Integrationen af frivillige i den offentlige opgaveløsning kan frigive økonomiske ressourcer. Derfor er det smart, at vi begynder at tænke i sådanne baner. Desværre handler debatten herom ofte kun om moralske skrupler eller interessekonflikter. Der er et behov for at kvalificere debatten, således fokus rettes mod samarbejdet mellem frivillige og ansatte, og ikke hvorvidt frivillige skal erstatte ansatte.

Med Knud Aarups bog ’Frivillighedens Velfærdssamfund’ fra 2010 fik vi for alvor taget hul på debatten om forholdet mellem det offentlige og den frivillige verden. I kølvandet på Knud Aarups tanker vejrede mange løftede pegefingre. Forståeligt nok. Vi skal selvfølgelig ikke gå ukritisk til værks, for den frivillige verden og det offentliges logik er forskellige, minder lektor på Copenhagen Business School, Anders la Cour, os om. Fagforeningerne er af gode grunde også nervøse. De kærer sig naturligvis for, om flere frivillige er lig med fyresedler til ansatte. Der er god grund til at være kritisk, men vi må bare indse, at spørgsmålet ikke længere er om, men hvornår den frivillige verden får indflydelse på offentlige velfærdsydelser. Derfor efterlyser jeg en debat, der kvalificerer, hvordan frivillige og ansatte på forskellig vis bidrager til løsningen af velfærdsydelser.

Der er ingen tvivl om, at frivillige tilfører kommunale institutioner økonomiske ressourcer, og vi kan lave et udmærket estimat, hvis vi anvender OVIR-modellen (Organization Volunteer Investment Ratio), som kan findes i den canadiske rapport ’Assigning Economic Value To Volunteer Activity’ fra 2002.

OVIR giver et mål for forholdet mellem en institutions investering i at have frivillige og den økonomiske værdi af de frivilliges arbejde. Jeg bringer denne lidt tekniske udregning på banen, fordi vi hurtigt ser, hvorfor der er behov for at kvalificere en debat om samarbejdet mellem frivillige og ansatte, når vi bruger den. Lad mig derfor give et kort eksempel for en institution, der kører et 4-årigt frivilligprogram.

Seks kroner for hver krone investeret

På investeringssiden finder vi, at institutionen skal bruge en frivilligkoordinator. Den ansætter en studentermedhjælper på tyve timer om ugen. Det koster cirka 210.000 kroner om året (alt inklusive). Herudover afsætter institutionen 30.000 kroner om året til anerkendende aktiviteter for at mindske frafaldet blandt de frivillige. Afdelingen investerer således 240.000 kroner i alt om året i deres frivilligprogram. Lad os så se på den økonomiske værditilvækst, de frivillige giver institutionen.

Gennem en fokuseret hverveindsats har afdelingen en opstartsgruppe på ti personer. Herefter vokser gruppen i gennemsnit med to personer om måneden. Efter et år er gruppen således på 32 frivillige og efter fire år er gruppen på 104 frivillige. En frivillig arbejder i gennemsnit 60 timer om året, og fastsætter vi værdien af det frivillige arbejde til 250 kroner i timen, er værdien af det frivillige arbejde 1.395.000 kroner om året efter fire år. Det betyder, at institutionen får omkring seks kroner igen for hver krone, den investerer i frivilligt arbejde på fjerde år. I kroner og øre får institutionen en værditilvækst på 1.155.000 kroner om året med 104 frivillige.

Moderne slaveri

Konklusionen er, at det er økonomisk rentabelt at investere i frivillige. Desværre kan denne konklusion også læses som et argument for, at institutionen kan spare en million kroner om året ved at integrere frivillige i opgaveløsningen som en moderne art slaveri, men det betyder ikke det økonomiske spørgsmål bliver illegitimt. Debatten bør handle om, hvad vi får for de penge vi investerer. Eksempelvis mener den amerikanske ekspert, Susan J. Ellis, at vi med frivillighed investerer i troværdighed, engagement, innovation og borgerinddragelse i de offentlige velfærdsydelser. Frivillige kan noget som ansatte ikke kan og omvendt. Derfor bør debatten handle om, hvad der kendetegner værdien af den frivillige indsats, og hvordan samarbejdet mellem ansatte og frivillige fungerer bedst muligt.