Hjemmearbejdsplads, ja tak!
Hjemmearbejdsplads, ja tak!

Endnu står gode kolleger øverst på ønskesedlen hos flest jobsøgere inden for det offentlige. Det viser den nyudsendte kandidatanalyse fra Konsulenthuset Ballisager.
40 pct. af de offentlige og 35 pct. af de private jobsøgere sætter gode kolleger som en topprioritet, når de søger nyt job, viser undersøgelsen, der er lavet i samarbejde med analysehuset Voxmeter og bygger på svar fra 1.500 arbejdsduelige danskere i alderen 18-65 år.
Men interessen for gode kolleger er faldet markant, fra 44 til 35 pct. blandt de privatansatte og fra 46 til 40 pct. blandt de offentligt ansatte siden kandidatanalysen 2019.
Pendlertid, nej tak
Spørgsmålene blev besvaret i februar, og allerede da, inden coronakrisen, havde drømmen om fleksible arbejdstider og worklife balance overhalet ønsket om gode kolleger blandt de privatansatte og sat kurs imod førstepladsen blandt de offentligt ansatte.
37 pct. af de privatansatte vil gå efter et job med arbejdstider, der kan tilpasses privatlivet. Det er steget fra 30 pct. sidste år. Og blandt de offentligt ansatte er det jobønske steget fra 27 pct. i 2019 til 35 pct. i 2020.
Og næsten halvdelen, 48 pct. af samtlige adspurgte, vil højst bruge 30 minutter på at komme på arbejde.
Corona har forstærket tendensen
Jobsøgere vil have hjemmearbejdsplads. Den tendens ses i flere undersøgelser, heriblandt en efter-corona rundspørge, YouGov har lavet for it-leverandøren Atea.
Her siger 57 pct. af de 924 adspurgte, at de ønsker at arbejde mere hjemmefra end før corona. Hver fjerde (24 pct.) ville have det fint med aldrig at møde kolleger og chefer. 53 pct. regner med at rejse mindre og holde flere virtuelle møder. Og tre fjerdedele (72 pct.) oplever, at de arbejder mindst lige så effektivtivt fra hjemmearbejdspladsen som fra kontoret.
Corona har ændret danskernes opfattelse af det gode job, fastslår Atea, men et øget fokus på worklife balance og mindre fokus på stort set alt andet sås allerede inden, Danmark blev lukket ned i marts, bemærker Ballisager.
Mindre vigtige faktorer for drømmejobbet
For allerede i februar var interessen for en række af de traditionelle jobgoder faldende:
At udrette noget meningsfuldt for samfundet gik fra at være vigtigt for 18 pct. af de offentligt ansatte i 2019 til 13 pct. i 2020.
En god løn var afgørende for 32 pct. af de offentligt ansatte i 2019 og 24 pct. i 2020.
Interessen for at finde et job, hvor man kunne blive dygtigere, faldt blandt de offentligt ansatte fra 28 pct. i 2019 til 21 pct. i 2020.
Og ønsket om at få en god chef faldt fra 31 til 26 pct.
Andre tendenser i Ballisager/Voxmeters kandidat-analyse:
- Mange unge (42 pct. af alle unge - 48 pct. af de unge mænd) vil gerne være ledere.
- Fagligt dygtige ledere er i høj kurs.
- Kvindelige ledere vurderes dygtigere end mandlige - men flere mænd (34 pct.) end kvinder (20 pct.) vil være ledere. Udsigt til stress og mindre fritid er med til at gøre lederjob mindre attraktive.
- Hver 7. (14 pct.) har skiftet job siden sidste år.
- Seks ud af ti føler sig stressede på arbejde. Og arbejdsmængden er den mest almindelige årsag.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.
























