Foreningsdanmark eksisterer i bedste velgående i det ellers udskældte Udkantsdanmark. Børn får duelighedsmærker i spejderklubben, teenagere lader hormonerne få frit løb til yndlingsidrætten, og bedstemødre hygger sig med kaffe i den lokale genbrugsbutik. Men hvor bliver de studerende af? Hvor er de ellers så etablerede studenterforeninger med til at markere de studerende på landkortet? Realiteten er desværre, at størstedelen af studenterforeningerne kun eksisterer i universitetsbyerne.

I International Medical Cooperation Committee (IMCC) – en frivillig studenterorganisation – er tværfaglighed i højsædet, og vi vil enormt gerne starte initiativer og frivillige aktiviteter op i samarbejde med professionshøjskolerne i udkanten. I jagten på at udvide vores repertoire af sundhedsfaglige studieretninger tog vi derfor i sommer kontakt til administrationen ved University College Sjælland, Campus Næstved. Studiestart stod for døren, og med studiestart kommer der et friskt kuld potentielt topengagerede frivillige. Nye studerende er som uslebne diamanter, og det gælder om at grave dem frem, inden morgenduggen på deres pander forvandler sig til eksamenssved.

Ikke en eneste

Vi ville derfor høre fra Campus Næstved, hvilke dage der var mulighed for at komme forbi og præsentere vores studenterforening. Med rømmede stemmer skruede vi op for telefoncharmen, for normalt skal man ase og mase sig ind i ellers pressede og stramt tilrettelagte introuger. Men charmeoffensiven blev hurtigt afbrudt af et rungende og forundret spørgsmål: ”Intro … uge?”. Og prompte kom det frem, at der på Campus Næstved ikke er megen introuge, og da slet ikke en dag til præsentation af frivillige studenterforeninger – for der er ikke rigtig nogen frivillige studenterforeninger at præsentere.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Jeg må ærligt indrømme, at jeg var lidt paf. Som studerende på et studie, der er stærkt præget af et aktivt (til tider næsten overaktivt) studenterforeningsmiljø – det kan eksempelvis nævnes, at der på medicinstudiet på Aarhus Universitet sågar eksisterer en forening med betegnelsen ‘MILF’: Medicinstuderende Imod Ligegyldige Foreninger – undrer det mig meget, at der på en uddannelsesinstitution som Campus Næstved – der huser fem forskellige studier – ikke er en eneste frivillig studenterforening at præsentere for de nye studerende.

Hvorfor snyde studerende i udkanten?

Hvad der vækker endnu mere forundring er, at ud af de fem studieretninger på Campus Næstved er fire sundhedsfaglige. Det betyder altså, at vi har at gøre med en relativt stor gruppe mennesker, der med megen sandsynlighed har valgt en sundhedsfaglig uddannelse, fordi de drømmer om et arbejdsliv, hvor dag og nat er dedikeret til at hjælpe andre mennesker, hvor de gør en forskel. Derudover bliver selvsamme gruppe mennesker en del af et højdynamisk, tværfagligt arbejdsmiljø, hvilket der tør siges i den grad hersker i størstedelen af sundhedssektoren.

At blive en del af og vigtigst af alt at trives i sådan et miljø er for særdeles mange ikke noget, man bare lige lærer i de få uger til måneders praktik- og klinikophold, man har til rådighed under sin studietid. Alle, der blot har snuset til sundhedssektorens arbejdsmiljø. kan vist godt nikke genkendende til, at relationen på tværs af sundhedsfaggrupperne er et område, der kan tåle at blive styrket. Mildest talt.

Så hvorfor ikke starte med at opfylde disse drømme og udvikle disse kompetencer under studietiden? Hvorfor skal de studerende i udkanten snydes for muligheden for at udvikle deres ledelses-, samarbejds-, forståelses- og kommunikationsevner, mens de netop befinder sig i et læringsmiljø?

Et kig udover bymurene

Det er under studietiden, tiden, lysten og overskuddet er at finde til det frivillige engagement. Studenterforeninger bliver en del af ens såkaldte parallelstudie, der som oftest ender med at være det primære udgangspunkt for etableringen af ens fagsociale netværk. Og det er herigennem, man finder fællesskaber på tværs af semester, fag og by. Parallelstudiet går ind og gør en overordnet forskel for de studerendes fremtid, men de studerende i udkanten har ikke mulighed for at få dette potentiale udlevet. Og mens de studerende i Udkantsdanmark bliver glemt, så vedtages der strammere og strammere reformer for de studerende i universitetsbyerne, således at de bliver tvunget til at ofre deres parallelstudier.

Vi kan lære af hinanden gennem det frivillige engagement, men vores studier lærer os kun at isolere os fra hinanden. Det er på tide, vi udvider horisonten for parallelstudiet for at skue ud over bymurene og se mulighedernes land i udkanten.

[wpv-post-body view_template="faktaboks"]