De etablerede magtpolitikeres sidste-øjebliks-aflysninger til Folkemødet kan blive en gylden chance for alle græsrødderne, de engagerede og alternative stemmer, som sætter strøm til den politiske debat. I dag er det i stigende grad de mindre partier, organisationer og tænketanke, som evner at sætte originale, hverdagsnære og påtrængende dagsordener. Og fraværet af de ofte alt for enslydende toppolitikere behøver derfor ikke at blive et stort tab for den uhøjtidelige samtale. Tværtimod.

De gamle partier står til at få et historisk nederlag: End ikke ved Jordskredsvalget i 1973 fik de fire gamle partier – Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, De Konservative og Venstre – så lav en opbakning, som prognoserne tyder på vil blive tilfældet ved folketingsvalget torsdag den 18. juni. På intet tidspunkt i Danmarks demokratiske historie har minister-partierne haft så dårligt fat i vælgerne.

Uden den gamle garde af levebrødspolitikere kan der i år på Folkemødet opstå nye sprækker til andre tanker og holdninger, som måske ligefrem kan vise sig at have en bredere folkelig gennemslagskraft. Valget her i 2015 er et fravalg af det politiske establishment. Hverken Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt eller Venstres formand Lars Løkke Rasmussen evner at mobilisere til begejstring. Tværtimod har der været målinger, hvor et flertal ville foretrække en tredje unavngiven statsministerkandidat.

Politikerleden er kommet snigende gennem flere år, men heldigvis har det danske demokrati endnu engang vist sig åbent, modtageligt og tilpasningsdygtigt overfor de frustrationer og den regulære vrede, som præger et stigende antal vælgere fra alle sociale lag. Ligesom etableringen af Dansk Folkeparti i 1995 var med til at kanalisere en ulmende utilfredshed direkte ind i parlamentet, har de to andre nye partier, Liberal Alliance og Alternativet, også været med til at fastholde vælgergrupper, som i andre europæiske lande er faldet passivt hen i sofaen.

Mange proteststemmer

Energien og engagementet drives således  i år frem af de fire nye partier Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og ikke mindst det seneste frembrud Alternativet. Tilsammen står disse fire ’protestpartier’, som endnu aldrig har siddet i regering og dermed er blevet tynget af magtens åg og kompromisernes kværn, til nu at få lige så mange stemmer, som protestpartierne fik ved det sidste store demokratiske opbrud i 1973.

Groft sagt var først Fremskridtspartiets og senere Dansk Folkepartis succes et positivt udtryk for, at utilfredse lavtuddannede vælgere i udsatte randområder – de, der nedladende er blevet kaldt for ’landsbytosserne’ – fik et talerør ind i det politiske system på samme måde, som Liberal Alliance og Alternativet nu giver de utilfredse højtuddannede vælgere i universitetsbyerne – dem, der kan kaldes for ’storbytosserne’ – en kanal ind i det bureaukratiske system, hvor der ellers sjældent diskuteres principper og idealer.

Opbrudsstemningen har flere forklaringer, men hovedårsagen er, at Socialdemokraterne og Venstre i de senere år har kopieret hinandens udspil øjeblikkeligt. Som i et spejlkabinet har de to blokke i dansk politik på skift gjort alt, hvad de kunne, for at føre en politisk kurs, der lå så tæt som overhovedet muligt på oppositionens valgløfter. Under VK-regeringen i 00’erne fik de offentlige budgetter lov til at vokse næsten ukontrollabelt, og her under SR-regeringen har der reelt været gennemført offentlig nulvækst ude i kommunerne.

Parlamentet fragmenteres

De gensidige og taktisk bestemte tilnærmelser mellem Socialdemokraterne og Venstre – på alt fra økonomi over udlændinge til sundhed – har skabt et vakuum for nysgerrigt engagerede samfundsborgere, som ikke længere føler sig repræsenterede af de embedsmandsagtige kustoder. Særlig i en situation, hvor både De Konservative og Det Radikale Venstre samtidig virker til at være nedsmeltet mere eller mindre.

Usikkerheden omkring de mange og vidt forskellige meningsmålinger, som blev sat på spidsen for nylig ved det kaotiske valg i Storbritannien, gør umiddelbart, at man bør være forsigtig med skråsikre konklusioner om det endelige udfald. Men én ting synes allerede at være sikker: Sammensætningen af det nye Folketing vil blive præget af en parlamentarisk fragmentation, som ikke har set sin lige siden 1970’erne, hvor de nye partier ofte skabte røre og handlingslammelse.

Med den opsigtsvækkende alliance mellem de tre EU-skeptiske partier Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti om at ville gå sammen om at udløse flere folkeafstemninger fremover er der lagt op til en ny tumultarisk periode i dansk politik. Årets Folkemøde kan blive et forvarsel: I fraværet af mange af de ’voksne’ politikere fra de gamle partier kan de yngre partier vise alverden, at knopskydningen af det danske demokrati kun lige er begyndt. Forfra.