Billede
Der skal være en “særskilt” god kemi mellem partilederne - og det er der ikke i dette tilfælde, mener Ritt Bjerregaard, der var undervisningsminister, da Anker Jørgensen og Henning Christophersen dannede koalition mellem S og V i sommeren 1978. Foto: Polfoto

Hvorfor ikke regere sammen, når man altid forliges?

Socialdemokraterne og Venstre indgår i stigende grad alle store reformer og aftaler i fællesskab. Hvorfor er en SV-regering så utænkelig, når mange af vores europæiske naboer har tradition for to-parti regeringskoalitioner?

enighed

Af Peter Christian Nielsen | [email protected]

Tallene lyver ikke. SR-regeringen har aflivet al snak om blokpolitik med en lang række brede reformer, finanslove og forlig. Venstre og Socialdemokraterne har siden valget i 2011 stemt ens i Folketinget ved over 70 procent af afstemningerne, viser en opgørelse på hvemstemmerhvad.dk.

Det er et tydeligt skift i forhold til VK-regeringens første periode 2001-2005, hvor Venstre og Socialdemokraterne stemte ens i knap 55 procent af afstemningerne.

Dengang blev flest enkeltstående lovforslag stemt igennem med opbakning fra regeringspartierne Venstre og Konservative og støttepartiet Dansk Folkeparti.

I erkendelsen af, at fællesmængden mellem Socialdemokraterne og Venstre er større end skillelinjerne, fristes man til at spørge, hvorfor landets to største partier ikke finder sammen i en to-parti-koalition? På den måde kunne S og V regere uden at skulle tilfredsstille en række mindre midter- og fløjpartier.

Formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, ser gerne en samlingsregering med Venstre og Socialdemokraterne.

- Jeg har ikke nogen hellig holdning til det. Hvis man kunne blive enige om et fornuftigt regeringsgrundlag, så ville jeg sagtens kunne leve med det, siger han.

Fagforeningsformanden mener dog, at politikere tænker for meget i strategi og vælgertække til, at den type samarbejde er realistisk.

- Drager du en parallel til overenskomstforhandlingerne, så går begge parter ud og siger det samme, når de har lavet en aftale. I politik handler det mest om at gå ud og sige, at man tog røven på de andre, siger Claus Jensen.

Personer er altafgørende

Socialdemokraten Ritt Bjerregaard var undervisningsminister i Anker Jørgensens tredje regering, der var en koalition mellem S og V fra sommeren 1978 til efteråret 1979. Hun mener, at det kræver ekstraordinært gode relationer mellem partilederne at etablere den type samlingsregeringer.

- Det kræver en særskilt god kemi mellem lederne. Der var et godt forhold og en stor respekt mellem Anker og Venstres leder Henning Christophersen. Jeg har ikke indtryk af, at der er særlig god kemi mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, siger hun.

”Anker havde lavet en række kriseindgreb, som betød, at han havde udtømt sine muligheder for alternative samarbejder. Jeg synes, at SV-regeringen var en god ide, men den blev tabt på gulvet.”

SV-samarbejdet var det første af sin slags siden samlingsregeringerne under og lige efter 2. Verdenskrig. På trods af det gode forhold mellem partilederne var der en udbredt mistillid mellem Venstre-medlemmer og socialdemokrater. Derfor havde SV-regeringen særlige  kontrolministre, der skulle sikre, at modpartens ministre ikke plejede egne særinteresser i samarbejdets navn.

- SV-regeringen fik gennemført nogle af Anker Jørgensens største reformer, herunder efterlønsreformen. Men der var en meget stærk mistro mellem ministrene. Kontrolministrene var i det hele taget ikke særlig fremmende for samarbejdet, siger Flemming Juul Christiansen, lektor i politologi ved Roskilde Universitet.

Ritt Bjerregaard mener, at SV-regeringen var en fin konstellation selvom samarbejdet var fyldt med forhindringer.

- Anker havde lavet en række kriseindgreb, som betød, at han havde udtømt sine muligheder for alternative samarbejder. Jeg synes, at SV-regeringen var en god idé, men den blev tabt på gulvet, siger hun.

Fagbevægelsen, der i sluthalvfjerdserne havde stor indflydelse i toppen hos Socialdemokraterne, satte sig fra start imod SV-regeringen. Jens Risgaard Knudsen, der var S-gruppeformand og tidligere LO-sekretær, fratrådte sin post i protest mod SV-regeringens arbejdsgrundlag. Ritt Bjerregaard giver Socialdemokraterne skylden for, at regeringen kun overlevede lidt mere end ét år:

- Det var faktisk Socialdemokraternes skyld. Fagbevægelsen tog meget negativt imod dannelsen af SV-regeringen. Anker havde det af den grund meget svært på de indre linjer, men det var rigtigt set af Anker i situationen at gå i regering med Venstre. S og V kunne have fået mere ud af samarbejdet.

Traditioner bestemmer

Professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen mener, at samlingsregeringer er et særsyn i Danmark på grund af den ‘negative parlamentarisme’, som det danske folkestyre praktiserer.

- Der skal bare ikke være et flertal mod vores regeringer – derfor har vi typisk mindretalsregeringer. Derfor er der ingen grund til at søge nogen stor koalition, siger han.

Professoren mener, at tanken om en samlingsregering er meget fjern. Og den vil næppe tiltale S og V, da et samarbejde ville gøre det endnu sværere for vælgerne at se de forskelle, der i sidste ende afgør, hvor krydset skal sættes.

- Jeg ved ikke, om de realpolitisk er tættere på hinanden end tidligere, men der skal stadig være forskelle. Vælgerne kan have svært ved at vide, hvorfor de skal stemme på den ene fremfor den anden, hvis de gik sammen, siger Kasper Møller Hansen.

Den tidligere Venstre-leder og EU-kommissær Henning Christophersen peger på tradition som forklaring på, at samlingsregeringer ikke er normen i dansk politik, som det er tilfældet i eksempelvis Tyskland, Holland og Finland.

- Det har nok meget at gøre med politisk tradition. Det er selvfølgelig heller ikke uvigtigt, at der er en stærk opposition. Både i Sverige og Norge har man samme mønster, siger han.

Hvad var dine egne erfaringer fra SV-regeringen i sluthalvfjerdserne?

- Hehe. Det gemmer jeg til mine erindringer, siger Henning Christophersen.

S: Vi er for forskellige

Socialdemokraternes politiske ordfører Maja Panduro medgiver, at regeringen har lavet de fleste store aftaler og reformer med V, men hun ser stadig partierne som væsensforskellige.

- Vi vil grundlæggende to helt forskellige veje for Danmark. Venstre vil have nulvækst og mere brugerbetaling, og partiet gør ikke noget for at stoppe social dumping, siger hun og tilføjer:

- Vi gik til valg på at lave brede forlig og det er jeg glad for at vi har kunnet levere. Hvis man ser på beskæftigelsesreformen, så har vi sikret os mod, at Lars Løkke kan spare 4 milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen, hvis han bliver leder af landet. Jeg er da glad for, at vi kunne låse ham.

”Drager du en parallel til overenskomst­forhandlinger, så går begge parter ud og siger det samme, når de har lavet en aftale. I politik handler det mest om at gå ud og sige, at man tog røven på de andre.”

Ritt Bjerregaard er overbevist om, at S og V kunne have fået mere ud af samlingsregeringen i sluthalvfjerdserne. Hvorfor er tanken om en samlingsregering så umulig anno 2014?

- Det lyder smart, men det gik jo ikke godt sidste gang. Dansk politik handler selvfølgelig om at lave kompromiser med dem, som man ikke nødvendigvis er enige om alt med, men vi er to partier med meget forskellige værdi-grundlag, siger Maja Panduro.

Flemming Juul Christiansen mener, at det danske folkestyre har gavn af forligskulturen.

- Befolkningen får en mulighed for at bestemme, hvem der skal i regering. I Danmark vinder højre og venstre side af det politiske spektrum. Samtidig sikrer forligskulturen en kontinuitet ved, at man binder hinanden over længere tid, siger han.:

Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet