I seng med Socialdemokraterne

Er der liv hos Socialdemokraterne? spurgte Kommunens Carsten Terp. Bevæbnet til tænderne med skarptslebne fordomme tog han på socialdemokratisk familiehøjskole i sommerlandet. Det blev en sjældent øjenåbnende begivenhed.

essay

Af Carsten Terp Beck Nilsson | [email protected]

”Plads for dem alle, plads for alle der vil / Danmark for folket.” 

Oskar Hansens klassiske arbejderslagsang brager ud i Sundbosalen, opkaldt efter redaktør Sundbo, som for lidt over 100 år siden grundlagde Esbjerg Højskole.  Jeg er skeptisk. Der er meget, jeg ikke er. Socialdemokrat, blandt andet. Alligevel har jeg valgt at holde en uges sommerferie i en af arbejderbevægelsens tunge bastioner, omgivet af socialdemokrater.  ”Jeg ved sgu ikke, om det her er en god ide,” siger jeg til min kæreste og kigger mig omkring. Det samlede BMI ligger vel et sted i nærheden af Danmarks bruttonationalprodukt. Og her er ingen mangel på rygerlunger.  ”De ligner også socialdemokrater,” siger jeg surt. 

For mit indre ser jeg horder af traditionstyngede forstadsvælgere, forskanset bag mentale såvel som fysiske ligusterhække, størknet i beton. Til den søde syden af pølser på Weber-grillen nedkøler de svælget med pallevis af dåseøl fra Fleggaard, imens de henslæber tiden med endeløse byggerier af carporte og udestuer, til livstilssygdommene melder deres ankomst ... 

 Fordommene har man vel lov at have.  

Den blå ener

”Indvandrerpolitikken har længe været en svøbe for Socialdemokratiet,” siger Henrik Møller. I 2009 nåede han at tilbringe tre kvarter som socialdemokratisk borgmester for Helsingør. Så skiftede valglykken, og han måtte bytte borgmesterkæden ud med en plads for bordenden i socialudvalget. I disse dage er han leder af en workshop om aktuel politik på Esbjerg Højskole. 

”Når nu I taber valget,” siger Peter, ”kan jeg kun opfordre jer til at gå konstruktivt ind i forhandlingerne med regeringen og få kørt hende Pia Kjærsgaard ud på en sidefløj.”

”Det kan jo ikke lade sig gøre, mand,” siger Allan: ”Der er jo ikke nogen forhandling. Alt er forhandlet af med DF på forhånd.”

Peter er selvstændig erhvervsdrivende og betegner sig selv som en blå vælger, hvilket gør ham til lidt af en raritet i lokalet. Lige overfor ham i hesteskoen sidder -Allan, en midaldrende kloakarbejder med en synligt og hørbart solid forankring i fagbevægelsen. På højre side af Peter sidder Ulla fra Ishøj, en spinkel, enlig mor med social indignation nok til, at hun kunne drive en hel venstrefløj på egen hånd. 

”Den nemmeste måde at komme af  med en alkoholiker på er at sætte ham på førtidspension. For så drikker han sig ihjel,” siger hun: ”Og hvis man så hæver pensionen med 4-5.000 kroner, så går det hurtigere. Det er det, jeg oplever der, hvor jeg bor.” 

Her er der ingen grænser

Dansk Folkeparti fylder meget i diskussionen. Ikke for og imod. Bare imod. Og så er der velfærdssamfundet, som er under pres. For vi har ikke penge nok til at forsørge dem, der trænger til det. Og vi har ikke hænder nok til at gøre arbejdet. Og det bliver ikke bedre i fremtiden, siger Henrik Møller, for fødselsraten er for lav. 

”Jeg kan ærlig talt ikke forstå, hvorfor vi ikke bare åbner grænserne,” siger min kæreste, Anne, og ignorerer bevidst symbolværdien af den grænsediskussion, hele Danmark få uger før var indhyllet i: ”Der er jo masser af mennesker derude, som kan komme hertil og løse vores mangel på arbejdskraft. Og det giver jo ingen mening at ignorere, at vi lever i en globaliseret verden, og at vores økonomi er pivåben,” fremturer Anne. 

Tavsheden er tyk som brun sovs. 

Målløshed og måben fylder hele lokalet. Som om nogen kollektivt har kappet forbindelsen mellem tanke og tale. Det ser ud, som om alle er på nippet til at udbryde ”Er hun ravende åndssvag?”, men bliver bremset af en lille stemme allerbagest i hjernen, der spørger, om det måske er hende, der har ret, mens alle andre er idioter. 

”Den med de åbne grænser må jeg lige tænke over,” siger Henrik Møller og sender alle til 20 minutters pause. 

”Jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvad forskellen egentlig er på Socialdemokraterne og DF,” siger Anne i pausen: ”Men jeg ved ikke, om jeg tør.”

Det kan jeg godt forstå. 

Ti eller tab

”Nu har jeg fundet ud af, hvorfor vi ikke bare kan åbne grænserne,” siger Henrik Møller, da vi kommer ind igen. ”Eller rettere: Det kan vi godt – hvis vi ikke vil vinde valget,” siger han. 

På en måde er det en meget præcis karakteristik af dansk politik anno 2011: Man kan snakke om alt – så længe man er ligeglad med at få magten. 

Men hvis man gerne vil stå i spidsen for Danmark, skal man for enhver pris undgå at snakke om ting, der kan gøre befolkningen utilfreds. 

Boligskatten, for eksempel. Den skal man ikke pille ved, selv om alle kan se, at der er milliarder at hente. 

”Der kan det være dejligt befriende med de radikale – selv om man kan blive skide-irriteret på dem. For de har jo ret i, at det er ulogisk, at boligejerne i årevis har kunnet sidde og tjene penge uden at røre en finger,” siger Henrik Møller. 

Jeg spørger ham, om det ikke er en socialdemokratisk kerneopgave at gøre op med de velerhvervede rettigheder. Socialdemokraterne er immervæk hovedarkitekterne bag vores velfærdssamfund. Er det ikke dem, der bør gå foran og gøre op med krævementaliteten nu, hvor riget fattes penge?

”Jo,” siger han: ”Det er jeg fuldstændig enig i.”

Henrik Møller fortæller, hvordan han selv som socialudvalgsformand går ud og fortæller borgerne, at ”alt kan gøres billigere og bedre.”

”Selvfølgelig kan det ikke det,” siger han: ”Det er noget, vi bilder os selv ind, for så kan vi bedre leve med det.”

Det overrasker mig. Jeg troede, partilinjen var et ubrydeligt panser, og at det socialdemokratiske fokus på magten var konstant. 

Mine fordomme kommer under pres. 

Fiks det over en fadøl

Allerede den første aften på højskolen har min 11-årige dreng, Mads, fundet sig en legekammerat – en jævnaldrende dansk-thailansk dreng, som bor i Bangkok. Hans farmor har taget ham med på familiehøjskole for at give ham et skud dansk kultur og historie. 

Siden da har jeg kun set Mads ved morgensamlinger og måltider, den daglige godnatlæsning, og så når han spurter forbi skolens vinduer på jagt efter usynlige fjender udefra. 

Selv er jeg kommet til Esbjerg for at høre og tale om politik – og om fjenderne i os selv. 

Det er ikke svært at finde en familiehøjskole med et ambitiøst børneprogram. For hvis de små er godt underholdt, skal forældre og bedsteforældre nok følge med - uanset om vi så er indlagt til at flette peddigrør eller kolorere lerfigurer i en hel uge. 

Ambitioner på de voksnes vegne forekommer mindre hyppigt. Men på den gamle arbejderhøjskole diskuteres der politik. Med socialdemokratiske briller, bevares, men ikke desto mindre politik. 

”Allan og jeg kan diskutere, så det brager,” siger Peter den Blå en aften: ”Og vi bliver nok aldrig enige. Men vi kan altid mødes over en fadøl i baren og have det skidehyggeligt.”

”Hold kæft, hvor er det dansk,” tænker jeg. ”Der er ikke noget, der er så alvorligt, at det ikke kan fikses over en fadøl.”

Ned med paraderne

Jeg har endnu ikke forstået, at det er Peter, der har fat i den lange ende. 

Men i løbet af ugen dæmrer det. 

For selv om vi bare er på ferie og ikke har til opgave at træffe beslutninger, der kan enten redde eller kuldsejle nationen, er vores workshops små politiske minikosmosser, hvor meningerne brydes.

Vi diskuterer, står på vores synspunkter, argumenterer for vores holdninger og bliver afsindigt uenige, fordi vi hver især mener, vi har ret. Men når vi husker, at to synspunkter kan være nøjagtig lige legitime – bare fra hver sit udgangspunkt – kan vi stadig mødes over en fadøl i baren om aftenen.

Det slår mig, hvor respektfuldt det er. Og samtidig går det op for mig, at der ikke kun bliver talt her. Der bliver også lyttet. Og tænkt. Og skiftet mening. 

”Det er det, jeg savner i det virkelige politiske liv,” tænker jeg: ”Lydhørheden. Åbenheden overfor, at modparten faktisk kunne have en pointe. Viljen til at sænke paraderne.”

Sårbarheden sejrer

Det er fredag morgen, og vi har efterhånden været her en uge. 

Dagens morgensamling foregår i en sal, der er opkaldt efter den tidligere kulturminister Julius Bomholt. På Esbjerg Højskole kan man ikke svinge en død kat uden at ramme et socialdemokratisk koryfæ i nakken. 

Vi synger Benny Andersens ”Barndommens Land”.  Imens er alle børnene samlet på Bomholtsalens scene. 

”Slog du dit ben på en kampesten?” synger vi: ”Kom – lad mig puste på skrammen. Vi skal ha’ lappet dig sammen.”

Mit blik falder på Mads, som sidder og kigger lidt åndsfraværende ud i luften. 

Pludselig bliver jeg ramt af en kæmpe sårbarhed. Trangen til at beskytte ham mod alt ondt. Følelsen af svigt og skyld over den skilsmisse, jeg har trukket ham igennem. Og der, midt i morgensangen, mærker jeg en tåre glide ned over min kind. 

Jeg bliver irriteret på mig selv. ”Hvad fanden ligner det at sidde der og tude midt imellem alle de mennesker? Og så endda socialdemo-krater!”

Jeg kigger rundt for at se, om andre har opdaget min blottelse. Og det er, som om alle omkring mig har forandret sig. Jeg kan ikke længere få øje på de stivnede socialdemokrater, som omgav mig på den første dag. I stedet ser jeg en masse mennesker, jeg indgår i et fællesskab med. 

Jeg studser over forandringen. Og det går op for mig, at det ikke er dem, der har ændret sig. Det er mig. 

I disse omgivelser blandt fremmede mennesker har jeg tilladt mit panser at falde. Og pludselig er der åbnet for en sårbarhed, jeg aldrig ser i det politiske klima. Der tør ingen blotte sig og lade andre komme tæt på. 

Julemand i lederhosen

Fredag aften er juleaften. 

Selv om intet ved årstiden eller datoen indikerer, at det skulle være sådan, dufter skolens gange af rødkål og brune kartofler. Det virker sært malplaceret – ligesom det store juletræ, der strækker sig mod loftet i Sundbo-salen. 

Her skal børnene synge og danse om træet, imens de voksne bliver underholdt andetsteds. 

På den måde bliver vi sparet for synet af Socialdemokraternes vicepartisekretær, Finn Stubtoft, i rollen som -julemand fra Alperne – iklædt lederhosen, tyrolerhat, bar vom og selvironi. 

Mads kommer ud fra salen, krammende en velvoksen slikpose. Jeg tjekker ham for  psykiske mén og skrammer, men han ser ikke synderlig traumatiseret ud.

I spisesalen har julemanden fra Alperne nu iført sig en skjorte. Men gaveuddelingen er ikke forbi. I hånden har Finn Stubtoft en rød T-shirt, prydet af det socialdemokratiske partilogo, som han uddeler til en ganske særlig -højskoledeltager. En, som i både workshops og ved eftermiddagenes højskoleforedrag har stillet kritiske spørgsmål og debatteret livligt og engageret.

Peter den Blå ser en smule betuttet ud, da han får overrakt T-shirten sammen med et års medlemskab af Socialdemokraterne. Under stor jubel fra salen trækker han i den røde T-shirt. 

Det virker helt passende, at netop han modtager salens hyldest. Han har om nogen optrådt socialt og demokratisk – ihærdigt argumenterende og samtidig imødekommende lyttende. Men selv har  jeg lyst til at udstrække hyldesten til alle i salen. 

I den sidste uge er jeg blevet mindet om, hvor stærkt demokratiet er, hvis vi hver især lukker lidt op og gør en indsats for at møde andre mennesker, lytte til dem og prøve at forstå dem. Hvis vi holder op med at definere os selv ud fra, hvad vi ikke er, men i stedet leder efter, hvad vi har, og hvad vi er, når vi er sammen. Hvis vi gør op med dem og os. 

Jeg indser, at Oskar Hansen har ret: Der er plads til os alle. Plads til alle, der vil.

Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet