Kommunen.dk
MENU

Historisk samarbejde sætter Esbjerg i centrum for den grønne omstilling i EU

Esbjergs borgmester er stolt over “The Esbjerg Declaration”, som ikke bare sætter Esbjerg på verdenskortet, men i centrum i EU´s klimaindsats.

Historisk samarbejde sætter Esbjerg i centrum for den grønne omstilling i EU

Esbjergs borgmester er stolt over “The Esbjerg Declaration”, som ikke bare sætter Esbjerg på verdenskortet, men i centrum i EU´s klimaindsats.
Statsminister Mette Frederiksen, den tyske kansler Olaf Scholz, den hollandske premierminister Mark Rutte og den belgiske ditto Alexander de Croo og formanden for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen var onsdag samlet i Esbjerg for at underskrive Esbjerg-erklæringen og udvide samarbejdet om grøn energi i Nordsøen.
Statsminister Mette Frederiksen, den tyske kansler Olaf Scholz, den hollandske premierminister Mark Rutte og den belgiske ditto Alexander de Croo og formanden for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen var onsdag samlet i Esbjerg for at underskrive Esbjerg-erklæringen og udvide samarbejdet om grøn energi i Nordsøen.
Foto: Anp, SIPA, Ritzau Scanpix

Onsdag var en dag lidt ud over det sædvanlige på Esbjerg Havn. Politi og sikkerhedsfolk talrigt til stede. Journalister blev kørt samlet ind på havnens områder, mens bombehunde snuste sig gennem tasker og udstyr. Klima- og statsministeriet havde lånt medarbejdere hos Energistyrelsen for at komme i mål med dagens North Sea Summit. Det historiske topmøde, hvor Danmark, Holland, Belgien og Tyskland går sammen for at høste Nordsøens næsten uudtømmelige vindpotentiale, krævede flere ugers forberedelser. 

Produktionen på pladsen ved Esbjerg Havn var i dagens anledning sat på pause, hundrede meter lange vindmøllevinger strakte sig på havnen, mens gigantiske tårnkomponenter rakte op. I baggrunden snurrede et par vindmøller fredeligt. Scenen var sat. 

På pressepladserne stod Deutsche Welle, BBC, Bloomberg og Al Jazeera ved siden af JydskeVestkysten, Danmarks Radio og TV2. Det store cirkus var kommet til Esbjerg. En tidligere lokal i området, skælder lidt ud på arrangørerne. 

- I har inviteret hele verdenspressen til Esbjerg, og så er der ikke engang stole nok til alle. Det er ikke Esbjerg værdigt, skælder han ud og kort efter bliver flere stole stillet frem. 

Inde i en stor Vestas-produktionshal på Esbjerg Havn begyndte en lang række af de helt store navne i dansk politik og erhvervsliv at dukke op. 

Tidligere Europa-Kommissær Connie Hedegaard bød velkommen, og derefter talte erhvervsminister Simon Kollerup (S), efterfulgt af klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S). Foran sidder en lang række markante stemmer fra såvel Danmark og udlandet. Mads Nipper, CEO for Ørsted, Henrik Andersen, CEO for Vestas, Lizette Risgaard fra Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere udenrigsminister Kristian Jensen og ny formand for Green Power Denmark er alle bænket ved hvidklædte borde med replikaer af havvindmøller fra Vestas stående. 

Kort efter kunne Connie Hedegaard byde velkommen til et femkløver, man ikke ser hver dag i Esbjerg; statsminister Mette Frederiksen, den tyske kansler Olaf Scholz, den hollandske premierminister Mark Rutte og den belgiske ditto Alexander de Croo og ikke mindst formanden for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen. Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) sidder foran scenen og ser fornøjet op, mens han fanger øjeblikket med sin telefon.

Kunne ikke have ønsket det bedre

Det var ikke overraskende en meget stolt borgmester, der dagen efter det store North Sea Summit kunne se tilbage på en dag, der var noget ud over det sædvanlige. 

- Det var en fantastisk dag, og jeg kunne ikke ønske, at det havde gået bedre. Det var en meget ambitiøs aftale, som blev indgået, der var god stemning og alle var glade. Og så er det jo virkelig noget, der er store perspektiver i for Esbjerg, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V). 

Hvor store, perspektiverne er for Esbjerg, er endnu svært at spå om. Statsminister Mette Frederiksen (S) fortalte på det efterfølgende pressemøde, at dagens aftale ikke alene var vigtig for den grønne omstilling, men at det også var med til at fremtidssikre udviklingen for både Esbjerg og hele Jylland. Jesper Frost Rasmussen er i desuden formand for Energy Cities-samarbejdet, hvor verdens førende energibyer taler sammen – igen en streg under byens betydning indenfor energisektoren. 

Undervejs på dagens topmøde, talte flere talere om vigtigheden i, at den grønne omstilling også kommer til at skabe jobs. Det er netop her, at Esbjerg står som det gode eksempel for resten af Europa, når man skal vise, at det er muligt at både skabe grøn omstilling og jobs lokalt. 

En analyse fra Danske Rederier konkluderer, at for hver GW havvind, der bliver installeret til havs, bliver der skabt 14.000 arbejdspladser i hele værdikæden lige fra udvikling, produktion, transport, installation og vedligeholdelse. 

- Det er svært at sætte et præcis tal på, hvor mange jobs der er tale om for os, men det er klart, at når der skal sættes 10.000 vindmøller op i Nordsøen i de kommende år, er der store perspektiver i det, siger Jesper Frost Rasmussen. 

Ambitioner skal indfries

Esbjerg har i dag godt 5.000 arbejdspladser omkring vindindustrien, og Jesper Frost Rasmussen vurderer, at det let kan blive fordoblet. Men som situationen er i dag,  mangler der ikke arbejdspladser i Danmark – tværtimod fatter man hænder i mange sektorer. 

Et er derfor, at Esbjerg-erklæringen er blevet underskrevet, et andet er hvordan de historiske ambitioner skal få luft under vingerne. 

- Det kræver opkvalificering af de medarbejdere, der allerede er i området fra fx olie- og gasbranchen. I takt med at de aktiviteter bliver mindre, vil der være mulighed for, at de kan blive omskolet. Men opgaven kræver også, at vi kan tiltrække folk udefra, ligesom der skal uddannes en masse unge folk, siger Jesper Frost Rasmussen. 

Det kræver ikke bare de rette hænder, men for at komme godt fra land kræver det den rette infrastruktur, mener borgmesteren: 

- Vi arbejder på at skabe rammerne for produktionsfaciliteterne på Esbjerg Havn, men der er også brug for bedre adgang via vejnettet for de store komponenter. Derfor forventer jeg, at regeringen er lige så ambitiøse på at finde gode løsninger på det område, som de var med aftalens indgåelse. Det er en national opgave, som er nødvendig for at indfri målsætningerne med nødvendige for at bevare arbejdspladser i vindindustrien i Danmark.

Men Esbjerg og ikke mindst havnen er klar til at løfte opgaven: 

- Vores havn og virksomheder er allerede i førertrøjen på den grønne energi. Vi har både viljen og kompetencerne til at sætte gang i den udvikling, der er nødvendig for at forløse det grønne potentiale, siger Jesper Frost Rasmussen. 

Det samme slog Mette Frederiksen fast på topmødet: 

- Vi har vinden, vi har den rette viden, vi har virksomhederne, vi har de nødvendige investeringer, og vi har den politiske vilje. Nu mangler vi bare at få den nødvendige fart på. 

 

Havvind i Nordsøen

Danmark får i dag 2,3 GW grøn strøm fra havvind fra i alt 14 havvindmølleparker.

Der er derudover indgået politiske aftaler om nye havvindmølleparker, som i alt skal sikre 16 GW grøn strøm. 10 GW af dem skal på sigt komme fra Nordsøen, hvor der skal etables en energiø.

Energiøen skal i første omgang være samlingspunktet for 3 GW havvindmøllerparker, hvilket er dobbelt så meget energi, som alle havvindmøller i Danmark tilsammen kan producere i dag. 3 GW kunne dække godt tre millioner husstandes strømforbrug. 

Ifølge regeringen rummer Nordsøen dog et endnu større potentiale, og det vil være muligt at hente 35 GW havvind i Nordsøen frem mod 2050.

EU har tidligere i år vedtaget sin egen målsætning for havvind, hvor man sigter efter at nå 300 GW i 2050. En del af dem ventes at kunne komme fra energiprojekter i Nordsøen.

De fire statsoverhoveder underskrev onsdag fælleserklæring med mål om at levere mindst 65 GW havvind i 2030 og at tidoble kapaciteten for havvind i Nordsøen til 150 GW havvind i Nordsøen i 2050. 

Kilder: Statsministeriet, udspillet "Danmark kan mere II", Politiken og Energistyrelsen, Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR