Billede
“De (vælgerne, red.) sætter deres kryds, fordi de har tillid til os politikere, og så skal deres stemme ikke ende med at repræsentere nogle helt andre holdninger,” siger Nordfyns borgmester Morten Andersen (V), der blandt andre problematiserer partihop. Siden valget 19. november 2013 er 69 byrådsmedlemmer hoppet fra deres parti, viser en opgørelse lavet af Kommunen. Foto: Gregers Tycho / Polfoto

”Jo flere gange de oplever det, jo mere mister de tilliden”

Der er oftest to vidt forskellige sider af den samme fortælling, når politikere vil skille sig ud fra mængden af meningsfæller og måske ligefrem flytte magten. Og selvom partiskift både kan gavne den enkelte og til tider også partiet, så er det sjældent kønt at se på med demokratiske briller.

tillidsbrud

Af Morten Munkholm | [email protected]

Han har lært at leve med det, selvom han nok aldrig kommer til at forstå det. Nyborgs tidligere borgmester Erik Christensen (S) oplevede for to år siden et af de mest spektakulære partihop i kommunalpolitikkens historie, da partifællen Jan Reimer Christiansen ti dage efter valgnattens afgørelse og tre dage før det konstituerende byrådsmøde pludselig sprang fra S til V - og dermed lagde borgmesterposten i hænderne på Venstres Kenneth Muhs fremfor socialdemokraten.

- Vores valgforbund fik 53 procent af stemmerne, og så er der én mand med 184 personlige stemmer, som altså ikke på nogen som helst måde ville være blevet stemt ind alene, der rent faktisk vipper hele vægtskålen den modsatte vej. Det er svært at forklare for almindelige folk, hvad der gik galt, siger Erik Christensen, som i sommer blev valgt til Folketinget.

Han føler fortsat ikke, at han har fået nogen ordentlig forklaring på Jan Reimer Christiansens motiv for partihoppet. Og det gør ham naturligvis frustreret over forløbet. Endnu værre er det dog, at han også siden hoppet har haft sværere ved at overbevise folk om, at de skal have tillid til folk som ham selv: Politikere.

”Der har det været godt for mig at komme ud og se, at græsset nok ikke er grønnere på den anden side, men at det i hvert fald er pænt nok til, at jeg gerne vil spille fodbold på det.”

- Én ting er min personlige historie, men det mest katastrofale er, at folk mister respekten for lokaldemokratiet og kommunalpolitikerne. Jo flere gange de oplever det, jo mere mister de tilliden til, at det har betydning, hvad de stemmer, siger Erik Christensen.

32 løsgængere

Siden valget den 19. november 2013 er 69 byrådsmedlemmer hoppet fra deres parti, viser en opgørelse lavet af Kommunen: 36 af dem er blevet medlem af et andet parti og 32 løsgængere, mens en enkelt er vendt tilbage til sit parti efter en periode som løsgænger. En af partihopperne er Mads Fredeløkke fra Svendborg Kommune, som sammen med ægteparret Henning og Lone Stærmose i sommeren 2014 meldte sig ud af Dansk Folkeparti.

- Vores brud var båret af meget, meget store interne problemer. Vi havde en klar aftale med hovedbestyrelsen, og den brød de så, hvorefter vi gik ud, forklarer han.

De interne problemer skyldtes stridigheder med spidskandidaten Jens Munk, der endte som lidt af en stemmesluger ved valget i 2013. Partihopperne havde fået den opfattelse, at hovedbestyrelsen ville bakke dem op i at få Jens Munk ekskluderet, men det skete ikke. I stedet fik byrådet tre nye løsgængere.

- Vi var jo en gruppe, som forlod partiet sammen, så vi har nok haft nemmere ved at være løsgængere end så mange andre. Vi kaldte os eks-O’erne for sjov, og vi har været i stand til at koordinere og have følere ude i de forskellige udvalg, så vi vidste, hvad der foregik, siger han.

[caption id="attachment_35816" align="alignright" width="468"]Ti dage efter valgaftenen i 2013 finder Erik Christensen ud af, at hans daværende partifælle er parat til at forlade Socialdemokraterne og give magten til Venstre. Tre dage efter var det afgjort. Foto: Simon Fals / Polfoto Ti dage efter valgaftenen i 2013 finder Erik Christensen ud af, at hans daværende partifælle er parat til at forlade Socialdemokraterne og give magten til Venstre. Tre dage efter var det afgjort. Foto: Simon Fals / Polfoto[/caption]

Efter et års tid som løsgænger valgte Mads Fredeløkke i sommer at melde sig ind hos borgmesterpartiet Venstre. Tiden som løsgænger har dog været guld værd, mener han, for den gav plads til reflek-sion og gjorde ham mere klar omkring, hvor han selv stod politisk.

- I Dansk Folkeparti har jeg altid ligget til højre på økonomien og til venstre på indvandrerspørgsmålet. Derfor har jeg nok også altid ligget tæt på Venstre. Men da jeg blev politisk aktiv i starten af nullerne, var det kun fra ét sted, at indvandrerområdet blev rigtigt adresseret, siger Mads Fredeløkke, som mener, at Venstre nu har rykket sig længere til højre på indvandrerspørgsmålet, mens Dansk Folkeparti er rykket ét skridt længere ud.

- Hvis man foreslår at deportere folk til Grønland, så er det vist mere et symptom på, at man vil sige et eller andet markant fremfor at finde en god løsning. Der er jeg nok mere løsningsorienteret, ud--dyber han og påpeger, at han anser det for endnu værre, at hans tidligere parti samtidig er rykket ti skridt til venstre i den økonomiske politik.

- Med den måde, de melder ud på nu, er det efterhånden kun Enhedslisten, der har flere penge at dele ud end Dansk Folkeparti, forklarer Mads Fredeløkke.

Og det var ikke en politisk indsigt, han havde fået, hvis ikke det havde været for de personlige stridigheder, der fik ham til at melde sig ud. Et politisk parti kan nemlig godt virke lidt indoktrinerende.

- Når du er inde i et partis verden og har været vant til at følge en vis linje, så er det klart, at du også personligt bliver meget farvet af den. Der har det været godt for mig at komme ud og se, at græsset nok ikke er grønnere på den anden side, men at det i hvert fald er pænt nok til, at jeg gerne vil spille fodbold på det, siger partihopperen, som derfor også har svært ved at forstå det, når politikere hopper direkte over til et andet parti.

Skriftlig aftale

Ifølge Kommunens opgørelse er 39 ud af de 69 lokale partihop sket med en forklaring om personlig splid og stridigheder, mens 27 er sket med en forklaring om forskellige ideologiske standpunkter. Men uanset hvad det skyldes, ser det sjældent kønt ud fra vælgernes stol, mener Nordfyns borgmester Morten Andersen (V). Han var udsat for ni partiskift i den forgangne valgperiode, og det fik ham til at kræve skriftlige garantier fra sine partikolleger for, at de ikke ville tage deres mandat med sig, hvis de en dag forlod Venstre.

- Vi fik en god diskussion om, hvad der får folk til at skifte parti, men også hvad det egentlig gør ved vælgerne, når det sker. De sætter deres kryds, fordi de har tillid til os politikere, og så skal deres stemme ikke ende med at repræsentere nogle helt andre holdninger, forklarer han i dag, hvor det nordfynske byråd ikke har været ramt af partihop i indeværende periode.

”Det mest katastrofale er, at folk mister respekten for lokaldemokratiet og kommunalpolitikerne. Jo flere gange de oplever det, jo mere mister de tilliden til, at det har betydning, hvad de stemmer.”

Morten Andersen håber heller ikke, at der kommer nogen frem mod valget i 2017.

- Nogen vil måske sige, at det er dejligt, flertallet kan skifte i en kommunalbestyrelse. Men vi taber samlet overfor borgerne som kommunalbestyrelse og politikere, hvis sådan noget bliver ved med at ske. Man ser sjovt nok også mildere på det, når man får tilgang, end når man mister et mandat, siger han og gengiver det retoriske mønster for, hvordan et partiskift bliver håndteret:

- Når man får tilgang af et medlem, så byder man vedkommende velkommen i partiet, mens man, når man mister et medlem, opfordrer vedkommende til at overgive sit mandat til gruppen, fortæller Morten Andersen.

Anløben moral

Erik Christensens kommunalpolitiske banemand Jan Reimer Christiansen blev trods store folkelige protester budt yderst velkommen i Venstres gruppe i december 2013. Overfor Kommunen vil han dog ikke fortælle nærmere om, hvorfor han i sin tid tog springet.

- Nu er der endelig kommet ro på, så jeg vil ikke rippe op i sagen igen, forklarer han, mens den tidligere borgmester fortsat funderer over, hvordan det kunne være undgået.

- Rigtig mange mente, at jeg skulle gå ind og forhindre det eller lovgive imod det som borgmester dengang. Men det kan man altså bare ikke. Man kan ikke gå ind og lovgive om andres moral, fortæller Erik Christensen.

Han tror derfor heller ikke, at Nordfyns eksempel ville have hjulpet meget i Nyborg; når man i forvejen er klar til at tage de tæsk, sådan et spring giver, er man også klar til tage et par ekstra moralske slag for en underskrift på, at man ikke ville gøre det. Men man bør tænke på demokratiets vegne, når man tager springet, mener Erik Christensen, som fortsat tænker på, hvordan alle politikere ved valget i 2013 satte fokus på vigtigheden af at stemme ved lokalvalg.

- Jeg var ude at snakke med en del førstegangsvælgere, som ikke havde tænkt sig at stemme, men af deres forældre fik besked på, at det altså var vigtigt at gøre det. De står så efterfølgende og kan se, at det var fuldstændig ligegyldigt - at vi politikere alligevel ter os, som det passer os, siger han.

[wpv-post-body view_template="visualisering" id="35826"]

Politikerliv

Undersøgelse

Tilmeld dig nyhedsbrevet