Det er altid glædeligt, når nogen får et job. Især naturligvis, hvis det er en, der ufrivilligt har mistet sit tidligere job, og derfor kan man kun glæde sig sammen med Gitte Seeberg, som for netop et år siden blev strittet ud fra WWF Verdensnaturfonden.

Jobbet i WWF var ellers et fund for Gitte Seeberg, der havde opgivet en plads i Europa-Parlamentet for at reformere dansk indenrigspolitik gennem Ny Alliance. Vi husker alle, hvordan det gik, og det blev til et hurtigt farvel, først til partiet og snart efter til Folketinget, for i stedet at blive generalsekretær i foreningen med panda-logoet.

‘Simpelthen drømmejobbet for mig’, erklærede hun da også begejstret overfor DR ved tiltrædelsen. ‘WWF beskæftiger sig præcis med de ting, som jeg har brændt for gennem mange, mange år’, og det gjorde hun så fortsat frem til sidste sommer - ’ikke mindst klimasagen’, som hun tilføjede ved samme lejlighed.

Men det var dengang.

Siden hendes exit fra verdensnaturen har der været stille omkring Gitte Seeberg, men minsandten om ikke hun nu er gået hen og har fået noget, der er lige så godt: direktørposten for bilforhandlernes, bilværkstedernes og autolakereriernes brancheorganisation AutoBranchen Danmark.

Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at vi her er meget langt væk, måske endda demonstrativt langt væk, fra kampen for ‘klodens unikke økosystemer’ og imod ‘menneskets overforbrug’, som WWF på sin hjemmeside nævner som argumenter for at blive medlem hos dem, men Gitte Seeberg er mere rummelig end som så: ‘Jeg har altid interesseret mig for biler’, erklærer hun frejdigt og sætter trumf på: ‘Direktørjobbet i AutoBranchen Danmark er som skabt til mig’. Simpelthen.

Efter det bliver man jo knap nok overrasket over tilføjelsen: ‘Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang’. Det må de være glade for i AutoBranchen Danmark, hvor de ifølge egen hjemmeside er ‘fagmænd helt ind i sjælen’.

I dette tilfælde må vi bestemt have at gøre med den skole indenfor ledelse, der insisterer på, at ledelse er ledelse uanset konteksten. Skole, hospital, verdensnaturfond, autobranche kan være ét fedt; ledelseshåndværket er det samme. Den anden skole, der betragter konkret faglighed som en forudsætning for at bygge ledelse ovenpå, ville nok betragte det som en anelse modstridende at brænde for klimaet den ene dag og være firhjulstrækkernes bedste ven den næste.

Men ret skal være ret: Hvis man er ledig på jobmarkedet, må man vælge mellem de job, der faktisk findes på det givne tidspunkt, og måske er det i virkeligheden (også) jobmarked-jargonen, man skal se lidt kritisk på.

Der findes vel knap et jobopslag, der ikke kræver, at de potentielle ansøgere brænder for et eller andet, foruden at de naturligvis skal være udadvendte, servicemindede og innovative. Og holde mange bolde i luften skal man også kunne.

Det er det samme, når et job er besat, og der tilgår medierne en pressemeddelelse om den valgte kandidats fortræffeligheder. Pågældende glæder sig altid til at komme i gang, og en gentagelse fra opslaget og/eller ansøgningen af, hvad man brænder for, er også en klassiker. Ligeledes ser den nye arbejdsgiver altid frem til samarbejdet og er altid sikker på, at den valgte kandidat er den helt rigtige til at tilføre organisationen netop det, den mangler.

Og så videre og så videre. En endeløs opremsning af selvfølgeligheder i en mere eller mindre fast skabelon, og det foregår så rutinemæssigt, at man knap lægger mærke til det. Medmindre det nye og de gamle job ligefrem skurrer mod hinanden, eller hvis ordvalget bliver alt for overbegejstret og i øvrigt ligner det fra sidst. Men måske er det bare sådan, at hvis man én gang har kaldt noget for et ‘drømmejob’, så er man næste gang nødt til at overgå det med for eksempel ‘skabt til mig‘. Man må håbe der ikke kommer en tredje gang, for hvad skal man så snart finde på?