Holbæk er nedrivningsby nr. 1

kultur

Af Redaktionen | [email protected]

 

Holbæk er Danmarks nedrivningsby nr. 1. Ingen anden by har revet så brutalt og så konsekvent ned som Holbæk. 

Ikke kun i de glade 60’ere, hvor alt kunne lade sig gøre, og hvor meget væsentlige dele af Holbæk brutalt forsvandt. Det var dengang, da få kærede sig om æstetik og hensyn til kulturarven. Men også gennem 90’erne og de første 10 år af det nye årtusinde. 

Holbæks radikale borgmester gennem mange år og frem til det sidste årsskifte, Jørn Sørensen, var bogstavelig talt bidt af en gal bulldozer. Ned skulle det meste, også helst det væsentligste. 

Og det bærer min gamle barndomsby Holbæk i den grad præg af i dag. 

Da han forlod borgmesterposten ved årsskiftet, stod der to slemme nedrivningshuller tilbage som nogle af hans værste efterladenskaber – og det midt i hovedgaden Ahlgade. Et hul med kik op til byens kirke, Sankt Nikolaj – og et stort hul ved siden af det smukke, gamle Elefant Apotek. 

Tomme og dumme huller

Hvad de stakkels huse nu havde gjort, er der meget få, der ved, men ned skulle de med djævelens vold og magt. Og op kom intet andet i stedet. For samtidig med nedrivningen for vel to år siden kom krisen, og intet er sket siden. 

Typisk for den martrede by står byens brede og lange hovedgade nu med de store tomme og dumme huller – til ingens verdens nytte – nærmest som en skamstøtte over den nedrivningsivrige eks-borgmester.

Men også andre kvarterer i byen har måttet døje. Hele havneområdet har fået med grovfilen. Næsten alt det eksisterende havnebyggeri røg ned, trods mange protester også to smukke, bevaringsværdige pakhuse, registreret som bevaringsværdige i Holbæk Kommuneatlas, udarbejdet af staten. 

I stedet er der opstået en masse højhusbyggeri, som ligger så tæt, at man tror, det er løgn. En store sparekasse, et nyt rådhus, boligblokke og andet højt. 

Og med dem er udsigten til havnen fra selve byen forsvundet. De huse, der før havde det privilegium at ligge med fjordudsigt, fik den uden videre frataget. Og mange fine, gamle huse på skråningen ned mod fjorden fik også kniven. Hvorfor dog bevare som i andre anstændige byer? 

Selvfølgelig skal byer ikke stå urørte til evig tid. Der skal rives ned og føjes til – i en forstandig håndtering af fremtidige behov og historisk forståelse. Alt skal ikke være statisk. Alle byer skal ikke være museumsbyer uden nutidige indslag, selvfølgelig ikke. Det kunne også lige mangle. Men ligefrem at gå så hårdt til værks, som man har gjort i Holbæk siden 1960’erne og især de sidste årtier, er at gå langt, langt over stregen. 

Stormægtigheden sejrer

Den lokale bevaringsforening og det lokale museum har ageret, men uden egentlige resultater. Stormægtigheden har sejret. Og nye trusler lurer desværre. Ikke engang en ellers tiltrængt bevarende lokalplan har sikret de sidste værdifulde stumper af den gamle by. 

I byens anden hovedgade, Smedelundsgade, ligger et smukt byggeri i nr. 33, over for Tømmergården, den gamle røde ejendom tilhørende familien Weinreich. Den er også truet og har været det i årevis. 

Og hvorfor? Selvfølgelig på grund af planer om endnu et åbenbart meget nødvendigt supermarked. 

Man tror, det er løgn. Og kan kun håbe, at nye kræfter og en ny borgmester vil se lidt anderledes på de stumper af den gamle by, der er tilbage. Den nye førstemand er Venstre-mand. Men byforståelse, bybevaring eller byæstetik har ingen politisk farve. 

Ingen kan vide, hvem der går ind for hvad. Det er altid personlig-afhængigt. Underligt nok har intet dansk politisk parti bykultur som programpunkt. Og det kan ses på rigtig mange danske byer. Ikke mindst på nedrivningsby nr. 1 i Danmark – den stakkels maltrakterede, ramponerede og næsten ukendelige Holbæk, der ellers ligger så smukt placeret ved fjord og skov.

 

Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet