Det begyndte allerede om eftermiddagen. Først som dumpe drøn, i urytmiske serier. Dunk-dunk! Dunk-dunk-dunk! Bam! lød det ud langs fjorden. Efter 20 minutter til en halv times tid med den lydkulisse blev der stille en stund.

Så begyndte en ny, dybere lyd – også i forskellige mere eller mindre rytmiske sekvenser. Så rungede en elektrisk basguitar ud over fjordens vande og kunne høres tydeligt i haven, dér en lille kilometer væk.

Snart kom turen til en guitar, så et tangentinstrument, så en sanger. Lydprøverne var i gang til aftenens arrangement. De tinnitus-ramte lydteknikere indstillede deres tonale Stalin-orgel, så det om aftenen kunne blæse høj rockmusik ud over de forsamlede borgere i parken ved fjorden.

Det var Sankt Hans aften. For første gang i umindelige tider tegnede det til, at denne årets længste dag skulle blive en klassisk lys sommeraften uden blæst og ruskregn og med behagelige temperaturer, hvor vi kunne fejre højdepunktet for solens gang på vores nordiske himmel, tænde bål, synge en solhvervssang og måske lytte på en behjertet eller måske ligefrem tænksom tale. En på mange måder stemningsfuld og lidt højtidelig aften, hvor lyset triumferer og derefter svinder lige så langsomt, indtil det atter vender ved vintersolhverv.

Den monumentale larm fra parken, der satte ind ud på aftenen efter bål, korsang og tale, fik mig til endnu engang at undres: Hvorfor er det blevet et så fortvivlende ’must’, at hver gang danskerne skal samles i en eller anden anledning, så skal der absolut være mindst et rockorkester, der blæser hjernen ud på alle der befinder sig inden for et par hundrede meters radius? 

De, der absolut må have larm i ørerne flest mulige af døgnets timer, nyder den ofte urimeligt høje musik. Men for andre er det en smertefuld hamren på trommehinderne, der sætter al kommunikation – bortset fra vilde fagter og voldsom dans – ud af kraft.

Resultatet er ulideligt forudsigeligt. Folk opgiver at snakke (råbe!) sammen, drikketempoet stiger hos nogle, mens andre forlader begivenheden. Området domineres snart af fulde unge og drukkenbolte i alle aldre. Og snart vader man rundt i et trøstesløst landskab af glasskår, tomme dåser og andre efterladenskaber. Grundigt krydret med pis fra de overflydte blærer.

Ja undskyld mig. Jeg er bestemt ikke nogen kostforagter eller musik-hader, jeg elsker faktisk en håndfuld gode øl og noget god livemusik. Men det er altså ikke som ovenfor beskrevet, jeg har lyst til at fejre Sankt Hans.

Min undren blev ikke mindre af, at der i min købstad blot en måned tidligere var gennemført et stort arrangement, hvor enhver begivenhedsarrangør kunne have forvisset sig om, at der er andre måder at skabe stemning og samvær på.

Omkring 100 smukke gamle træskibe holdt træf i og på havnen. Det er noget af det hyggeligste, jeg har oplevet i min tid her i byen. Ingen larmende rockorkestre, kun stemningsfuld musik i passende niveau, sømandssange om saltvandssprøjt og beskøjter. Intet Hugo Børges Tivoli med gynger og karruseller, ingen hoppeborge, ingen fulde folk, ingen masen og skubben. Men masser af små steder, hvor man kunne købe mad og drikke og sidde og nyde det i sommervejret.

Folk strømmede til i tusindvis. De vandrede rundt i havneområdet og beundrede de ualmindeligt smukke skibe, som entusiastiske danskere har ofret al fritid på at bevare, og de talte sammen, stødte ind i venner og bekendte, satte sig og fik en øl med stort smil på læben. Stemningen var ubeskrivelig god. Selv da tusmørket sænkede sig, holdt stemningen. På skibene sad besætningerne og snakkede sammen, spillede og sang, fortalte historier og drak øl, mens borgerne vandrede rundt og sugede stemningen til sig. 

Jeg har ladet mig fortælle, at der før arrangementet var kampe mellem arrangørerne, hvoraf nogle ville gennemføre den kommunale byfest-vanetænkning – en scene med rock dér, og så en hoppeborg dér, og et stort øltelt med høj musik… Gud ske tak og lov var det andre, der vandt dét slagsmål og gennemførte et arrangement, som jeg kun har hørt rosende omtalt at folk i byen.    

Jeg er selv fra en generation, der voksede op med rockmusikken, og oplevede den udvikle sig forrygende over et enkelt årti eller to. Og min musiksamling rummer bl.a. store mængder at rockens klassikere. Det betyder ikke, at jeg ikke kan feste eller bare hygge mig uden høj musik. Tværtimod finder jeg den ofte forstyrrende og stemningsspolerende, når den ikke er der på rette tid og sted.

Det er forstemmende at opleve den fuldkommen rutinemæssige vanetænkning blandt kommunale event-magere og andre fest- og begivenhedsarrangører. Når vores folkelige kulturliv forvaltes af mennesker med en så ensporet fantasiløshed og så forrygende idéforladt, spænder jeg altså hanen på min revolver. Det er en pestilens!