Regeringens strategi for at blive genvalgt går tilsyneladende ud på at føre en økonomisk politik, som omfavner centrumvælgerne og sætter sig på midten af dansk politik. Ud fra denne position forsøger regeringen at udstille rivalerne i Venstre som 'ekstreme' og 'ultraliberale', der vil sætte velfærden over styr.

Problemet er imidlertid, at vælgerne indtil videre ikke bider på. Hvorfor ikke?

Ingen tillid til Helle

Det er et selvstændigt problem for regeringen, at vælgerne ingen tillid har til personen Helle Thorning-Schmidt. Det viser et utal af undersøgelser og popularitetsmålinger, hvor statsministeren er helt i bund, hvad angår troværdighed hos vælgerne. Konstant foregår der en debat både blandt 'de talende hoveder i TV' og hos mand og mand over frokostbordene om, hvorvidt tiden ikke snart er kommet til, at Socialdemokraterne skifter Thorning ud. Hun forbindes både med løftebrud og med manglende driftssikkerhed. Senest demonstreret, da Thorning ud af det blå – og med en mystisk timing oveni finansministerens pressemøde om finansloven – ændrede dansk udenrigspolitik, så regeringen pludselig overvejer at støtte et angreb på Syrien uden et FN-mandat i ryggen. Det var ellers en manøvre, som man heftigt kritiserede Venstre-regeringer for i 00’erne.

SF dør på midten

Regeringspartiet SF rykker hele tiden nærmere spærregrænsen, i takt med at regeringen fører en udenrigspolitik og en økonomisk politik, der til forveksling ligner den borgerlige politik, det vil sige alt det, som SF-politikerne i 10 år tordnede imod og mobiliserede mange vælgere på.

SF er ellers i sin egen selvforståelse et venstrefløjsparti, der står i opposition til det bestående, hvorfor partiet siden sin tilblivelse for 50 år siden har krævet gennemgribende forandringer af samfundet. Nu sidder SF-politikerne så og forvalter det bestående borgerlige samfund, mens de 'viderefører VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand', som det hedder i regeringsgrundlaget. Selv SFs udenrigsminister Villy Søvndal klapper hælene sammen og følger villigt i slipstrømmen på Thornings førnævnte udmelding, og er dermed også parat til at støtte – indtil videre symbolsk – en aktion mod Assad-styret i Syrien, uden at FN har sanktioneret beslutningen. Regeringen viderefører således også VK-regeringens udenrigspolitik i bredeste forstand.

Om et par måneder ved kommunalvalget bliver SF formentlig – uden for de store byer – udraderet som kommunalpolitisk parti af betydning. Det bliver spændende at høre Anette Vilhelmsen give en meningsfuld forklaring på dette uafvendelige valgnederlag.

Køber ikke billede af V

For at regeringen overfor vælgerne skal fremstå som 'moderate' og midterorienterede, så må Venstre nødvendigvis omvendt fremstå som dem, der vil nedlægge velfærdsstaten. Venstres vælgeropbakning er p.t. for nedadgående, om end det sker fra et højt niveau. Partiet og en række af deres topfolk er fedtet ind i en række sager, der senest involverer tidligere skatteminister Kristian Jensen med flere, som regeringspartierne naturligvis gerne giver skylden for, at man ikke, mens man i årevis havde regeringsmagten, gjorde noget ved de forkerte fastsættelser af ejendomsværdiskatterne, som Rigsrevisionen for nyligt påpegede i en rapport.

Vælgerne har dog efter 10 år med Fogh og Lars Løkke et ret godt indtryk af, hvordan det er at blive regeret af Venstre-statsministre. Det er måske ikke en situation, der alle steder vækker begejstring, men indtil videre foretrækker et klart flertalt at blive regeret af blå ministre frem for den nuværende regering. Spørgsmålet om, hvorvidt Venstre vil svinebinde det offentlige til ”nulvækst” eller om de røde marginalt vil øge væksten i de offentlige budgetter med 0,4 procent per år, gør næppe det store indtryk på midtervælgerne. De har formentlig for længst forstået, at reformpolitikken som blev indvarslet af Lars Løkke og videreført af Helle Thorning, er kommet for at blive. Dæmoniseringen af V får næppe frafaldne midtervælgere til at vende 'hjem igen'.

Køber ikke billede af DF

De vælgere, som ikke opfatter sig som egentlig blå vælgere, men som 'velfærdssocialdemokrater' med ønske om en stram udlændingepolitik, og som i øvrigt afskyer de radikale og det øvrige politiske parnas’ løftede pegefingre har for længst søgt asyl hos DF, og gør det i stadigt større tal. Og siden Pia Kjærsgaards farvel som formand er det desuden blevet endnu sværere at skræmme vælgerne væk. Det er i øvrigt helt umuligt at fange Borgens bedste debattør Kristian Thulesen Dahl i dumheder eller pinlige fejl.

Sure over løftebrud

Der er stadig bred enighed i befolkningen, hos EL og de borgerlige og blandt flertallet af iagttagere, at S-SF i sin tid rendte fra højtprofileret politik, som man gik til valg på, for at få del i magten. Mange vælgere husker og er fortsat ganske vrede over oplevelsen. Til stadig stor forundring for en hel del politikere, regeringsvenlige teknokrater og skribenter.