3. september kunne man i Kommunen.dk læse, hvordan dansk landbrug ifølge professor Stiig Markager sviner så meget, at der snart ”ikke længere er fisk at fange, algerne gør vandet giftigt, og badevandet mudrer til”.

At vandmiljøet er presset, det er korrekt. Desværre fremføres i artiklen en række synspunkter, der snarere er rodfæstet i følelser end i fakta.  Skal vi opnå et sundt vandmiljø, må vi forholde os nøgternt til, hvad vi kan observere i vandmiljøet og gribe fat om de reelle problemer i stedet for som en automatreaktion at lange ud efter landbruget.

Iltsvind opstår som forklaret i artiklen typisk som følge af en periode med høj algevækst, der kan forårsages af høj tilførsel af næringsstoffer. Døde alger falder til bunds, og den biologiske omsætning på bunden er en iltforbrugende proces.

Lige for tiden er der kraftigt iltsvind i blandt andet Det Sydfynske Øhav og det sydlige Lillebælt, og Stiig Markager peger entydigt på kvælstofudledning fra dansk landbrug som årsag. Hvad professoren imidlertid undlader at oplyse er, at ifølge beregninger fra DHI, der ligger til grund for de gældende vandplaner, kan kvælstofudledning fra dansk land kun forklare hhv. 5,3 og 6,8 procent af algevæksten i de to områder. 

Selv hvis dansk landbrug forsvandt, ville det altså kun have meget lille betydning for algevæksten her.

Hvad angår udviklingen i kvælstofudledning fra Danmark, modsiger Stiig Markager sine kolleger på Aarhus Universitet, der forestår den nationale overvågning. Udledningen er ikke steget de seneste otte år, men har i en årrække ligget stabilt.

Andre presfaktorer i spil

Stiig Markager nævner alvorlige miljøproblemer som iltsvind, algevækst, fiskedød og giftige alger og siger, at vi må ”sætte ind på de faktorer, som forårsager problemerne”. Men det er faktisk ikke så mærkeligt, at vi har svært ved at fastlægge, hvilke faktorer det så er. DTU Aqua har for Miljøstyrelsen netop afsluttet en analyse af, hvilke faktorer, ud over næringsstoffer og klimaforandringer, der presser havmiljøet. Analysens konklusion er kort, at der nok er andre væsentlige presfaktorer, men vi har ikke et datagrundlag, der - med den valgte metode – gør det muligt at drage nogen konklusioner. Der er altså brug for, at selve overvågningen udvides.

Hvad angår de potentielt giftige alger, de såkaldte blågrønalger, må jeg mane til besindighed. De findes rigtignok af og til ved danske kyster. De har en evne til at fiksere kvælstof fra luften og kan derfor dominere, når kvælstof i vandet er begrænset. Heldigvis kræver de en så lav salinitet, at der kun er få områder i Danmark, hvor de trives. De kan drive hertil med vandet, der bevæger sig, men vi står ingenlunde over for en invasion.

Landmændene vil gerne passe på

Danske landmænd passer godt på næringsstofferne. Der er både dårligt miljø og ringe økonomi i at tabe dem til vandmiljøet. Derfor er der en enorm vilje til at gøre kvælstofreducerende indsatser såsom anlæg af minivådområder, genskabelse af vådområder, netop på de omtalte lavbundsjorder, og udlæg af efterafgrøder, der opsamler de rester af næringsstoffer, der måtte være tilbage efter høst af en afgrøde.

Men vi mangler, i både debatten og i vandplanerne, en erkendelse af, at der er mange forskellige presfaktorer, og at hvert vandområde er individuelt. Løsningen er ikke ”one size fits all”, og svaret er ikke kun kvælstof. Skal vi i mål med en god økologisk tilstand, bliver vi nødt til at tage skyklapperne af og sætte bredt ind mod mange presfaktorer.

I vores erhverv spiller vi aktivt med, men hvis man forestiller sig, at vi kan løse problemerne i vandmiljøet alene ved indsatser mod dansk landbrug, så tager man alvorligt fejl.