Jeg var glad for at få en plads i psykiatri-og socialudvalget, efter at jeg blev valgt til regionsrådet. Jeg stillede op, fordi jeg gerne ville være med til at gøre en forskel. En forskel for patienter, personale og pårørende. 

Specielt er jeg optaget af de borgere, som har det sværest – og dermed har allermest brug for ekstra opmærksomhed fra vores side. Til daglig er jeg sosuassistent og tillidsrepræsentant på et af regionens sygehuse, og mente derfor, at jeg var godt klædt på til opgaven.

Men i psykiatri-og socialudvalget mødte virkeligheden mig. Jeg havde hørt alle politiske partier tale om, at de ville gøre noget for psykiatrien - og ja, jeg vidste også, at psykiatrien var hårdt spændt for.

Men jeg må sige, at det opleves som om vi kun laver brandslukning rundt omkring i landet.

Vi har store rekrutteringsproblemer, som har medført lukning af sengepladser. Alligevel fyrer vi folk, når budgetter overskrides. Vi har et kæmpe forbrug af vikarer, dårligt arbejdsmiljø, patienter der udskrives alt for hurtigt på grund af pladsmangel osv.

I de her krisesituationer er det jo netop vigtigt at se på om, vi måske i fællesskab kunne finde den bedste løsning for patienter, personale og pårørende.

Ingen tvivl om, at psykiatrien mangler at få tilført penge. Ja, vi står med en psykiatri, hvor fundamentet så og sige er krakeleret. Mange år med evige effektiviseringskrav har udsultet systemet helt.

Derfor var jeg også målløs, da regeringen præsenterede sin såkaldte akutplan, for psykiatrien var slet ikke var nævnt i den. Det er som om en psykisk lidelse slet ikke tæller, for vi kunne jo ikke forestille os at man ville acceptere samme vilkår for fx kræftbehandling.

Der blev godt nok landet en aftale om psykiatriplanen sidste år, og jeg vælger at se det som første skridt på vejen, men den økonomiske ramme som fulgte med, er langt fra tilfredsstillende.

Jeg ønsker, at vi får fokus på det hele menneske, så en psykiatrisk patient ikke kun er en diagnose. At vi under indlæggelse får flere aktiviteter og samtaler, således at eneste behandling ikke kun er medicin, og sådan at vi i langt højere grad kan forebygge tvang. At vi i forbindelse med udskrivning sikrer en god overgang fra indlæggelse til hjemmet i tæt samarbejde mellem den indlagte, pårørende og kommunen, og at vi gør brug af forskellige redskaber til at forebygge genindlæggelser, fx åben dialog, udslusningsgrupper, samtalegrupper efter udskrivelse.

For at det skal kunne lade sig gøre, har vi også en bunden opgave med hensyn til hele medarbejdersituationen, hvor vi har store udfordringer med at fastholde og tiltrække personale. Vi bliver nødt til at gøre det attraktivt at arbejde i psykiatrien. Det kræver blandt andet, at vi får set på lønnen og det store brug af vikarer. Men det handler også om, at vi som arbejdsgivere udviser den enkelte medarbejder/afdeling tillid, og får mindsket bureakrati og dokumentation, så medarbejderne kan bruge deres faglige kompetencer.

Jeg vil fortsat bruge megen tid på at tale med borgere, pårørende, ansatte og brugerorganisationer. For mig er det afgørende at have denne kontakt, da jeg ellers ikke ved, hvad der reelt rører sig. Fine taler og hensigter gør det ikke alene.

Som jeg oplever det nu, er der desværre ikke den store tillid til os politikere, så der er nok at tage fat på.