En væsentlig del af politik handler om at kunne indramme eller vinkle den politiske debat eller sag. Kan politikerne få indrammet Deres politiske budskaber på en stærk måde, står de som regel godt både i medierne og hos vælgerne. Derfor bruger toppolitikere i hele verden meget energi på disciplinen framing.

I dansk politik var Anders Fogh Rasmussen en framingens mester. I 00’erne var det næsten umuligt at tale skattepolitik uden at tage afsæt i ordet ”skattestop”, ligesom vendingen ”fast og fair udlændingepolitik” også var standard-inventar, når der blev debatteret indvandrer- og flygtningepolitik. Men de borgerlige har så sandelig bibeholdt Foghs tradition med at være dygtige til framing.

De svage skal have pisk - de rige gulerod

I valgkampen var de borgerliges store slagnummer, ”at det skal kunne betale sig at arbejde”, en politisk dagsorden, der fyldte godt op under hele valgkampen. Og det var ikke en dagsorden, der handlede om, ”at arbejde er roden til alt godt i livet”, hvordan man kan få folk med psykiske lidelser tilbage på arbejdsmarkedet, eller hvordan man kan få efteruddannet arbejdsløse, så de har kompetencer, der matcher nutidens arbejdsmarked. Omdrejningspunktet for ”det skal betale sig at arbejde”-dagsordenen handlede stort set kun om nogle snævre økonomiske betragtninger om, hvor meget de dovne slyngler på offentlige ydelser skulle skæres ned med, før de gad lette bagdelen fra sofaen og komme i sving.

Sideløbende med den debat var der gennem hele valgkampen også stærke borgerlige røster, der råbte på skattelettelser. De underliggende toner i denne framing handlede om, at hvis de velstillede skulle til at arbejde mere, var man nødt til at give dem et økonomisk incitament. Igen en snæver økonomisk dagsorden - dog med et andet fortegn. Denne gruppe mennesker skulle have gulerod for at yde mere, mens den på offentlige ydelser skulle have pisk.

Skal staten eller det private have æren?

Forleden holdt fagforeningen 3F en visionskonference, hvor forskellige topchefer og partiledere debatterede vækst og udvikling i Danmark. Lagde man øret tæt til den debat for at lytte efter politisk framing, kom der et par perler frem. For eksempel holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen en tale om vækst og fremtiden. Her understregede Lars Løkke - som han i øvrigt ofte gør - at skabelse af private arbejdspladser er en forudsætning for velfærdssamfundet. Altså en helt bevidst framing af, hvor landets velfærdsydelser kommer fra.

Professor Ove Kaj Pedersen valgte dog den totalt modsatte vej i sit indlæg på konferencen. Han talte om, hvordan velfærdsstaten var forudsætningen for det private. Uden ordentlig uddannelse kunne det private ikke fungere. Blandt andet mente Ove Kaj, at investering i at få de sidste 20 procent igennem folkeskolen på en bedre måde ville være den vigtigste vej til styrket konkurrenceevne.

En noget anden framing end den, der er hersker på den politiske scene, hvor det hovedsagelig er det private, der bliver fremhævet som velfærdssamfundets store redning, og hvor uddannelse mest bliver fremstillet som noget tungt bureaukratisk, der har svært ved at lave uddannelser, der er relevante for arbejdsmarkedet.

På 3F’s visionskonference kunne man også høre to topchefer fra danske virksomheder tale imod den ellers meget stærkt etablerede borgerlige framing om, at skat er et helt afgørende konkurrenceparameter for danske virksomheder. Sådan var det ikke i deres hverdag - i henholdsvis Arriva og Novozymes. De nævnte i stedet begge uddannelse - men også sundhed, integration og infrastruktur - som områder, der var vigtige for dem.  Altså stik imod den gængse framing om, at der er brug for skattelettelser, hvis erhvervslivet skal have det godt.

Venstrefløjens styrkepositioner er væk

Venstrefløjen har i disse år svært ved at konstruere en stærk framing omkring deres politik. Faktisk er det kun et tema som social dumping, der for alvor er et område, som venstrefløjen har etableret en stærk og vinklet fortælling om, og hvor de har en klar styrkeposition i forhold til de borgerlige.  De områder, som tidligere var de rødes styrkepositioner, er mere eller mindre udvandet og bliver mest brugt som afsæt til negative fortællinger.

Når de politiske temaer handler om skoler, hospitaler og andre velfærdsområder, er framingen som regel rettet mod, hvor dyrt det er, hvor dårligt det fungerer, og hvor meget der er brug for at få ryddet op og reformeret på det pågældende område, for at det kan blive mere effektivt. Det er konstant de snævre økonomiske perspektiver, der bliver lagt ned over disse velfærdsområder. Det handler meget sjældent om, hvor vigtig en rolle de spiller i et stærkt, sundt og demokratisk samfund som det danske, eller hvor megen nytteværdi området bidrager med for de enkelte mennesker eller for erhvervslivet.

Venstrefløjens udfordringer med framingen understreges også af Alternatives fantom-ankomst i dansk politik. Alternativets succes er mere skabt på at vinkle og sætte nye rammer for den politiske samtale, end den er skabt på at komme med forskellige politiske løfter eller præsentere en stor politisk vision.

Framing er meget afgørende for politisk succes, og derfor må det bekymre de etablerede partier i rød blok, at de, når det handler om at få sat en bestemt ramme og vinkel på deres politik, er et par omgange efter de blå!