Kommunen.dk
MENU

Indeklima-indsats kan spare samfundsmillioner - nu skal flere kommuner aktiveres

12 kommuner har med stor succes systematiseret indeklimaforbedringer i skolerne. Nu er Realdania er klar til at udvide projektet med nye millioner.

Indeklima-indsats kan spare samfundsmillioner - nu skal flere kommuner aktiveres

12 kommuner har med stor succes systematiseret indeklimaforbedringer i skolerne. Nu er Realdania er klar til at udvide projektet med nye millioner.
Dårligt indeklima har plaget folkeskolerne i årevis. En samlet strategi i kommunerne kan spare mange millioner på indsatsen.
Dårligt indeklima har plaget folkeskolerne i årevis. En samlet strategi i kommunerne kan spare mange millioner på indsatsen.
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh, Ritzau Scanpix

Denne artikel er delt med dig af Morten Guldberg

Dårligt indeklima i folkeskolerne er et kronisk problem, som i årevis har påført kommunerne millionudgifter til lappeløsninger, når arbejdstilsynet har uddelt strakspåbud.

Realdania har sat sig for at hjælpe kommunerne til både løsninger og mulige besparelser, og en af de første medspillere var Silkeborg, som har udviklet et værktøj, som lader sig eksportere til andre kommuner.

- Vi begyndte allerede i 2014 at sætte indeklimaarbejdet i system med en målrettet skabelon for  renoveringsarbejdet på de enkelte skoler, så det blev økonomisk overskueligt. Med Realdania-samarbejdet i 2019 udviklede vi en screeningsmodel, som er enkel at tage i brug, og som ikke udløser store omkostninger, fortæller Thomas Kjems Lyngvad, ingeniør og arbejdsmiljørepræsentant i Silkeborg Kommune.

- Med værktøjerne kan vi typisk renovere en skole med indeklimaproblemer for seks-syv mio. kr., en cirkaudgift på 10.000 kr. per elev. Det gør det til en overskuelig opgave at tage stilling til politisk, for traditionelt kan en skolerenovering hurtigt løbe op i mere end 50 mio. kr., fortæller han.

Klar til anden indeklimarunde

Silkeborg-modellen er beskrevet i Realdanias eksempelsamling med indeklimaværktøjer fra de 12 kommuner, som deltog i første runde af indeklimaprojektet, som Realdania understøttede med 28 mio. kr.

Realdania vil gerne bygge videre på erfaringerne, og derfor inviterer man nu interesserede kommuner til at byde ind på opfølgningen.

Det handler ikke udelukkende om at aktivere specifikke kommuner, men også om at få spredt de gode erfaringer og videndele, som Silkeborg-modellen illustrerer, fortæller Anne Gade Iversen, projektchef i Realdania.

 - Vi løber det igang i små bidder, men indeklimaproblemer er jo relevante alle steder, og forhåbentlig kan vi øge forståelsen af, at det faktisk betaler sig at afsætte penge til forebyggelse og forbedringer. Indsatsen har mange steder været ad hoc ovenpå påbud, men der ligger store besparelse i at lave en samlet plan, siger hun.

Indeklimaproblemer er jo relevante alle steder, og forhåbentlig kan vi øge forståelsen af, at det faktisk betaler sig at afsætte penge til forebyggelse og forbedringer.

 

Realdania har arbejdet med kommunernes indeklima i skolerne siden 2019, hvor de første 12 kommuner blev valgt ud til projektet fra et ansøgerfelt på 28. Anne Gade Iversen fortæller, at man også i andre kommuner har arbejdet med samlede indeklimaplaner.

- Men det er ingen let opgave at løse alene. Med sparring fra hinanden og med støtte og rådgivning fra fagprofessionelle har de deltagende kommuner skabt reelle løsninger og forbedringer, siger hun.

Trecifret samfunds-millionbesparelse

Incitamentet til at forbedre skolernes indeklima mangler ikke. Ifølge Realdania bruger danske skoleelever ca. 20 pct. af deres vågne tid i skolen i løbet af de ti undervisningspligtige år. Det svarer til samlet set 10.960 timer. Men en stor del af den tid opholder eleverne sig i rum med dårligt indeklima.

Omkring halvdelen af klasselokalerne rundt omkring i landet overskrider fastsatte grænseværdier, viser målinger foretaget af DTU. Derudover har en tredjedel af landets skoler fået påbud fra Arbejdstilsynet pga. problemer med indeklimaet i store dele af undervisningstiden. 

Konsekvenserne er blandt andet hovedpine og koncentrationsbesvær, og det hæmmer både elevernes trivsel og faglige niveau. Undersøgelser viser, at børn klarer sig ni pct. dårligere i test, hvis de opholder sig i klasselokaler med dårligt indeklima. Sagt på en anden måde, kan elever med et rigtig godt indeklima være et år foran pensum, når de når 9. klasse.

Esbjerg var ligesom Silkeborg Kommune med i 1. runde, og vestjyderne har konstrueret en økonomisk beregningsmodel, som indregner samfundsgevinster i regnskabet. I Esbjergs tilfælde koster det 83,5 mio. kr. at rette op på kommuneskolernes indeklimaproblemer, til gengæld venter der en samfundsøkonomisk gevinst på 260 mio. kr. i sparet sygefravær over 30 år, ligesom man beregner sig til et samfundsplus på 162 mio. kr. via øget indlæring i et halvt århundrede.

Indeklimaindsats

  • Esbjerg, Aarhus, Helsingør, Hvidovre, Silkeborg, Ballerup, Kolding, Middelfart, Odense, Dragør, Albertslund og Haderslev kommuner deltog i Realdanias første samarbejdsrunde, hvor der samlet var afsat 28 mio. kr. til finansiering. 28 kommuner lagde billet ind på projektet.
  • De 12 kommuners erfaringer og arbejde er samlet i en håndbog, der trin for trin guider kommuner i, hvordan de kommer i gang med at arbejde strategisk med skolernes indeklima. 
  • 12. marts er deadline for ansøgninger til anden runde, hvor budgettet er 20 mio. kr. 

Kilde: Realdania

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR
Kommunen.dk