Den danske velfærdsstat er i krise. Krisen er skabt af mange års nedskæringspolitik, men det er ikke den skrantende økonomi, der er krisen i sig selv. Den krise, jeg her taler om, er en tillidskrise.

I februar 2015 udgav Epinion en undersøgelse lavet for tænketanken CURA, der viste, at næsten hver anden dansker havde fået mindre tillid til den offentlige sektor i løbet af de sidste 4 år. Samtidig svarede hele 67 % ja til, at der burde skrues op for tilliden og ned for kontrollen.

Det er samme historie, jeg hører igennem mit arbejde i Kontanthjælpsalliancen. Borgere på kanten af samfundet, der i en kortere eller længere periode er dybt afhængige af det offentlige, føler, at de mødes med mistænkeliggørelse og misvisende informationer. De føler, at de kastes rundt i et system, der ikke er interesseret i at hjælpe dem, men konstant forsøger at kontrollere og administrere dem.

Det er hævet over enhver tvivl, at gensidig tillid er et fuldstændigt afgørende fundament for en hvilken som helst vellykket relation. Det ved alle, der har arbejdet med mennesker eller sågar blot haft en kæreste eller en nær ven. Når tilliden mellem en borger og det offentlige forsvinder, så betyder det derfor også, at det sociale sikkerhedsnet, som vores store offentlige sektor skal udgøre, bliver til et bureaukratisk fangstnet, hvor borgeren og ‘systemet’ kæmper mod hinanden fremfor at kæmpe med hinanden.

Men hvordan genopretter vi tilliden? For det første er det vigtigt, at vi gør os det klart, hvad tillid overhovedet vil sige. Tillid betyder at stole på, at den anden part overholder spillereglerne, selvom det er muligt - og måske endda fordelagtigt - at bryde dem. Det er altså et essentielt element i at vise tillid, at man løber den risiko, at den anden part måske snyder, lyver eller bryder aftalerne. Man risikerer kort sagt at blive holdt for nar. Og det er en risiko, man må leve med, hvis man vil vise tillid.

Heldigvis er mennesker bedre end deres rygte. I London gennemførte man i slutningen af 00’erne et socialt eksperiment, hvor 15 hjemløse fik udleveret 3.000 pund. Der var ingen krav om, hvad pengene skulle bruges til, og hver deltager måtte gøre, lige hvad de ville med dem. Det interessante er, at ingen af de 15 spildte pengene på alkohol, spil eller stoffer - men tværtimod var 9 af dem i arbejde eller under uddannelse blot et år senere.

Eksperimentet blev gennemført af OECD, og lignende forsøg er lavet over hele verden. De viser entydigt, at gevinsten ved at vise borgere tillid ved selv at lade dem administrere deres liv og deres penge er enorm. Både for samfundet og for den enkelte borger.

Problemet er blot, at vi som samfund skal acceptere én ting: Ja, det skal være muligt at snyde det offentlige. Det skal være muligt at være på kontanthjælp, selvom man egentlig godt kan arbejde. Det skal være muligt at kalde sig enlig forsørger, selvom man faktisk har en kæreste. Og det skal være muligt at kunne sige ‘nej’, selvom man nok burde sige ‘ja’. For kun så længe denne mulighed er der, er det muligt at stole på borgeren.

Min opfordring er derfor følgende: Næste gang der skal spares, så spar kontrolmekanismerne væk. Acceptér, at nogle få vil snyde ‘systemet’. For gevinsten ved, at de fleste vil genvinde tilliden til det offentlige, er langt, langt større.