I forrige uge døde en af det 20. århundredes største tænkere, multitalentet og renæssancemanden Umberto Eco. Min gode redaktør, Benjamin Holst, spurgte mig i den anledning, om ikke det lige var noget for mig at flette en slags afsked ind i ugens klumme. Og jo, Benjamin, jeg mener faktisk det er en rigtig god idé at dedikere en hel klumme til Eco. Men vi bør ikke tage afsked med ham. Eco bør smækkes lige i de flade pander, der sidder på det hylekor af avisredaktører, filosoffer, politikere og pseudeintellektuelle, der jamrer over tidens nye medier. Ofte er det jo allerede sådan, at når en stor skabende personlighed går bort, så vækkes deres værker til live og aktualiseres med fornyet styrke eller måske endda med en styrke, der er større a hidtil. Og sidstnævnte vil være helt på sin plads i forhold til den debat om Facebook, som for tiden udfolder sig i mange medier, blandt andet her i organet, på dknyt og i den seneste udgave af DRs Debatten.

Eller debat er måske så meget sagt. Der er snarere tale om en tendens hen imod dannelsen af et stort, hylende selvrosende kor, der fra et moralsk ophøjet sted, hvor man ofte føler sig for gode til at drage sine egne direkte erfaringer med Facebook paradoksalt nok harcelerer bedrevidende imod typisk yngre brugere, der har masser af direkte erfaring og direkte forståelse og som forsøger at få et ord indført i selvrosernes lange prædikener.

Facebook ses blandt andet som et problem i forhold til politik og samfundsdeltagelse. Og ja, Facebook er en forretning. Ja, Facebook udøver censur. Og ja, den information brugeren får, har Facebook sorteret i. Og nej, Facebook viser ikke brugeren virkeligheden, som den er. Og jo, der er rigtig mange som kommer til orde nu, som hverken er ret kløgtige eller ret behagelig at lytte på.  Og nej, Facebook er ikke det samme som det ”analoge” rum. Og jo, der er en tendens til, at debattører hidser sig mere op på Facebook.

Semiologisk guerillakrig

Men rigtig meget af det som det selvrosende kor kritiserer Facebook for (for eksempel, at mediet er en forretning, at det filtrerer information, at det udøver censur, at det ikke viser virkeligheden som den er) er langt fra nye problemer. De har været almengyldige i århundreder. Man kan endda gå så langt som til at sige, at disse ting er en del af definitionen af et medie. Og alt andet lige, på trods af alle Facebooks fejl, på trods af den udspekulerede udnyttelse af mediet til markedsføring, på trods af al det lort, der sejler rundt på Facebook, på trods af uendelige mængder af irriterende feriebilleder og duck faces, så har Facebook vist muligheder, som intet tidligere medie har rummet og som ingen ”analog” politisk platform eller anden platform for samfundsdeltagelse har kunnet tilbyde: En hvilken som helst borger kan på et hvilket som helst tidspunkt med sin egen sprogbrug henvende sig til en person i et magtembede i en hvilken som helst henseende. Det er i hvert fald, hvad mediets ”arkitektur” muliggør. Og det er også, hvad der er sket utallige gange.

Og denne mulighed er intet mindre end en våd drøm, hvis man ønsker, at medier skal kunne muliggøre, at et samfunds kommunikation ikke kun er styret af få personer i traditionelle magtpositioner og at det perspektiv som lægges på verden i medierne ikke kun er styret af de samme udgivere, skribenter og andre magtpersoner. Og det er præcis hvad Umberto Eco og en hel generation af andre kritiske tænkere (blandt andet fra den såkaldte ”Frankfurt-skole”) udfoldede tanker om op igennem det 20. århundrede. Den passive sofa-grøntsag, der lå med avisen, ved radioen eller foran TV’et skulle transformeres fra at være passiv svamp, der ukritisk absorberede reklamernes budskaber og tidens dominerede ideologi. Den (grøntsagen) skulle ifølge Eco udrustes til ”semiologisk guerillakrig”, en kamp hvor kritisk fortolkning er våbnet i stedet for krudt og kugler, en kamp hvor hvert individ, hver sofa-grøntsag gives et yderst effektivt våben i hånden i form af en evne til eller hjælp til at se alt, hvad medierne smider i hovedet på én i et kritisk lys og ud fra ens eget levede liv og ikke de levede liv eller de normer og ideologier og den sprogbrug, som medierne fremstiller og anvender.

Og lige præcis den krigsform sætter Facebook i scene. Og det er på godt og ondt. Og det kan kun være på godt og ondt, fordi det afspejler alle de kritiske perspektiver fra alle de former for levede liv, som guerillakrigen slipper løs.  Og det medfører, at politikere konfronteres med formuleringer og perspektiver, som ligger langt fra politisk sprogbrug og gængse politiske krav til dialog. Det betyder blandt andet, at borgmestre—som dknyt har berettet—og alle andre politikere må lægge øjne til kritik og udgydelser i et sprog, der chokerer dem og som synes dem uden for al fornuft. Men det er jo netop pointen. Når en politiker svines til på et socialt medie skyldes det ikke nødvendigvis kun, at mediets henvendelsesform fordrer mere aggressiv fremturen eller at forfatteren bag beskeden er et ubegavet individ. De aggressive udmeldinger kan slet og ret være andre levede perspektiver på verden—frustration, afmagt, mistillid—som leveres direkte til politikeren uden forvrængning i pænt, nedtonet debatsprog. Sidstnævnte er et af politikerens vigtigste magtredskaber. Det tager brodden af alternative perspektiver.  Det hæver politikeren over uvorne kritikere. Og kravet om den form for pænhed og orden, som politikeren kræver og som understøtter politikerens magtposition, bruger mange politikerer så nu til at udøve censur på deres sider eller lukke profiler og sende os direkte tilbage til ensvejskommunikationens totalitære forhold. De slutter sig til det selvrosende kor, som hæver sig over pøblens fordummende, digitale cirkusplads. Og sammen med det selvrosende kor manifesterer de sig selv som autoriteter ud i deres gebet ved at kritisere og advare imod Facebook, ved at dosere til de blinde.

Vores egen kode

Men de blinde er i denne sammenhæng det selvrosende kor.  Der er givetvis meget ved Facebook, som Eco ikke havde brudt sig om. Men mediets sande effekt afdækkes ikke på nogen som helst måde med de analytiske redskaber, som det selvrosende kor bringer på banen. Deres analytiske redskaber er en blandet pose af normative begreber, som er skabt af en tid, der er fuldstændigt uden erfaring og perspektiv til at forstå Facebook. Et par eksempler: At sammenligne Facebook med ”analog” samtale som filosoffen Vincent Hendricks for nylig gjorde i DRs debatten er som at fremføre, at man ikke kan røre ved skuespillerne i en film. Det siger ikke en hat om, hvad filmen er for et medie og overser fuldstændigt det faktum, at filmens effekt blandt andet netop ligger i, at man ikke kan røre ved skuespillerne.  Facebook er ikke ”analog”, nej—det er meget mere end det, meget mere end Hendricks har fantasi til at forestille sig, fordi han ikke kan få øje på mediet og derfor kun trivielt kan pege på, hvad det ikke er. Eller tag Knud Romers råben op om tabet af ejerskab af information på Facebook i samme debatprogram. Jamen, Knud, er der noget, der er ligegyldigt i den social-digitale økologi, så er det ejerskab af information. Ejerskab af information går direkte imod de sociale mediers flydende form. Det sociale ved de sociale medier består i en konstant flod af information.

Nærværende klumme kan naturligvis ikke være mere end et forsimplet ekko af Eco, og i øvrigt af andre af hans samtidige tænkere. Men hvis vi skal gøre os håb om bare at begynde at forstå, hvad medier som Facebook virkelig er og gør, så er vi, som Eco fremførte, nødt til at få øje på vores egen ”kode” til at forstå nye fænomener med og vi er nødt til at sikre os, at denne kode ikke trækker os rundt i vildfarelser, fordi mediet vi prøver at forstå selv udlægger en helt ny kode. Ellers ender vi som en flok forvildede og angste middelaldermunke, der tror de kan afskaffe en ny verdensorden ved at brænde bøger.