Forleden var jeg ude og høre Niels Hausgaard. Han gav en optræden for at støtte en nyoprettet højskole på Vestsjælland. Han var ikke på plads med sit kommende show, så det var sådan lidt af en øveaften, vi overværede. Men det var nu ok, der blev grinet godt og sunget med på omkvæd til nye sange.

 Hans kommende turné har titlen, ’Sådan er det jo’. Den titel kan han takke Margrethe Vestager for.  Det var jo hendes kommentar til den forkortede dagpengeperiodes menneskelige konsekvenser – de radikales nyliberale udgave af hjertevarme.

Jeg har altid fundet Hausgaards vindtørre vendelbo-satire på dansk politiks forskellige tilskikkelser ustyrligt morsom. Og en evne, jeg misunder Hausgaard, er hans evne til at le hjerteligt af sine yndlingsaversioner og deres gerninger, der i hans tryllespejl bliver til rene klovnerier.

Forleden faldt der også bemærkninger af til den nye regering, som Hausgaard – som så mange andre - havde visse forventninger til. Det var jo spændende med sådan en ny regering, mente han med slet skjult ironi. Men så var det gået op for ham, at der manglede noget – at Søren Krarup og Jesper Langballe var væk.

”Jamen, hvad skal jeg nu gøre? Jeg har jo nærmest levet af dem,” sagde Hausgaard og klukkede.

”Men så gik det op for mig, at vi jo har fået f.eks. en Joachim B. Olsen – og jeg skal da lige love for, at han kan sige mange sjove ting.”

Og så lo entertaineren højt og hjerteligt, så jeg blev helt misundelig. For kuglestøderen har da aldrig kunnet få mig til at le.

Nu har jeg så for egen regning lyst til at tilføje: Claus Hjort Frederiksen. Denne lille sammenbidte mand, der næsten altid udtaler sig i en tone, som om alle, der ikke kan indse det åbenlyst rigtige i hans synspunkter, er rene idioter.

Claus Hjort Frederiksen er en politiker, der hviler i den faste og hellige overbevisning, at folk inderst inde er dovne og asociale og skal tærskes og trues for at opføre sig, så de passer ind i hans billede af samfundet. Det var også ham, der i sin ministertid behændigt bøjede loven til bristepunktet, så han blandt andet kunne komme til at eksperimentere med de syge: Hvis man nu tog sygedagpengene fra dem – mon så ikke de hurtigt blev raske og arbejdsdygtige igen?  Det ville han gerne prøve i praksis, men ’glemte’ at spørge Folketinget.

Lovbruddene gav Cavling-prisen til en DR-journalist, der med stor grundighed og stædighed fik blotlagt affæren. Claus Hjort Frederiksen skete der ikke noget – hans manipulationer med embedsmænd og rapporter var så komplicerede og hans sløring af forholdene så systematiske, at de færreste helt forstod, hvad der var foregået. Og snart var han finansminister.

Nu slår Claus Hjort Frederiksen til igen – og i en overraskende, uforfalsket liberalistisk tone, som ellers har været behændigt gemt væk under arbejdet med at bilde danske lønmodtagere ind, at Venstres politik vil gavne dem og fremme et sundt og socialt afbalanceret samfund.

Og han toner godt nok rent flag. Danske lønninger skal i otte år stå stille, så de matcher de tyske – det vil sige en lønnedgang på ca. 15 procent. Og skatten skal ned på svensk niveau. Det betyder nedskæringer og fyringer i det offentlige for 60-65 milliarder. Men det er jo ikke noget problem for hr. Frederiksen, for nu, hvor dagpengeperioden er nede på to år, så skal de fyrede nok finde nyt arbejde i en ruf.

I Tyskland må mange lønmodtagere gå for under 60 kroner i timen. Og to millioner tyskere må leve for under fem euro – knap 40 kroner – om dagen. Mange har problemer med at få dagligdagen og familien til at hænge sammen økonomisk – selv om de har mere end fuldtidsarbejde. En del må have to job for at overleve.

Og tillad mig så at anskue de konkurrencedygtige tyske lønninger i et lidt andet perspektiv end Claus Hjort Frederiksens. Det er kun få årtier siden, én håndværkerløn kunne forsørge en familie på fire, som den konservative samfundstænker og debattør Phillip Blond har påpeget. Det kan den så langtfra i dag.

Lønmodtagernes andel af BNP er styrtdykket de seneste 30-40 år. I takt med liberaliseringen er den almindelige lønmodtagers levestandard faldet siden 70’erne, men det er ikke synligt, fordi flere medlemmer af familierne er blevet sendt ud på arbejdsmarkedet, de arbejder mere og stifter samtidig mere gæld – det er bankerne, der ejer de flestes boliger. Imens koncentreres værdierne hos færre og færre. Magtfulde kapitalfonde, multinationale koncerner og lignende svulmer, mens menigmands andel af samfundskagen falder.

Og når det liberalistiske hasardspil ramler i en såkaldt finanskrise, så ender hele regningen hos – tja, gæt hvem?

 Der er jo ikke så meget at grine af, selvom det sikkert ville være mentalt meget sundere. Så kære Hausgaard, hvordan bærer man sig ad med at få sig en sund latter over Claus Hjort Frederiksen?