Idag skal jeg skrive om noget, jeg ikke kan tage i nærmere øjesyn. Nemlig de giganter, der efterhånden har sat sig på internettet. De geniale opfindere af nettet havde ellers store visioner med det – om den grænseløse udveksling af information og kommunikation mellem mennesker på tværs af grænser og kommercielle interesser og hinsides magthavernes rækkevidde.

Jeg er ellers glad for nettet og dets muligheder. Men for eksempel får jeg ofte mails, hvor det fulde budskab gemmer sig i et for mig lukket rum på nettet. For jeg er et af de besynderlige væsener, der stædigt nægter at være med i den omsiggribende Facebook-massepsykose. Dermed tilhører jeg et mindretal, for angiveligt har to en halv million danskere indtil nu kastet sig i armene på foretagendet.

’Hvis du ikke betaler for varen, så ER du varen’ har en klog kritiker af Facebook skrevet – en meget præcis karakteristik af de nye aktører, der handler med personlige oplysninger, og deres måder at få fingre i råvarerne på. Facebook er et såkaldt socialt medie – der er børsnoteret. Tankevækkende konstellation.

Nu er Facebook ikke mere socialt end at det består af lukkede rum, hvor allehånde grupperinger boltrer sig med budskaber om stort og småt – vist mest det sidste – i små cirkler af ’de rigtige’, der er blevet lukket ind. For overhovedet at få lov til at komme ind og kigge, skal man oprette en profil, og det lyder jo uskyldigt.

Men dermed sælger man sig, sit univers, sin historie, sine ord og billeder til et forretningsforetagende, der tjener kassen på at videresælge informationerne. Det er da noget af en pris for en sølle adgangsbillet. Men
da flere og flere gør det, føler flere og flere sig tvunget til at gå med. Det er i hvert fald det, de utallige Facebook-brugere i mine omgivelser fortæller mig.

Forfatteren Knud Romer er en begejstret tilhænger af internettet og dets grænseløse muligheder. Han betegner Facebook som ’en kræftsvulst på nettet’.

’Du befinder dig i et primærnarcissistisk, psykotisk ekkorum af dig selv. Det hele er en fuldstændig selvidentisk reproduktion i en evig gentagelse af det samme. Det, som var hele meningen med internettet, nemlig de andre, de nye ideer og de andre synsvinkler, forsvinder til fordel for en fuldstændig forblændet identifikatorisk tilgang til virkeligheden. Der er ikke længere nogen, der kan vende din verden på hovedet eller ruinere din livsopfattelse, så du udvikler dig’, har han sagt til Politiken.

Og musikeren Simon Kvamm mener, Facebook forvandler brugerne til deres egne spindoktorer, der sørger for selviscenesættelsen.

Nu skal man være ualmindelig naiv for at tro, man kan færdes på nettet helt uden at blive manipuleret og brugt. Store, kommercielle aktører styrer langt mere end den almindelige bruger drømmer om.

Hvis man for eksempel tror, man kan søge informationer på nettet og umiddelbart få et nøgternt udvalg af kilder til viden, så tager man fejl. Google for eksempel, der ligesom Facebook tjener styrtende på at sælge informationer om brugerne. Googles søgemaskine er den store på nettet – jeg bruger den ofte selv, fordi den er så funktionel.  

Via såkaldte algoritmer, computerprogrammer som følger den enkelte brugers historie på nettet, skræddersyr søgemaskinen resultatet til os personligt ud fra vor adfærd på nettet. Det efterlader os med et selvbekræftende billede af virkeligheden, der ikke må forveksles med en nøgtern udgave af samme virkelighed. Viser din adfærd på nettet for eksempel, at du er en stor ynder af vin, så vil din søgen på ’sundhed’ give masser af hits på artikler, der priser vinens sundhedsfremmende egenskaber. Er du svoren liberalis t… fortsæt selv …

Når flere og flere føler sig tvunget til at være på Facebook, så er det en uheldsvanger, selvforstærkende kædereaktion, det er svært at se enden på. Regeringsmedlemmer konkurrerer med pressen om at sende politiske nyheder ud på Facebook, Twitter og lignende medier. Ministre trækker sig på Facebook. Politikere kommer med spontane – indimellem uigennemtænkte – erklæringer. Og indtil nu har 27 kommuner fået sig en Facebook-profil. 

DR reklamerer hæmningsløst for Facebook overalt og har lagt mange debatter dér. De, der som jeg ikke vil være med i lemminge-flokken, er lukket ude. Det er bare ærgerligt, synes at være DR's skuldertrækkende holdning – i stedet for at udvise en smule anstændighed over for licensbetalerne.

Hvad bliver det næste? At man skal være på Facebook for at få informationer om fødsel og død i den nærmeste familie? Eller statsministerens nytårstale? Værsgo’ at aflevere dine personlige oplysninger til Facebook, hvis du vil høre din regents tanker om det nye år.

Det kan godt være, jeg nærmest er nødt til at sælge mit privatliv, men jeg gør det fandeme ikke! Ikke frivilligt i hvert fald.