Kommunen.dk
MENU

Harry, August og den enevældige anarkist

Kommunen har besøgt kommunalvalgets benjamin og alderspræsident og fået en spinkyndig partikonge med i handlen.

Harry, August og den enevældige anarkist

Kommunen har besøgt kommunalvalgets benjamin og alderspræsident og fået en spinkyndig partikonge med i handlen.

I en valgtid, hvor plakater og Facebook-reklamer bombarderer os med lokalpolitikernes bejlende budskaber, er det temmelig svært at komme i kontakt med Harry Ahlberg, der er den ældste kandidat ved KV13.

Den 93-årige anarkist fra Kærlighedspartiet har nemlig en gatekeeper, der kan gøre enhver partileder grøn af misundelse over dennes enevældige magt.

Harry bor i Brønshøj på plejehjemmet Hasselbo, hvor han ikke har egen telefon. Derfor går al kontakt til den aldrende kandidat gennem Allan Anarchos, der er omdrejningspunktet i partiet, som udspringer af Christiania.

Harry sidder med valgets yngste kandidat, den snart 18-årige SF’er August Samberg, da jeg ankommer til plejehjemmet. Allan Anarchos er med som tilskuer. Han fortæller, at Kærlighedspartiets kandidater udpeges af ham alene, og han har fået linet op, så Harry skal interviewes af Danmarks Radio og flere andre medier samme dag, så det ikke generer plejehjemspersonalet i deres arbejde.

For fodfolket

Harry Alhberg har skrevet bøger i store dele af sit liv, og han har været anarkist siden midten af det 20. århundrede.

- Jeg kommer fra arbejderklassen. Min far var havnearbejder i Stockholm, og min mor var sømandsdatter fra Gotland. Jeg føler mig helt fri for borgerlighed. Jeg har hele tiden arbejdet for arbejderklassens sag. Derfor var det naturligt at vælge anarkismen som politisk retning, siger svenskfødte Harry Ahlberg, der er opstillet som nummer fem på Kærlighedspartiets liste til både regionsrådet og borgerrepræsentationen.

Harry tilhører den gren af anarkismen, som kalder sig syndikalister. De tror på en direkte kamp mod arbejdsgiverne gennem strejker og sabotage. Syndikalisterne er selvorganiserende og generelt imod at søge indflydelse gennem partier og statsapparat.

Jeg spørger Harry, hvilken bog, han vil anbefale August, hvis han skal lære noget om politik. Allan Anarchos er hurtig med svaret:

- Det kunne være en af Harrys bøger. Harry har jo skrevet 25 bøger.

‘Ida farvede mig rød’

August Samberg, der er opstillet som nummer fem på SF’s liste til kommunalbestyrelsen i Tårnby, har været rød, så længe han kan huske.

- Der er blevet diskuteret meget politik derhjemme. I 8. klasse var jeg i erhvervspraktik hos Ida Auken, der nu er miljøminister. Kort tid efter meldte jeg mig ind i SF. For lidt over et år siden begyndte vi i partiforeningen at diskutere, hvem vi skulle opstille, og jeg var frisk på at stille op for at gøre noget ekstra for partiet, siger han.

Harry Ahlberg og August Samberg har på trods af aldersforskellen en fælles frygt. De oplever et samfund, som er på vej mod højre.

- Mange unge vil gerne bryde med det eksisterende system. Velfærden er jo bare blevet mere og mere omfattende. Det er der mange fra min generation, som ikke vil bidrage til. Jeg tror, at højredrejningen i min generation til dels kan forklares med, at truslen om arbejdsløshed og en svigtende konkurrenceevne bliver gentaget meget ofte af mange politikere, siger August Samberg.

Den aldrende anarkist mener, at det Socialdemokraterne, der har svigtet arbejderklassen:

- I Sverige havde man virkelig et stabilt og sikkert samfund. Men nu er det ved at blive afviklet. Der findes i øjeblikket grupper i Sverige, der er villige til at gå ned i løn, selvom de ikke bliver mødt med det krav.

August Samberg mener, at der i størstedelen af de politiske partier har indfundet sig en borgerlig økonomisk tænkning:

- I 1980’erne havde man borgerlig værdipolitik og venstreorienteret fordelingspolitik – nu har vi venstreorienteret værdipolitik og borgerlig fordelingspolitik.

Hvad med nationalisterne?

Harry Ahlberg bruger rollator, da han for et års tid siden faldt og efterfølgende har oplevet gangbesvær. Derfor kan turen fra plejehjemmet til Københavns Rådhus blive lang, hvis den 93-årige svensker bliver valgt mod forventning.

- Nu har jeg jo sagt, at jeg vil forbedre vilkårene for de ældre. Men her på plejehjemmet er personalet altså forfærdelig bekymrede for, at vi kommer til at kede os, så vi skal aktiveres hele tiden. Det føles næsten som en arbejdsplads, siger Harry, der fik tre stemmer ved kommunalvalget i 2009.

August Samberg oplever bekymringen om arbejdspladser som det helt store tema under valgkampen i Tårnby:

- Lufthavnen er en vigtig del af Tårnby. SAS’s krise har bekymret mange i byen.

Allan Anarchos er kommet på et spørgsmål, mens samtalen har bevæget sig i forskellige retninger:

- I Sverige har Sverigedemokraterne haft succes til at komme ind i kommunalbestyrelserne og rigsdagen. I Danmark stiller Danskernes Parti op flere steder. Det kunne være interessant at høre, hvad de to kandidater mener om det...

- Hvis vi lader dem udtrykke deres holdninger frit, så er jeg 100 procent sikker på, at de fleste danskere overhovedet ikke vil bakke op om deres radikale ideer, siger August Samberg.

Allan Anarchos’ telefon ringer, og vi bryder op. Danmarks Radio skal have deres bid af Harry og August.  

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR