I lande omkring os har de indset, at folk, der lider voldsomt, fortjener retten til selv at bestemme, hvordan de vil forlade denne verden. Dér har man indset, at det bør være individets eget valg, der afgør det. At man skal kunne fravælge at lide de sidste uger af sit liv og vælge at forlade os med værdighed. Den samme konklusion håber jeg, danske politikere vil nå frem til.

Det er et emne, der bestemt skiller vandene herhjemme. Men det er mest blandt politikerne, at diskussionen deler vandene. For når befolkningen bliver spurgt, så er 79 procent af danskerne enige i, at det skal være muligt at yde aktiv dødshjælp. Ikke desto mindre er det en vigtig og relevant diskussion for et moderne samfund, der bryster sig af at sætte individet før systemet samt frisind og åbenhed.

Her har vi virkelig en mulighed for at bevise, at vi tror på individet, og at vi tror på retten til at bestemme over sit eget liv og dermed også over egen død. Jeg har længe savnet, at Venstre tør tage debatten og markere sig. Jeg har savnet at høre Danmarks Liberale Parti forsvare noget så vigtigt som retten til eget liv og til egen død.

I både Holland og Schweiz har man indført aktiv dødshjælp, og store flertal i begge lande bakker op om det. Siden 2001 har Danmark altså været håbløst bagud. I Holland er der en række kriterier, der skal være opfyldt, inden en patient kan få aktiv dødshjælp. Man skal opleve ubærlig og nytteløs lidelse. Lægerne skal være enige om, at alle muligheder for helbredelse er forsøgt. Desuden er det kun patienten, der må ytre ønske om aktiv dødshjælp; en læge må aldrig opfordre til eller foreslå det selv.

Hvis disse ting er opfyldt, skal en anden læge uden tilknytning til patienten eller dennes sag gennemgå sagen og have en samtale med patienten på tomandshånd. Og selv her er en læge ikke forpligtet til at udføre gerningen selv, men kun forpligtet til at finde en læge, der er villig til at hjælpe patienten. Denne model løser en række af de problemstillinger, vi diskuterer i Danmark, hvor særlig Etisk Råd fraråder aktiv dødshjælp. Det eneste etisk uansvarlige er at fratage folk retten til en værdig måde at dø på, hvis de ønsker det.

For nylig har vi i Danmark set sagen med ægtemanden Mogens, der valgte at hjælpe sin kone med at forlade denne verden. Hans kone på 71 år havde mistet førligheden og havde længe tigget ham om at hjælpe sig med at dø. Og en dag fik Mogens nok og lod sin kone overtale ham. I det øjeblik blev Mogens kriminel. I det øjeblik skal han straffes.

Det er et system, jeg ikke mener vi kan være bekendt. Næstekærlighed skal ikke straffes. Nogle politikere mener, at hans betingede straf er et tegn på, at vi dømmer fra sag til sag og har medlidenhed med den situation, Mogens stod i. Men det er ikke medlidenhed. Mogens er stadig blevet kendt skyldig og stemplet som en kriminel, der har begået mord på opfordring. Mogens’ kamp er langtfra enestående. Og derfor er der også brug for en lovændring.

Der er mange omstændigheder, som skal diskuteres igennem: Hvem skal kunne bestemme over et sygt menneskes bortgang, hvordan skal det eksekveres og så videre. Men vi bør aldrig gemme os bag de spørgsmål, for det principielle spørgsmål er let at tage stilling til – selvfølgelig skal folk selv have det valg.