Grønt kvalitetsstempel til Aalborgpark
Som den første park i Norden modtager Østre Anlæg det nye nordiske kvalitetsstempel Green Space Award
"En frodig grøn og velplejet oase” lyder bedømmelsen fra dommerne, der også lægger vægt på Aalborg Kommunes arbejde med borgerinddragelse og undersøgelser af borgernes brug af parken.
Udmærkelsen bliver tildelt på grundlag af en detaljeret kvalitetsvurdering med 41 kriterier, der dækker alt fra indretning, størrelse, rekreative muligheder og kultur til styring, borgerinddragelse, klima og formidling.
- Østre Anlæg er en indbydende og grøn oase, der inviterer til brug og ophold. Den har både alle de klassiske park-elementer, men også muligheder for fitness, løb og leg. Samtidigt er parken utroligt velplejet og der er helt tydeligt styr på driften, siger dommerformand Martin Tranholm Frøst. Han lægger også vægt på Aalborgs arbejde med borgerinddragelsen omkring parken.
Cadeau til forvaltningen
Bedømmelsen er foretaget af et dommerpanel med repræsentanter fra Danmark og Sverige.
Green Space Award er udviklet i et samarbejde mellem private og offentlige organisationer i Danmark, Norge og Sverige. I Danmark er arbejdet bl.a. støttet af Realdania og Friluftsrådet.
Formålet med Green Space Award kvalitetsordningen er at øge bevidstheden om kvalitet i parker og grønne områder hos både brugere, politikere og parkforvaltere. Målet er også, at park- og naturforvaltningerne i Norden skal inspirere hinanden.
- Jeg er meget stolt på Aalborg Kommunes vegne over den fine udmærkelse og det er en stor cadeau til vores teknik- og miljøforvaltning. Og så er det selvfølgelig en fin kvittering, som byrådet får for at prioritere park- og naturområdet i Aalborg, siger rådmand Mariann Nørgaard (V).
tsp
FAKTA
Om Green Space Award
Green Space Award er udviklet i et samarbejde mellem private og offentlige organisationer i Danmark, Norge og Sverige. I Danmark er det Skov & Landskab ved Københavns Universitet og Kommunale Park- og Naturforvaltere, der er drivkræfter bag kvalitetsordningen. Green Space Award er bl.a. støttet af Realdania og Friluftsrådet. Læs mere på www.greenspaceaward.com