Kapacitetsmanglen i sundhedsvæsenet kalder i den grad på, at de sparsomme hænder og hoveder bruges klogt. 

Et godt sted at begynde er i mødet med patienten. For der kan spares værdifulde ressourcer, hvis læger og andre sundhedsprofessionelle giver sig bedre tid til at lytte til deres patienter, mener flere eksperter.

I det hele taget har det kliniske personale selv et ansvar for at fjerne noget af det, der ikke giver værdi, mener professor emeritus i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen.

Han peger fx på fælles beslutningstagning, hvor læge og patient gennem dialog sammen finder frem til, hvilken behandling der er bedst for patienten. En metode, der ifølge Danske Patienter har vist sig at kunne reducere det samlede ressourceforbrug på nogle områder, fordi patienterne i højere grad vælger mindre indgribende behandling.

- Fælles beslutningstagning er ikke et nyt fænomen, men det er nyt, at man skal bruge til at vurdere, om man overhovedet skal have behandling, siger Kjeld Møller Pedersen. 

Bekymring skaber patienter

Det er efterhånden bredt anerkendt, at en betragtelig del (op til 30 pct.) af den aktivitet, der sker i sundhedsvæsenet, er uhensigtsmæssig - virkningsløs eller direkte skadelig.

Men når folk tager til lægen, er det ofte, fordi de er bekymrede eller er i tvivl, om de bør være det pga. information, de har fået som led i en oplysningskampagne eller en sundhedsundersøgelse, de har fået lavet, fortæller lektor i almen medicin ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet Torsten Risør, der forsker i diagnostik og patientkommunikation og selv arbejder i almen praksis et par dage om ugen. 

- De prøver at være gode samfundsborgere. Vi har en forestilling om, at når man mærker et symptom, så er det vigtigt, at man går til lægen, siger han.

Ifølge professor i almen medicin ved Universitetet i Bergen Edvin Schei bliver læger i stigende grad nødt til at fjerne folks bekymringer på det lavest mulige niveau. Det kan man gøre ved at lytte til deres bekymring, mener professoren, der er forfatter til bogen “Lytt: legerolle og kommunikasjon” og underviser i klinisk kommunikation og patientkontakt og har skrevet.

Han møder dem selv, de bekymrede, når han arbejder som lægevagt. Folk, der kommer med symptomer, som, de har en idé om, kan være noget farligt. 

Det er de færreste, der er alvorligt syge, men for at kunne sende dem betrygget hjem igen - uden at de kommer tilbage, kræver det, at der bliver skabt et vist niveau af tillid. For der er altid en årsag til deres bekymring - uanset om den har nogen medicinsk forklaring eller løsning. 

- Bekymringen fortjener en kompetent medicinsk vurdering, fra en læge som lytter så godt til patientens tankegang, at patienten stoler på, at det er sandt, når lægen siger: Dette er trygt, siger Edvin Schei.

Et spørgsmål om tillid 

Socioøkonomiske forhold skaber spændinger i menneskekroppen, og uendeligt mange af livets forhold gør, at mennesker søger læge med somatiske symptomer som eksempelvis hjertebanken, diarré eller andre kropslige reaktioner, fortæller han.

- Tanker og følelser har altid en fysiologisk side, og lægen kan ofte lytte sig frem til sammenhængen mellem livssituationen og de symptomer, som gør dem “uskyldigt” syge, siger han og understreger, at god lytning også er lægens vigtigste redskab til at identificere sygdomme, der kræver behandling og opfølgning.

I stedet, fortæller han, bruges der enorme ressourcer på at sende folk rundt i systemet på jagt efter “farlig” sygdom.

At lytte og tage sig tid til lidt smalltalk, møde folks blik og at aflæse og respondere på ængstelsen i deres ansigt og spørge, hvad de er bekymrede for, er ikke bare et spørgsmål om at være flink og imødekommende. 

Det kan være et effektivt medicinsk værktøj, fordi samtalen giver vigtige input, der er med til at betrygge lægen i sin vurdering. 

- Det er ofte, når man er usikker og bange for at begå fejl, at man sender folk videre ind i systemet til unødvendige undersøgelser, siger Edvin Schei - og det gælder i øvrigt inden for alle medicinske specialer.

Samtidig giver samtalen patienten en begrundet tro på, at lægen ikke er overfladisk, men forstår og vurderer det, som patienten frygter for, mener han. Når patienter til gengæld oplever, at deres bekymring tages alvorligt, at lægen tager sig tid og er grundig, øger det patientens tillid til, at lægens vurdering er til at stole på, og det har afgørende betydning. For patienter kan ikke vide, om lægens medicinske vurdering er god eller dårlig, kun om de stoler på lægen. 

Gør de det, afstår de fra at forfølge et symptom langt ind i sundhedsvæsenet.

- Hvis jeg bare tager en blodprøve og sender patienten hjem, vil mange være usikre og måske søge andre steder hen, siger Edvin Schei.

Kan det måles?

En del af den overflødige behandling tilskriver Torsten Risør den gode vilje i sundhedsvæsenet og de teknologiske fremskridt, der gør det muligt at handle på den. 

Læger vil grundlæggende gerne gøre noget for deres patienter.

- Hvis vi ikke er kommet frem til en medicinsk forklaring på noget, vil vi have tendens til at blive ved med at lede, selvom vi ikke tror på, at det fører til noget - fordi et eller andet skal vi gøre, siger han.

Samtidig oplever han, at der eksisterer en opfattelse af, at ting, man mærker i kroppen, skal måles eller tages billeder af, for at være rigtigt. Sat på spidsen er sygdom i den ene ekstrem kun det, som patienten oplever, forklarer han. I den anden ekstrem er sygdom kun det, der er målbart inde i kroppen.

- I kraft af den enorme teknologiske og medicinske succes, er pendulet svinget så meget over til den ene side, at vi er nødt til at fortsætte med at lede, indtil vi har noget målbart, som vi kan hænge en diagnostisk hat på, siger han.

Man er kommet til at lære patienter og befolkning, at de skal have lavet flere undersøgelser. 

Men bruger man længere tid på samtalen og undersøgelsen af kroppen under konsultationen, bestiller man ifølge Torsten Risør færre blodprøver og røntgenbilleder og udskriver færre recepter.

- Det er voldsomt banalt, men bruger man de her simple værktøjer til at få patienten mere på banen, sparer man mange af de medicinske tiltag, som vi godt ved, at vi ikke får noget ud af, siger han.

Fra falsk tryghed til tryghed

Det er ikke kun i almen praksis, der er potentiale til at dæmme op for unødvendig behandling.

Kjeld Møller Pedersen kommer med et simpelt eksempel på, hvordan læger nogle gange gør ting, som de ved, ikke har værdi, fordi det giver patienten tryghed:

Der pågår en diskussion af, om alle kontrolbesøg på sygehuset giver lige meget værdi. Det sidste næppe giver lige så høj værdi som det første. Lægen finder sjældent noget, og alligevel bliver alle kontrolbesøg gennemført, fordi det gør patienten tryg. Men det er falsk tryghed, bemærker Kjeld Møller Pedersen.

- Du får ikke patienten til at komme og sige, at de ikke tror, det har værdi, siger han, så derfor må lægen hjælpe patienten til at blive tryg i, at det femte kontrolbesøg ikke hjælper. Det vil tage lidt ekstra tid, erkender han. Men når man først har lært, hvordan man griber det an, vil det betale sig.

Ifølge Kjeld Møller Pedersen er det helt afgørende, hvordan sundhedsprofessionelle agerer i den kliniske praksis. 

- De er nødt til at have en kritisk refleksion over, om alt det, de gør, er strengt nødvendigt, siger han. 

Det er nødvendigt, at forandringen kommer nedefra, for det er der, de rigtige valg skal tages, påpeger han. Det må ikke være, fordi politikerne siger, at nu skal der spares 10 pct., for det er ikke et spørgsmål om at spare penge, men om at bruge ressourcerne på det, der giver værdi.

- Det handler om den faglige selvforståelse. Det er bottom-up og ikke top-down.

Et fælles ansvar

Da medlemmerne af Sundhedssektorens Prioriteringsråd for godt et år siden satte sig sammen for at komme med ideer til, hvordan sundhedsvæsenets knappe ressourcer anvendes bedst, kunne det ligne en slags utålmodig reaktion på regeringens nølen med at få nedsat sit nationale prioriteringsråd.

Så i stedet for at vente på Sundhedsstrukturkommissionen og regeringen, er det så ikke bare med at komme i gang med at luge ud i den unødvendige behandling ude på hospitalsafdelingerne og i lægehusene?

Så ligetil er det ifølge formand for Lægeforeningen og Sundhedssektorens Prioriteringsråd Camilla Rathcke ikke. Man er nødt til at være fælles om at gøre noget andet, end man gør i dag. Det kan ikke være den enkeltes ansvar, mener hun.

- Vi kan ikke som klinisk personale begynde på det i morgen, uden at der kommer til at lyde et ramaskrig. 

Hun er enig i, at man er nødt til at blive bedre til at stoppe op og lade være med at “rulle alt ud over alle”, for at tilbuddet er på hylden, betyder ikke, at det absolut skal tages ned. Men samtidig oplever hun, at politikerne er med til at skabe nogle forventninger i befolkningen, der går på at hvis man har et symptom, skal det meget hurtigt fikses. 

- Tålmodigheden med at det går over, kender vi ikke til, siger hun.

Men, påpeger hun, det kliniske personale og patienten skal også være bedre til at få afstemt, hvad det er, patienten ønsker - og det er ikke nødvendigvis undersøgelse nummer otte, men måske at stoppe efter undersøgelse fire. 

Hun erkender, at dialogen skal fylde mere. Hvorfor er de blevet henvist? Vil de vide, hvad de fejler? Vil de have behandling? Er det deres pårørende, der vil have behandling?

Ifølge hende er det vigtigste som læge at have fokus på, hvad patienten ønsker. 

- Det handler måske også om et andet mindset. Om hvorvidt alle tilbud skal “plaskes” ud over alle, eller om det lige til dig ikke vil være klogt at gøre, siger hun.