Den del af danmarkshistorien, der rummes i den kollektive bevidsthed, er under fortløbende forandring i takt med skiftende generationers fremkomst. Hvad angår Sønderjyllands genforening med rest-Danmark, har vi passeret udløbsdatoen for faktisk hukommelse. Til sommer er det 100 år siden, og selv om der stadig er folk tilbage, der kan huske hvordan den påvirkede den umiddelbare eftertid, så er de oplevede begivenheder dengang blevet til noget, man læser om.

For at forstå det lidt dybere er det derfor nødvendigt at forsøge at leve sig ind i datidens virkelighed.

Den var fx, at hvis man på vestkysten af Fyn fra midt mellem Middelfart og Assens og nedefter stod og kikkede ud over Lillebælt, så var det Tyskland, man kunne se ovre på den anden side. Ærøs nabo-ø Als var tysk. På det jyske fastland gik grænsen fra lige under Kolding og tværs vestover, indtil den sneg sig syd for Ribe med stadig en times tid på landevejen tilbage før den skillelinje mellem afstemningszone 1 og 2, som i dag udgør landegrænsen.

På mandag 10. februar er det 100 års dagen for afstemningen i zone 1, og hvis ikke man havde stemt samlet i den zone, så ville Hoyer, Tondern og Tingleff stadig have heddet sådan og været en del af Tyskland, mens Hadersleben præsterede et dansk flertal. Også Sonderburg og Apenrade havde tysk flertal ved folkeafstemningen, men ville nu nok ikke være forblevet tyske enklaver selv ved en anden organisering af afstemningen.

I zone 2 stemte man ikke under ét, men med tysk flertal i alle sogne ville det ikke have gjort nogen forskel. Flensborg, Harreslev, Kobbermølle, Lyksborg, Sønder Løgum, Nibøl og Nykirke ville under alle omstændigheder ikke være kommet til at hedde sådan. Officielt, i hvert fald.

Skiltningsmæssigt har man på den tyske side af det, der blev den nuværende landegrænse, et afslappet forhold til danske undertekster, mens et forsøg for nogle år siden med tysk undertekst til et Haderslev-byskilt fik et udfald, så borgmesteren i dag er skeptisk overfor at gøre et nyt forsøg. Følelserne er stærke i den ende af Danmark, hvor man stadig kan træffe folk, der som en helt naturlig ting omtaler deres lokale geografi som ‘heroppe i Sønderjylland’.

En betegnelse der mere end noget illustrerer verdensbilledet. Sønderjylland er bare en fordanskning af Nordslesvig, og samhørigheden med rest-Slesvig syd for grænsen er følelig, som tiden går dog naturligvis i mindre grad end for 100 år siden, og da i særdeleshed i mindre grad end for 156 år siden, da hele Slesvig blev tabt ved den uforstandige krig i 1864.

At lægge grænsedragningen ud til folkeafstemning efter det tyske nederlag i første verdenskrig var et virkelig klogt træk, selvom man sagtens kunne have trukket samme grænse ved en mellemstatslig aftale, jævnfør hvor præcist skillelinjen for afstemningszone 1 og 2 blev trukket mellem de overvejende dansksindede områder og de tysksindede. Man kendte udmærket godt sindelagsgrænsen, som fagudtrykket er, men ved at få den folkeligt bekræftet blev den også forlenet med folkelig legitimitet - i en grad så selv et kongeligt forsøg på indgriben ikke lykkedes, men tværtimod sendte monarkiet ud i politisk ingenmandsland, hvor det har befundet sig siden (og med tiden befundet sig bedre, end hvis det ikke var sket).

Dog, i alle både dansk- og tysksindede sogne var og er der i vekslende omfang også folk af den modsatte observans, men også det skel har tiden mildnet.

De dansksindede i Sydslesvig nåede en vigtig milepæl i 2011, da deres parti SSW trods sin mindretalsstatus fik flertal bag sig til at besætte overborgmesterposten i Flensborg frem til 2016.

De tysksindede i Sønderjylland opnåede noget lignende allerede i 1980, da Harald Søndergaard fra Slesvigsk Parti overtog borgmesterposten i Tinglev - ganske vist på midlertidig basis på grund af den valgte borgmesters sygdom, men til gengæld var det også en slags præstation fra de dansksindedes side, at man trods indledningsvis modvilje mod at overlade borgmesterkontoret til ‘en tysker’ lod det ske alligevel, selvom det kun varede, til der skulle vælges en permanent afløser efter den sygdomsramte borgmesters død.

Selv her 40 år efter er der noget at arbejde med, skiltningen fx. Men det er småting, når man ser på, hvad mindretal andre steder må trækkes med. 100-året for Genforeningen er bestemt en fejring værd.