Rapperen er bibliotekernes bedste ven
Rapperen er bibliotekernes bedste ven

♫ Han forsømmer sengetider, og han glemmer at gå i bad.
Ligger bare og læser videre, som om han er ligeglad.
Han er kendt i Arnold Busk og i Bog og Idé.
Han er låner nummer 1 på sit folkebibliotek! ♫
Niels Kern Bertelsen er manden bag kunstnernavnet Emilio Hestepis. En københavnsk rapper, som slynger vers ud om at tage på bogmesse og om at få spærret sit lånerkort. Han står bag albummet Bygget kun 4 læsehest, hvor 13 numre udforsker det at være helt tosset med bøger.
- Bøger er jo ikke det mest klassiske emne i hiphop. Så jeg var helt oppe at køre, da jeg fandt idéen. For mange andre idéer er taget. Men den her er min, fortæller Niels Kern Bertelsen.
Han er it-supporter på deltid og musiker resten af tiden, og så er hans numre præget af skæve formuleringer og en tydelig kærlighed til det danske sprog.
- Jeg læste litteraturhistorie på universitetet. Og så har jeg altid læst mange bøger. Lige fra jeg var barn og kom på skolebiblioteket. Senere arbejdede jeg også på skolebiblioteket, og jeg var også studentermedhjælper på statsbiblioteket, og så blev jeg var noget så fancy som netmediekonsulent nede på Dokk1 (bibliotek i Aarhus red.).
Det er som om, folk føler, at det at læse skal være som at tage til spinningklasse nede i fitnesscentret. Det skal være en slags prøvelse for dem. Men der er virkelig mange fede bøger derude, og når man finder sådan en, så læser den jo sig selv.
Udlåns-skandale
Men når man er så glad for bøger som Niels Kern Bertelsen, har coronakrisens nedlukning af biblioteker også været træls.
- Jeg synes, det er en skandale for at være helt ærlig. Jeg ved jo ikke, hvilke forhandlinger der ligger til grund for det inde i Kulturministeriet. Men altså det er jo et demokratisk problem.
- Sidste gang der var lockdown på bibliotekerne, var jeg så heldig at have bestilt virkelig mange bøger, så jeg var egentlig ret godt sat. Denne gang havde jeg ikke engang fristen til at kunne nå at bestille noget. Så lige nu er jeg i bogmangel.
Folk render rundt og får gratis kuglepenne og bolsjer. Det er sådan nogle gamle damer, som fylder deres muleposer med alle de der gratis ting, man kan få. Så skynder de sig videre hen til forlagenes stande og får signeret dårlige krimier
Gamle damers gedemarked
Et af hans numre handler om Danmarks største bogmesse, Bogforum, som foregår i november i Bella Centret.
- Folk går meget op i det der Bogforum. Jeg har været med én gang, hvor jeg arbejdede for Dokk1. Det er et ultimativt gedemarked og ikke nødvendigvis en kulturel højborg som sådan.
- Folk render rundt og får gratis kuglepenne og bolsjer. Det er sådan nogle gamle damer, som fylder deres muleposer med alle de der gratis ting, man kan få. Så skynder de sig videre hen til forlagenes stande og får signeret dårlige krimier og kommer til de der foredrag, som vist max varer et kvarters tid.
De forkerte bøger
Danskernes læselyst har været svingende i de seneste år, og ifølge rapperen giver det god mening.
- Lige nu er vi en medievirkelighed, hvor der er enormt stor konkurrence om vores opmærksomhed, siger Niels Kern Bertelsen.
Han mener, at folk nemt kommer til at læse de forkerte bøger, når endelig begynder.
- Jeg har for eksempel venner, som siger: ”Fedt, så bliver det snart ferie, så skal jeg endelig i gang med at læse Krig og Fred af Tolstoy eller en eller anden mammut biografi om en amerikansk præsident fra 1800-tallet.” Så foreslår jeg altid, at de læser noget sjovt i stedet. Altså hvis du ikke læser så meget, så læs noget sjovt, når du endelig gør det.
- For det er, som om folk føler, at det at læse skal være som at tage til spinningklasse nede i fitnesscentret. Det skal være en slags prøvelse for dem. Men der er virkelig mange fede bøger derude, og når man finder sådan en, så læser den jo sig selv. Det er derfor, man kan få børn til at læse Harry Potter. For det er nogle sindssygt gode bøger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.




























