Jeg taler om den typiske, småborgerlige husmor, der ikke ved så meget, men har meget bestemte meninger om ret og rimeligt. ’Næææeee, det kan man da virkelig ikke!’ kunne være hendes feltråb. Og det ledsages af himmelvendte øjne og en mund rimpet sammen – netop som en knyttet hønserumpe. Og ofte ledsaget af et blik, der signalerer væmmelse ved det usømmelige fænomen, hun står overfor. Det er ikke analytisk tænkning eller argumentation, der ligger bag dommene. Og de er inappellable.

Som dreng havde jeg det svært med disse kvinder, som jeg syntes befolkede mange af mine kammeraters hjem. Netop denne karakter af urokkelige udsagn, baseret på tågede forestillinger om moralske, etiske eller sociale normer, den endelige dom over min syndige person, gav en væmmelig følelse af magtesløshed. Det var måske den slags oplevelser, der tidligt grundlagde min store appetit på nuancer og tænkning.

Jeg husker en frygtindgydende mor til en af mine skolekammerater. Hun var en flot kvinde, der var mor til en stor flok børn, blandt andet nogle meget indtagende døtre. Manden var elinstallatør, og jeg har aldrig i mit liv – og der var ellers hård konkurrence dengang – set et hjem med så mange lamper og lampetter i alle afskygninger. Min kammerat var noget af en rod – en rigtig sjov kammerat altså. Men min ringe person faldt åbenbart helt forkert ud i furiens øjne, og jeg høstede ofte en eller flere af de inappellable sandheder ledsaget af det skånselsløse husmoderblik.

  Jeg har vel været for befippet i situationerne, for jeg husker ikke nogen af hendes sætninger. Det ærgrer mig selvfølgelig i dag. Som ethvert sundt barn måtte jeg reagere med trods over for den lammende overmagt.

Børneopdragelse har i det hele taget et stort repertoire af den slags inappellable sætninger. Udsagn, hvis sandhed der ikke kan rejses tvivl om, en slags diskret magtudøvelse. Mest kendt er nok: ’Fordi jeg siger det!’ En sproglig knockout, der umuligt kan sættes til diskussion – først og fremmest, fordi den savner enhver mening.

Min nabos datter er sanger og øver sig flittigt. Når jeg er på vej op ad trapperne til mit hjem, kan jeg ofte høre hendes udfoldelser, og så rinder en anden af børneopdragelsens definitive udsagn mig i hu: ’Hold op med at skabe dig!’ Når jeg så siger det ud i trapperummet, kommer jeg til at grine. Jeg har nærmest gjort det til en mentalhygiejnisk øvelse – et forsinket opgør med disse hadeudtryk.

Det er en utrolig sætning. Jeg elsker den. Den kan med ét slag reducere en hvilken som helst aktivitet – en sangers hårde arbejde med klang og udtryk – til noget naragtigt skaberi. 

 Da Pia Kjærsgaard dukkede op i politik, var hun for mig inkarnationen af mine drengeårs fordømmende husmødre. Jeg var ikke i tvivl om, at hun virkelig kunne appellere til mange derude ved lampetterne. Jeg grinede overhovedet ikke, jeg fik en knude i maven.

Men nu er det lykkedes – jeg kan le befriende. Det skete, da jeg på tv så et kort glimt fra folketingssalen. Pia Kjærsgaard harcelerede som ny ’værdiordfører’ over en racismesag, hvor en lærer er kommet galt af sted med temperamentet og nu skal til tjenstlig samtale.

’Hold nu OP!’ udbrød Pia K. dér i folketingssalen. Først troede jeg ikke mine egne ører – stod hun ikke der i landets parlament og talte ligesom elinstallatørens kone? Jeg var nærmest lamslået – men så kom jeg til at grine. Og det var sandt for dyden befriende. Værdiordfører! Jo, nu var 50’ernes sammenrimpede husmødre virkelig kommet ind i varmen.

Nu giver det selvfølgelig Pia K.’s udsagn et ekstra humoristisk vrid, at hun nok forsøger at være frisk og bruge ungdommelig slang. Men sådan lyder det jo ikke, når det kommer ud af hendes lille, forargede mund.

Kort efter var hun i et radioprogram i diskussion om den aktuelle Breivik-forestilling. Den har givet anledning til en vanskelig diskussion om, hvorvidt det er nødvendigt for os at forstå massemorderen for at forstå os selv, og hvad det er for kræfter, der fører ud i tragedier som den norske massakre.

Men ikke for Pia. Hold nu OP! udbrød hun den ene gang efter den anden. Hun havde sandelig ikke brug for at forstå det afskyelige individ. Han skulle blot ignoreres og glemmes. Og folkene bag Breivik-stykket var sikkert bare ude på at spinde guld på tragedien. Foreholdt kendsgerningerne, at stykket spiller et begrænset antal gange og i et lokale med plads til 48 tilskuere, greb Pia til et andet af knebene fra 50’ernes moraliserende furier: Det kan da godt være, meeen, vi ved jo godt alle sammen… og så nikker vi alle indforstået hjemme ved sofastykkerne, og vi tænker, at der er nok noget om snakken, vi kender jo den slags pappenhejmere

Hold OP, hvor er du sjov Pia!