Klumme/
Supersundhedstilbud i primærsektoren skal holde folk raske og matche supersygehuse
Klumme/
Supersundhedstilbud i primærsektoren skal holde folk raske og matche supersygehuse

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Vi diskuterer vores sundhedsvæsen rigtig heftigt for tiden, da hospitalerne udfordres af pres mod især akutmodtagelserne og de medicinske afdelinger. Og kritikken er hård. Men faktisk er vores sygehuse generelt en stor succes:
Omkring årtusindskiftet døde danskerne på ventelisterne til sygehusbehandling. Svaret blev at lade nye store regioner stå for at samle og specialisere behandlingerne foruden at bygge en stribe supersygehuse. Det lykkedes og den indsats har løftet danskernes mulighed for at overleve alvorlig sygdom betragteligt. Det må det specialiserede sundhedsvæsen godt være stolt af.
Til gengæld står det klart at vi har en anden udfordring i det samlede sundhedsvæsen. Det er ikke trafikofre eller hjerteanfald, der udgør presset mod akutmodtagelserne. Det er i stedet syge, som er svære at håndtere i den primære sektor, altså kommunerne og hos praktiserende læger.
De kan være multi-syge med lidelser som påvirker hinanden. Det kan være folk med psykiske lidelser. Det kan være ældre, hvor hjemmeplejen blev usikker på hvad den skulle gøre ved de symptomer, man kunne se, eller den praktiserende læge, som ikke føler sig sikker på diagnosen og dermed behandlingen.
Akutmodtagelsen tager imod, men sidder ofte med en frustration, idet den mener at man godt lokalt kunne have håndteret mange af patienterne, eller endnu bedre: have forhindret at de blev så dårlige at ønske om indlæggelse kom på tale.
Sundhedsklynger kan være katalysator
Når vi samtidig står med personalemangel og pres på velfærdsbudgetterne, så kan situationen synes ret umulig at løse. Men det troede man faktisk også for ca. 20 år siden, og det fik vi løst: Vi byggede supersygehuse, for at hindre at borgerne døde af alvorlige sygdomme. Nu er tiden kommet til at vi "bygger et supersundhedstilbud" ude i primærsektoren.
Hvordan gør vi så det? Jeg tror meget af svaret ligger i at få de allerede eksisterende sundhedsklynger til at fungere som katalysator. I klyngerne skal sektorerne i fællesskab sætte mål op for borgernes sundhed, og hvordan man kan opnå dem, ved fordomsfrit at lade de deltagende parter byde ind.
Lad os bygge nogle supersundhedstilbud til at holde folk raske ude i primærsektoren, som fuldt ud matcher de supersygehuse, som behandler dem, når de bliver syge. Det må være ambitionen for sundhedsklyngerne.
Et godt eksempel er det sub-akutte tilbud, som bl.a. Regionshospitalet i Randers tilbyder. Det betyder at lægevagten kan spørge hjemmeplejen ved et natligt opkald, om borgeren kan vente nogle timer til tidligt næste morgen, for så er der mulighed for at blive tilset direkte på medicinsk afdeling uden at skulle vente i modtagelsen eller skulle indlægges. Hvorefter pladsen bookes.
Det kunne være at få etableret flere af de akutte teams, som mange kommuner allerede har, på flere områder og måske endda opleve at læger/sundhedspersoner fra en anden sektor deltog efter behov. Måske skal der etableres tilbud som Psykiatriens Hus i langt flere kommuner, sådan at borgere med psykisk skrøbelighed kan få hjælp uden indlæggelse.
Daglig trivsel bliver et nyt opmærksomhedspunkt
I nogle klynger har man måske muligheden for at have behandlersygeplejersker, som er trygge ved at have flere opgaver, som tidligere lå hos lægerne, imens man i andre klynger måske foretrækker at have læger tilknyttet direkte til hjemmeplejen, nu vi ved at det også handler om at behandle borgerne hjemme i kommunen. I en sundhedsklynge vil man måske ansætte læger. I en anden aftaler man med sygehuset at de laver delestillinger, så alle læger får indblik i patienternes situation udenfor sygehuset. Og atter andre vil kunne lave aftaler med de praktiserende læger.
Vi skal samtidig turde tale om hvordan vi holder borgerne raske og her vil opmærksomhed på daglig trivsel blive et nyt opmærksomhedspunkt. Og lige her vil borgernes egne ideer og ønsker skulle sættes i spil. Der kan også blive tale om at bruge de teknologiske muligheder for at følge borgerne uden af den grund at overvåge dem.
Der er nok at tage fat på, men jeg er sådan set ikke i tvivl om at det kan det samlede sundhedsvæsnet godt. Lad os bygge nogle supersundhedstilbud til at holde folk raske ude i primærsektoren, som fuldt ud matcher de supersygehuse, som behandler dem, når de bliver syge. Det må være ambitionen for sundhedsklyngerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.