærksom på alle de invasive arter, som præger den danske natur. Og som vokser aggressivt og hurtigt i forhold til den oprindelige bevoksning. Den har vi ikke meget af tilbage, og på den måde kommer der også kulturhistorie og vedligehold ind i mit arbejde. Meget af det jeg laver, sørgede køerne for i gamle dage ved at spise vegetationen ned, men det er ikke længere rentabelt, siger Kim Juulsgaard, som har brugt seneste vinterpause på at gøre sin uddannelse som skov- og naturtekniker færdig.
- Den har jeg taget i samarbejde med kommunen, og det er jeg rigtig glad for. Det hjælper mig selvfølgelig i arbejdet med planterne, men gør det også lettere for mig at snakke med de mennesker, som bruger stierne, og som er nysgerrige efter at vide mere om området og naturen, fortæller han.
Kustode for naturen
På den måde agerer han også en slags kustode for det omfattende naturområde, som mange danskere og udlændinge benytter sig på korte og lange stræk om sommeren. Stierne er indrettet med hytter med vand og brænde, så man kan tilbagelægge de 120 km over nogle dage.
Muligheden blev ekstra flittigt udnyttet sidste sommer, hvor coronaen holdt mange hjemme fra udlandsferier.
- Det er med til at give arbejdet mening. At jeg kan hjælp folk, som er nysgerrige og gerne vil tættere på naturen, til at forstå det område, de bevæger sig i, hvad der sker i det, og hvordan tingene forandrer sig. Det er i virkeligheden humlen ved det hele, lyder det med overbevisning fra Kim Juulsgaard, som med tiden gerne vil erstatte praktisk arbejde med undervisning og vejledning.
- Jeg holder ikke 20 år mere, for det er hårdt fysisk arbejde med mange løft med tungt træ. Men ti år mere satser jeg på at klare, for jeg er meget glad for det, siger kyst-til-kystmedarbejderen, inden han tager fat på endnu en kæmning af stierne fra Vesterhavet til Vejle Fjord.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























